Bodil Begtrup

Bodil Begtrup blev student i 1921 fra Ålborg Katedralskole som eneste pige i en matematisk klasse. Samme år begyndte hun at studere kunsthistorie ved Københavns Universitet, men skiftede snart til det mandsdominerede statsvidenskabsstudium for at kunne kombinere sine to interesser, socialpolitik og folkeret.

I 1926 kom hun som repræsentant for Studenternes Folkeforbunds Union til Genève, hvor hun i den danske delegation mødte formanden for Danske Kvinders Nationalråd (DKN) Henni Forchhammer. Opholdet i Genève blev således også indgangen til kvindesagen, og ved hjemkomsten blev Bodil Begtrup sekretær for Forchhammer.

I 1929 blev hun cand.polit. Samtidig giftede hun sig med en enkemand og blev dermed stedmoder til fire børn. Af disse fulgte Birgit Begtrup hende ind i kvindesagen, mens Lena (gift Vedel-Petersen) kom til at sætte afgørende præg på dansk socialpolitik. Bodil Begtrups egen datter fødtes med en hjertefejl og døde kort efter, at ægteskabet i 1936 var blevet opløst.

I 1929 blev Bodil Begtrup medlem af DKNs styrelse, 1931 blev hun næstformand, og i perioden 1946-49 var hun formand. I dette regi ydede hun en væsentlig indsats for kvinders og børns vilkår og samfundsmæssige placering. Således blev hun bl.a. medlem af Mødrehjælpens Fællesråd, da Mødrehjælpen i 1939 blev gjort til en offentlig institution. Mødrehjælpens midler var dog fortsat små, og finansieringen af fx børneudstyr var stadig afhængig af private midler.

DKN havde gennem en årrække arbejdet for, at en af de tre danske filmcensorer blev en kvinde, og i 1939 udnævntes Bodil Begtrup til den første kvindelige filmcensor. Frem til 1948 udførte hun samvittighedsfuldt dette hverv, som hun anså for at være af væsentlig socialpædagogisk betydning. Især optog films indvirkning på børn hende, og hun udgav i 1947 bogen Børn og Film.

I 1938 havde Bodil Begtrup overtaget Forchhammers plads i den danske delegation til Folkeforbundet, hvor hun sad indtil Anden Verdenskrigs udbrud.

Efter krigen blev hun valgt som rådgivende medlem af den danske delegation til FNs generalforsamling. Hun var kvindernes repræsentant i delegationen frem til 1952 og sørgede gennem DKN for, at danske kvinder blev holdt informeret om FNs arbejde fra første færd.

Bodil Begtrup udnævntes i 1949 til overordentlig gesandt og befuldmægtiget minister i Island og blev dermed Danmarks første kvindelige ambassadør. Udnævnelsen var ikke blot usædvanlig på grund af hendes køn, hun var også “uden for karriere”, dvs. uden for det normale udenrigsministerielle avancementssystem.

Stillingen blev oprindelig tilbudt hendes mand Laurits Bolt-Jørgensen, der havde været gesandt i flere østeuropæiske lande. Men med den begrundelse, at der kun var tre år til hans pensionering, foreslog han i stedet Bodil Begtrup til posten. På den måde ville hendes karriere ikke skulle afbrydes til fordel for hans.

Udnævnelsen skal imidlertid også ses i lyset af, at kvindeorganisationerne efter Anden Verdenskrig pressede på for at få kvinder i topstillinger, og Bodil Begtrup fik i 1953 følgeskab af Agnete Vøhtz som første departementschef og Bodil Dybdal som første højesteretsdommer.

Forholdet mellem Danmark og Island var på tidspunktet for Bodil Begtrups udnævnelse sårbart på grund af Islands ensidige brud med Danmark under krigen. Med stor indlevelse i og interesse for landet og dets forhold samt en væsentlig mængde kreativitet og initiativ bidrog Bodil Begtrup til skabelsen af et ligeværdigt forhold mellem de to lande. Hendes virke afrundedes da også symbolsk med, at Frederik 9. og dronning Ingrid aflagde det frie og uafhængige Island deres første besøg i 1956.

Efter hjemkomsten fra Island fortsatte Bodil Begtrups karriere i Udenrigsministeriet, hvor hun 1956-59 var kontorchef samtidig med, at hun var Danmarks faste repræsentant ved Europarådet i Strasbourg.

Derefter fulgte posten som Danmarks ambassadør i Schweiz 1959-68 og efterfølgende i Portugal 1968-73. Særlig posten i Schweiz havde symbolsk betydning, idet de schweiziske kvinder på dette tidspunkt endnu ikke havde fået stemmeret til den schweiziske forbundsforsamling. I 1967 fik hun sin første kvindelige kollega, da Nonny Wright blev dansk ambassadør i Ghana.

Efter hjemkomsten til Danmark deltog Bodil Begtrup bl.a. i forberedelsen af FNs verdenskvindekonferencer i 1975, 1980 og 1985.

Til trods for en international karriere betegnede Bodil Begtrup DKN som sit hjemsted gennem alle årene. Denne betegnelse er da også karakteristisk for en indsats, hvorigennem hun viste sig som en kvindernes ambassadør i Danmarks internationale arbejde. Hun udtalte selv, at hun aldrig havde følt sig som pioner, men blot gjort, hvad hun fandt spændende og naturligt.

Hun modtog adskillige anerkendelser for sit virke. I 1949 blev hun udnævnt til æresdoktor på Smith College, Massachusetts, USA, og i 1951 var hun blandt den gruppe af kvinder, der som de første blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. 1955 blev hun ridder af 1. grad, 1962 kommandør og 1973 kommandør af 1. grad. Bodil Begtrup modtog også flere udenlandske ordener, heriblandt Den islandske Falk.

Erindringsbogen Kvinde i et verdenssamfund udkom 1986.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Hanne Dam: På trods ..., 1999. Birgitte Due (red.): Festskrift til Bodil Begtrup, 1983.
• Levnedsberetning i Ordenskapitlet. Privatarkiv i Rigsarkivet.

• Danske Kvinders Nationalråd (se Kvinderådet)
• Danske Husmødres Forbrugerråd (se Forbrugerrådet Tænk)
• Red Barnet
• Vore Smaabørns Beklædning
• Folkeforbundet (se FN)
• FN
• FNs Kvindekommission
• Den Danske Kvindeforening
• Europarådet
• Udenrigsministeriet

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.