Som barn af en balletmester og en koncertpianistinde lå det ikke Dinna Bjørn fjernt at blive balletdanser. Men da forældrene under ingen omstændigheder ønskede at presse barnet ind i en vanskelig karriere, blev hun først optaget på Det Kgl. Teaters balletskole som 16-årig efter at være blevet afvist ved første optagelsesprøve. Hendes fader Niels Bjørn Larsen var balletmester for såvel Den Kgl. Ballet som Pantomimeteatret i Tivoli, og fra Dinna Bjørn var ni år, var hun med på scenen på Pantomimeteatret. Hun tog privatundervisning hos danser og instruktør Hans Brenaa og senere hos den tidligere primaballerina fra Letland Edite Feifere Frandsen, som trænede hende i den russiske Vaganovaskole. Skønt hun først lærte Bournonvilleteknik, fra hun blev optaget på balletskolen som aspirant, lå det så naturligt for hende, at hun uden besvær kunne gå lige ind i repertoiret. På foranledning af den amerikanske koreograf J. Robbins debuterede hun 1966 i hans opsætning af En fauns eftermiddag. Hendes egentlige gennembrud kom dog først i 1971 med Nøddeknækkeren, hvor hun dansede hovedrollen Clara, som Flemming Flindt skabte specielt til hende. Selvom Dinna Bjørn har haft store roller i såvel det klassiske som det moderne repertoire, bl.a. Den unge mand skal giftes, 1967, Bagage, 1969, Interplay, 1977, Vier letzte Lieder, 1981, The Leaves are Fading, 1984, samt Petrusjka, 1985, er det dog først og fremmest som Bournonvilledanser, instruktør og pædagog, at hun har sat sit præg i Danmark og i udlandet.
Fra 1975 begyndte Dinna Bjørn at undervise, dels på balletskolen, dels på de tilbagevendende sommerseminarer hos koreografen og balletpædagogen Birger Bartholin og på Det Kgl. Teater. Gennem en omfattende række Bournonville master classes over det meste af verden har hun været medvirkende til at sprede kendskabet til Bournonvilletraditionen. I 1976 dannede hun sammen med senere balletmester Frank Andersen Bournonville-Gruppen, som bestod af solodansere fra Den Kgl. Ballet. Under stor bevågenhed turnerede de i Nord- og Sydamerika, Østen og Europa. Fra 1985 til dens opløsning i 1989 var hun gruppens kunstneriske leder. Allerede som ung danser begyndte Dinna Bjørn at koreografere. Hun debuterede i 1970 på Det Kgl. Teater med 8+1, som hun også selv havde skrevet musik til. Siden fulgte Sommerfuglemasken, 1975, og Hat-trick, 1985. I 1971 koreograferede hun Anatomisk safari til Det Ny Teater med musik af komponisten Per Nørgård. Det blev starten på et årelangt samarbejde med Nørgård, hvor Dinna Bjørn bl.a. med sin gruppe Dinna Bjørns Dansegruppe, der eksisterede 1976-82, og percussiongruppen Sol og Måne koreograferede divertissementer til hans værker. Det gjaldt bl.a. Den tredje tilstand, 1979, Wölfli revy, 1981, Det guddommelige tivoli, 1983, og samme år Siddharta. I 1987 stoppede Dinna Bjørn som danser, og indtil hun i 1990 blev udnævnt til balletmester for Den Norske Nasjonal Ballett i Oslo iscenesatte hun Bournonvilleforestillinger i udlandet. I 1992 rekoreograferede hun 2. akt af Napoli for Det Kgl. Teater, og i Norge koreograferede hun i 1994 en ny produktion af Nøddeknækkeren.
Ved ansættelsen af den engelske danser Maina Gielgud som balletmester for Den Kgl. Ballet i 1997 blev Dinna Bjørn udnævnt til Bournonvillekonsulent med ansvar for såvel repertoiret som undervisningen på balletskolen og sommerseminarerne for udenlandske dansere. At udbrede kendskabet til Bournonville har således karrieren igennem været en hjertesag for hende. Ikke blot gennem sin undervisning, men også gennem artikler, film og tv har hun stillet sin viden til rådighed, og ved sine utallige rekoreograferinger og rekonstruktioner af Bournonvilles balletter har hun sikret genren for de efterfølgende generationer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.