Faktaboks

Brigitte Kolerus
Født
13. maj 1941, Wien
Død
2001
Arbejdsliv
Direktør, skuespiller, instruktør og forfatter
Familie

Forældre: journalist Franz K. (født 1913) og lektor Gertrud Kail (født 1914).

Gift 30. maj 1969 med skuespiller Michael Lindvad, født 25. maj 1940 i København, s. af forretningsmand Knud L. og Tove Scheel. Ægteskabet opløst 1987.

Gift 25. maj 1991 (b.v.) med sekretariatschef Svend Aage Christensen, født 4. november 1942 i Sorø, s. af depotejer Christian Alfred C. og Agnes Birgitte Christoffersen.

Børn: Augustin (1972).

Brigitte Kolerus er østrigsk født, men kom 1953 til Danmark. I 1959 tog hun studentereksamen fra Esbjerg Statsskole. Herefter gennemførte hun på Handelshøjskolen i København en tresproglig korrespondentuddannelse, som hun afsluttede i 1961. Efter denne grundlæggende uddannelse valgte hun imidlertid teatervejen, og 1963-66 var hun elev på Odense Teaters elevskole. Allerede i 1969 spillede hun Desdemona i Det Danske Teaters udgave af Shakespeares Othello, derefter fulgte den kvindelige hovedrolle i musicalen En mand fra La Mancha. Sammen med sin første mand, skuespilleren Michael Lindvad, skabte hun sig i 1970’erne og 1980’erne en meget personlig profil i den danske teaterverden, idet hun foruden at være skuespiller også virkede som instruktør, forfatter og teaterleder.

I 1978 oprettede Brigitte Kolerus det diminutive Teatret ved Sorte Hest, hvis leder hun var til 1994. Hun havde samtidig fremtrædende roller, bl.a. Den Grønklædte i Henrik Ibsens Peer Gynt på Ålborg Teater og Maria Callas i Kaptajn Esso, kaptajn Shell på Det Ny Teater.Men ikke mindst som teaterleder og -instruktør udfordrede hun de gængse kønsroller i meget markante forestillinger som fx Café-revyerne på CaféTeatret 1975 og Strindbergs Leg med ilden og Brecht om Brecht 1977 på Boldhus Teatret. På Teatret ved Sorte Hest opførtes i 1978 Shakespeares Trold kan tæmmes, hvor hun selv spillede Kate, og i 1980 kvindemonologerne Kvinder, kvinder, kvinder af Franca Rame og Dario Fo, hvor hun ligeledes havde hovedroller. Hun leverede selv tekst og instruerede Undskyld, hvor ligger Eros henne?,1984, Frokost i det grønne, en billedfortælling over fem malerier af E. Manet, 1985, og Drømmespil, en fantasi over temaer af Strindberg, 1988, der alle opførtes på hendes eget teater. I 1984 skrev hun med lån fra Aristofanes Latterlighedens pris, der på grund af sit omfang flyttedes til Gladsaxe Teater. Hun havde en række instruktionsopgaver for både kbh.ske teatre og provinsteatre, fx instruerede hun i 1993 P.O. Enquists Tupilak på Betty Nansen Teatret. Hun har endvidere fungeret som operainstruktør, bl.a. for Den Anden Opera.

I den reteatralisering af scenekunsten, der gik i gang efter Anden Verdenskrig med Bertolt Brecht og absurd teater, og hvor i de senere år især scenografien, det visuelle udtryk i det hele taget, er kommet til at spille en afgørende rolle, har Brigitte Kolerus ydet en betydelig indsats: “Vi beskæftiger os nu meget mere med leg og klovnerier og med kropsligt udtryk – vi er gået bort fra at efterligne naturen – spillestilen er stadig naturalisme, men det åndelige indhold, det ligger på en scene, langt mere gemt i menneskets helhedsudstråling – det betydningsfulde ligger i det man ikke siger (...) i mimiske stumspil,” sagde hun i et interview i 1977. Sin oprindelse i det tyske sprogområde har Brigitte Kolerus udnyttet til oversættelser af samtidige dramatikere, som hun derefter selv iscenesatte, fx Tiden og værelset af den tyske forfatter B. Strauss, der opførtes på Bådteatret i 1991. En anden meget omtalt og rost iscenesættelse var TV-Teatrets serie Kald mig Liva om Liva Weel, der blev sendt i 1992. Hun har også skrevet hørespil, fx Oppe i gardinerne hænger appelsinerne, 1973. Endvidere har hun udfoldet sig som bildende kunstner og deltog 1973-74 og 1977 i Kunstnernes Efterårsudstilling og i perioden 1974-76 i Charlottenborgs Forårsudstilling. I 1993 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat.

Beskrivelser og portrætter af Brigitte Kolerus

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig