Inge Sand

Inge Sand var enebarn, men gav ved sin egen datters fødsel udtryk for, at hun ikke havde savnet søskende. Da hun som syvårig i 1936 blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole, blev dansen den vigtigste faktor i hendes liv. Hendes kønne ydre førte til børneroller i film og på teatret, og i 1945 blev hun balletaspirant. Debuten kom uventet, da hun på en sygemelding i 1945 sprang til som den lykkevarslende sommerfugl i balletmesteren Harald Landers modstands- og befrielsesallegori Vaaren, til musik af Grieg og med scenografi af dramatikeren Kjeld Abell. Karrieren føjede sig smukt og hurtigt med udnævnelse til balletdanser i 1947 og tre år senere til solodanser.

Inge Sands force som danserinde var det pigeligt yndefulde og skælmske i de roller, der i fagsproget betegnes som demi-caractère, den ungdommeligt muntre soubretterolle. Hun var sødmefuld i Svanildas rolle i balletten Coppelia, 1951, og muntert drilsk som første juniorpige i den russisk-amerikanske koreograf D. Lichines ballet Graduation Ball, 1952, der fortæller om ung kærlighed og gamle huse, der går ild i. Denne kultiverede dansespøg var i mange år det lyse indslag i Det Kgl. Teaters balletrepertoire, og Inge Sand kom da også sent i sit danserliv til at gestalte dens prikne, men elskovssyge forstanderinde, et af karakterdanserindernes smukkeste partier, ligesom hun i 1966 stod for nyindstuderingen af balletten. Det stod hurtigt klart, at hun forstod at videreudvikle sit talent i takt med alderens modning af sindet. Hendes mimiske evner viste sig i den vittige karakteristik af den romantiske periodes italienske primaballerina Fanny Cerrito i den engelske koreograf A. Dolins spøgefulde pastiche Pas de Quatre, 1955, og hun fulgte kvikt med i den franske koreograf R. Petits erotisering af den danske ballet som en gnistrende cigaret- og smuglertøs med et pur af lyst hår i hans ballet over G. Bizets Carmen i 1960. At hun ikke veg tilbage for ekstremt udleverende roller sås i hendes neurotiske kvindefigur i den engelske koreograf K. MacMillans Under jorden, 1961, og den karikerede svigermoder i Flemming Flindts Den unge mand skal giftes, 1965, baseret på en tekst af den rumænsk-franske forfatter E. Ionesco. I denne rolle fik hun sin afskedsforestilling som balletdanser i 1973.

Inge Sand var dog ikke udelukkende opfostret ved Den Kgl. Ballet. Som ung dansede hun med den engelske Sadler’s Wells Ballet, hvor hun lærte ballerinaen Margot Fonteyn at kende, og med humor og beskedenhed deltog hun i det primitive turnéliv i Efterkrigstidens fattige Storbritannien. Hun medvirkede i ensemblets afsluttende sæson i Royal Festival Hall og var desuden en overgang engageret af Les Ballet Russes. I 1954 var hun solist på dansefestivalen Jacob’s Pillow i Massachusetts, USA. Året efter deltog hun med en gruppe andre danske dansere og bidrog dermed væsentligt til at skærpe udlandets interesse for dansk ballet. Inge Sand besad ikke blot en perfekt danseteknik og et velskabt mimisk talent, hun havde også usædvanlige organisatoriske evner, der kom til deres ret i en række turnéer med hendes egen gruppe af kammerater fra Den Kgl. Ballet, der gæstede Japan, Sydamerika og USA. De samme administrative evner og en usvækkelig disciplin førte til stillingen som assisterende balletmester under Flindt i 1961, en stilling, hun i 1971 selv ønskede konverteret til jobbet som turnéleder ved Det Kgl. Teater. Myndigt og kompetent ledede hun i 1973 ballettens gæstespil i Moskva, men var allerede da mærket af sygdom.

Inge Sand tilhørte ikke den gruppe af balletdansere, der overgår i koreografernes række, når dansekarrieren er forbi. Hun fik dog opført sin egen Liv i kludene på Pantomimeteatret i 1964, men havde større evner som organisator. Det kom sommerfestivalen i 1965 på Det Ny Teater til gode. Her opførte Copenhagen Ballet Theatre værker af bl.a. den engelske koreograf J. Cranko og franskmanden M. Béjart. Også privat førte hun glæden ved dansen videre, idet datteren Liselotte Svarre, der fødtes i ægteskabet med juveler Paul Svarre, i perioden 1975-86 var danser ved Den Kgl. Ballet. Inge Sand blev tildelt flere legater og i 1960 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.