Anette Abildgaard

Det var formentlig en karriere som danser ved Den Kgl. Ballet, Anette Abildgaard forestillede sig som ganske ung, men årene skulle vise, at det hverken var i det klassiske fag eller som danser, at hun skulle gøre sig gældende, men derimod som koreograf inden for moderne dans. Efter realeksamen blev hun som 20-årig uddannet balletpædagog hos Ib Martens, som hun havde danset hos i syv år, samtidig med at hun fulgte aspirantundervisningen på Det Kgl. Teater. Som 21-årig konkurrerede hun sig i 1972 ind i korpset, men opdagede hurtigt, at hun ikke trivedes hverken med repertoiret eller den lidt passive afventen på rollernes komme. Den svenske koreograf Birgit Cullberg havde til gengæld fascineret hende, og det lykkedes hende at danse knap to sæsoner hos Cullberg i Stockholm. Det var ikke i så høj grad Cullbergs dansetekniske vokabularium som hendes intellektuelt inspirerende formsprog, der fik betydning for Anette Abildgaard som koreograf.

Allerede som ung danser havde Anette Abildgaard lært Eske Holm at kende, og hun var med i hans første forestillinger i Pakhus 13 Amor og Psyke og Tretten landskaber, 1975. Efter Cullberg nåede hun at medvirke i forestillingerne Sacre du Printemps og Historien om en soldat i 1977, inden Pakhus 13 samme år blev nedlagt af økonomiske årsager. Imidlertid blev hun opfordret til at medvirke i Randi Pattersons forestilling DAG – og alle dage, 1979, hvilket blev starten på et årelangt samarbejde, som i 1981 konsoliderede sig under navnet Nyt Dansk Danseteater (NDD). Her fik Anette Abildgaard endelig rum og ro til at udfolde den kraftfulde originalitet, som har præget hendes koreografiske værker. Hendes første større selvstændige værk Tango, 1981, bar mindelser om den amerikanske koreograf G. Balanchines musikalske linieføring og de svenske koreografer M. Ek og Cullbergs intellektuelle udtryksform. I 1986 forlod Patterson kompagniet, og Anette Abildgaard overtog nu posten som kunstnerisk leder i samarbejde med Warren Spears, som havde danset i NDD siden 1982. I de følgende år fortsatte hun arbejdet med at etablere kompagniet som et af Danmarks førende, hvilket fik stor betydning for den moderne dans’ udbredelse i 1980’erne. Det episk-dramatiske danseteater med udgangspunkt i det klassiske bevægelsessprog skabte en lang række skelsættende forestillinger, bl.a. Morels opfindelse, 1989, Qarrtsiluni, 1990, Speranza, 1991, og Wunderbaum, 1993, hvilket førte til, at Anette Abildgaards arbejde blev skildret i tv-filmen Den dansende fortæller, 1993, af Torben Skjødt-Jensen. Forestillingerne vakte international opmærksomhed, og kompagniet var i en årrække repræsentant for det officielle Danmark i forbindelse med kulturfremstød.

Gennem årene har Anette Abildgaard skabt flere koreografier for andre teatre, bl.a. Ildfuglen for Den Jyske Opera, 1987, Blodbryllup for Det Kgl. Teater, 1992, samt Grønnegårds Teatrets forestillinger 1989-92. Da hun i 1994 forlod NDD, fortsatte hun freelance med forestillingerne På kanten på Det Kgl. Teater, 1994, og året efter Det nye spil om enhver for NDD. I 1999 koreograferede hun Ovids forvandlinger, som betegnede et brud med den episke fortælleform over mod et mere abstrakt formsprog.