Birgit Begtrup

Birgit Begtrup fik tidligt forbindelse med kvindebevægelsen gennem sin stedmoder, den senere ambassadør Bodil Begtrup og dennes kreds af stærkt engagerede kvinder. Selv blev Birgit Begtrup aktiv i Dansk Kvindesamfunds Københavnske Ungdomskreds (DKKU), der fra midten af 1930’erne fungerede som en kritisk opposition til moderforeningen. 1946-48 var hun formand for DKKU og var her bl.a. med til at rejse debat om småbørnsfamiliernes vilkår i Efterkrigstiden, herunder behovet for en mere retfærdig arbejdsdeling i hjemmet, kortere arbejdstid for alle, rationel husførelse og bedre boliger.

Efter studentereksamen 1935 fra Ingwersen og Ellbrechts Skole valgte Birgit Begtrup økonomistudiet, igen med stedmoderen som forbillede, og i 1942 blev hun færdig som cand.polit. ved Københavns Universitet. I de følgende år var hun ansat dels i Mødrehjælpen 1942-46, dels i Arbejds- og Socialministeriet 1946-48, ligesom hun sideløbende underviste på flere børnehaveseminarier. Efter et kort ungdomsægteskab giftede hun sig i 1947 med lægen Karl Teilmann, med hvem hun i hurtig rækkefølge fik tre børn. I 1951 fik ægtefællen stilling i Århus, og Birgit Begtrup fulgte med. Året efter begyndte hun at undervise på Specialkursus i Husholdning, og kort efter blev hun også tilknyttet Social-Pædagogisk Seminarium, det senere Århus Børnehaveseminarium. I de første år underviste hun de pædagogstuderende i bl.a. sociallovgivning og regnskabsføring. 1958 avancerede hun til viceforstander, og 1960-82 var hun seminariets rektor. Birgit Begtrups mand døde allerede i 1956, og som eneforsørger måtte hun herefter søge at kombinere familieliv med en krævende karriere. Senere rådede hun altid unge mødre til så vidt muligt at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Social-Pædagogisk Seminarium var oprettet 1944 som et progressivt alternativ til Jydsk Børnehaveseminarium, der hvilede på et kristent og mere autoritært grundlag. Social-Pædagogisk Seminariums første rektor Marie Benedicte Gregersen var ligesom de øvrige initiativtagere optaget af moderne pædagogiske teorier, der betonede barnets iboende evner og frie udfoldelse. Det betød, at vægten blev lagt på psykologiske teorier og elevernes frit skabende arbejde. I denne sammenhæng passede Birgit Begtrup godt ind, og under Marie Benedicte Gregersens tiltagende sygdom i slutningen af 1950’erne tog hun gradvist over. I 1960 var hun selvskreven som ny leder af seminariet. Hendes godt 20-årige rektorperiode blev præget af stærk ekspansion og omstrukturering på børnepasningsområdet og i pædagoguddannelserne. Fra at være et lille overskueligt seminarium med ét spor og to klasser udvidedes det til tre spor og ni klasser, og Seminarieloven af 1969 forlængede uddannelsen fra to til tre år. Selve uddannelsen blev underkastet en strammere styring, og Birgit Begtrup måtte kæmpe hårdt for at bevare dele af seminariets særpræg. Under hendes ledelse flyttede institutionen to gange, til Højbjerg 1967 og til Risskov 1981. Med sit stærke engagement og demokratiske sindelag lykkedes det hende at føre seminariet gennem de store omvæltninger med de progressive idealer i behold. Få år efter hendes afgang blev seminariet imidlertid nedlagt ifølge Seminarieloven af 1989.

I de travle karriereår blev der ikke tid til det store kvindesaglige og politiske engagement, men Birgit Begtrup holdt dog fast ved Dansk Kvindesamfund (DK), selvom hun var kritisk over for foreningens snævre sociale rekruttering og apolitiske ståsted. Selv placerede hun sig på venstrefløjen og var i en periode medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, som hun forlod i protest, og senere af Socialistisk Folkeparti (SF). En af de nære arbejdsfæller var i øvrigt SF-eren Ebba Strange, der fra 1964 arbejdede som praktikleder på seminariet. I 1950’erne var Birgit Begtrup desuden aktiv i Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, der arbejdede mere politisk end DK og især markerede sig på fredsområdet. Gennem mange år tog hun del i debatten om kvinde- og familiespørgsmål og støttede i 1960’erne kravet om fri abort, som hun så som meget væsentligt, ikke mindst for arbejderkvinderne. Birgit Begtrup, der allerede i 1950’erne havde gjort forsøg på at etablere kollektivbebyggelse i Risskov, var i 1987 med til at oprette et bofællesskab i Stavtrup ved Århus. Hun havde altid betragtet det som tåbeligt, at hver især stod og rørte i sin egen lille gryde, og for hende har det været opfyldelsen af en ønskedrøm at blive del af et fællesskab med mennesker i alle aldre.