Marie Benedicte Gregersen

Marie Benedicte Gregersen voksede sammen med tre søskende op i en lægefamilie på Frbg. Hun blev student fra Århus Katedralskole i 1920 og begyndte at læse medicin ved Københavns. Universitet. Efter nogle år afbrød hun studierne og tog 1927 lærereksamen fra N. Zahles Seminarium. 1930-31 var hun på studieophold i Zürich. 1934-37 arbejdede hun som den første kvindelige inspektør i Overinspektionen for Børneforsorgen, som dermed imødekom et gammelt ønske fra kvindebevægelsen. Desuden var hun den første pædagogisk uddannede inspektør i Overinspektionen. Ved siden af sit arbejde oversatte hun uddrag af H. Hanselmanns Opdragelsesvanskeligheder, 1934, og 1936 den svenske politiker Alva Myrdals Bybørn. I 1937 oprettede hun Børneobservationshjemmet for vanskelige og nervøse børn på Frbg., som hun blev leder af.

I 1944 blev Marie Benedicte Gregersen udpeget til forstanderinde for det nyoprettede Social-Pædagogisk Seminarium (SPS) i Århus, der ligesom Sofie Rifbjergs Kursus for Småbørnspædagoger blev banebrydende for en ny pædagogik. Initiativtagerne til seminariet var en lille kreds af børnehavelærerinder i Århus, bl.a. Karen Skytte, der blev støttet af lokale politikere og socialarbejdere. SPS blev hermed det andet seminarium i provinsen, efter at Jydsk Børnehave-Seminarium var blevet etableret 1933 med Margrethe Christiansen som leder. SPS blev en selvejende institution med læge Erik Strömgren som formand indtil 1950, hvorefter sociallæge Helge Kjems tog over. De økonomiske rammer var meget beskedne, idet den primære indtægt var elevernes betaling. Fra 1946 modtog SPS statstilskud. Endvidere fik seminariet forskellige, men uregelmæssige tilskud fra kommunen. Disse forhold gjorde det vanskeligt at få betalt lærerlønninger til tiden eller i det hele taget.

Ved sin tiltræden havde Marie Benedicte Gregersen allerede markeret sig i den offentlige debat gennem nogle år. Hun havde bl.a. skrevet en række tidsskriftsartikler om især vanskelige børn og i 1944 bogen Eine Kinderpsychose. Hun var en af de første, der introducerede nye psykologisk baserede opdragelsestanker i Danmark, og i forlængelse heraf støttede hun den opfattelse, at det var barnet, der skulle skabe sit eget liv, da “menneskenes børn går rundt med en mængde uforløste muligheder, og ( ...) disse muligheder ødelægges ved en forkert opdragelse.” Derfor skulle barnets evne til selvrealisering fremhæves, og hovedvægten i undervisningen blev lagt på psykologi, frit skabende arbejde og den af Astrid Gøssel udviklede bevægelseslære. SPS begyndte med 12 elever, men nåede hurtigt op på det dobbelte. Seminariet holdt de første fem år til i forskellige lånte lokaler, indtil det i 1949 flyttede til en lejlighed på Rødkløvervej. I forbindelse med seminariet oprettede hun også en lille velrenommeret øvelsesbørnehave med egen have på Lauge Kochs Vej, et sted, hvor den børneglade Marie Benedicte Gregersen gerne opholdt sig, når tiden tillod det. I forlængelse af hendes reformpædagogiske opdragelsessyn fik hver elev udleveret sin egen nøgle, så biblioteket, værkstederne og musikinstrumenterne kunne benyttes når som helst. Det var centralt for hende, at eleverne blev motiveret til at forholde sig selvstændigt og kritisk til undervisningen, for “de unge må ikke antage noget i undervisningen som et princip eller et dogme. Så vidt, det overhovedet er dem muligt, må de nøje veje og kritisere alt det, de hører.” I 1947 og frem til midten af 1950’erne optog man også elever, der fik en uddannelse som fritidshjemslærere. I 1948 kom en betænkning om børnehaveseminarier, efter at MG sammen med landets fire andre seminarieforstandere havde rettet henvendelse til Undervisningsministeriet om en fælles lovgivning for området. 1953 kom en bekendtgørelse, og samlet blev fagenes mål og indhold samt regler for eksaminer fastsat. Det medførte en større ensartethed i uddannelsen på landsplan, men der var stadig plads til, at det enkelte seminarium kunne bevare sit særpræg. Samtidig blev de økonomiske forhold væsentligt forbedrede. I årenes løb rettede Marie Benedicte Gregersen sammen med sine kolleger adskillige henvendelser til Undervisningsministeriet for at skabe forståelse for, at uddannelsen burde blive treårig. Det skete dog først i 1969 efter hendes død.

Marie Benedicte Gregersen havde en del udenlandske kontakter, bl.a. til Norge og Sverige, hvilket også medførte, at adskillige norske elever kom til seminariet i efterkrigsårene, hvor uddannelsespladserne i Norge var få. Igennem Organisation Mondiale pour l’Education Pré-Scolaire, Verdensorganisationen for Småbørnsopdragelse, skabtes også forbindelser, der gjorde det lettere at tage på studierejser. Marie Benedicte Gregersen var desuden aktiv i Socialpædagogisk Forening og i Dansk Børnehaveråd, hvor hun kæmpede for, at arbejdet med børn blev værdsat politisk, pædagogisk og lønmæssigt. Hun var en pioner inden for dansk børnehaveforsorg. Trods et svageligt helbred kæmpede hun for sagen for barnets skyld. Hendes store familie støttede hende i arbejdet, og hun hentede desuden styrke i musik, malerkunst og litteratur. Efter hendes død i 1960 blev Birgit Begtrup ny forstander for seminariet, der eksisterede indtil 1990.