Astrid Gøssel

Astrid Gøssel voksede op Kolding, der havde et blomstrende kulturliv, og i et hjem med en kreativ atmosfære. Faderen var arkitekt, og af hendes tre ældre søstre var der en, der dansede, mens de to andre blev henholdsvis billedhugger og forfatter af manuskripter til stumfilm. Selv spillede hun klaver, fra hun var ganske lille, men spillelærerinden tillod hende ikke at improvisere, og hendes erindringer om barndommens musikundervisning var negative. Ikke desto mindre fortsatte hun som ung pige med at tage privatundervisning, nu i København, og senere videreuddannede hun sig til pianist i Oslo. I hele uddannelsesperioden underviste hun selv børn i klaver, og da hun fik problemer med sine arme, opgav hun at stile efter en karriere som koncertpianist og koncentrerede sig i stedet om musik- og bevægelsespædagogik.

Da Astrid Gøssel i slutningen af 1920’erne stiftede bekendtskab med den italienske pædagog Maria Montessoris teorier om børneopdragelse og kom ind i miljøet omkring den radikalt frisindede filosof og psykolog Sigurd Næsgaard, indledte hun et eksperimentelt arbejde under indflydelse af tidens reformpædagogik. Det foregik i forskellige børnehaver og skoler, bl.a. i Margrethe Marstrands børnehave i Kronprinsessegade og i Wilma Svejstrups Skole i Hellerup, hvor også Næsgaard underviste. Astrid Gøssel satte børnene i gang med at improvisere og komponere og koblede snart bevægelse på sangen og musikken. Hun havde en idé om, at børnemusik var noget specielt og ikke bare en forenkling af voksenmusikken, ligesom hun arbejdede for en gymnastikform, der tog udgangspunkt i børnene selv og den organiske forbindelse mellem deres sang og bevægelser. I 1938 vakte hun opsigt med udgivelsen af et hefte med titlen Børnehaven synger, der som noget hidtil uset rummede kompositioner af børn, og hun holdt bl.a. foredrag om Musikopdragelse på skabende Grundlag. Allerede i 1928 var Astrid Gøssel blevet knyttet som lærer i sang og gymnastik til Sofie Rifbjergs nyoprettede Montessorikursus, Kursus for Småbørnspædagoger, det senere Seminarium for Småbørnspædagoger. Her fik Astrid Gøssel stor indflydelse gennem de følgende 20 år. Via sit bekendtskab med jazzpianisten Vilfred Kjær blev hun tidligt grebet af begejstring for jazz, og impulserne herfra blev afgørende for hendes undervisning. Især var hun fascineret af den sammenhæng, hun så mellem rytmefornemmelsen og fraseringen i jazzen og den levende rytme, hun havde iagttaget hos børn i leg, og hun holdt foredrag illustrerede med fotografier, som skulle vise forskellen mellem den klassiske, europæiske kontrol og jazzens mere fritflydende kropsrytme. Efterhånden kom hun til at stå i et modsætningsforhold til Montessori-pædagogikken, som var baseret på elementarundervisning, dvs. at man ud fra beskæftigelse med enkeltelementerne i fx musik søgte at nå frem til en forståelse af den musikalske helhed. Astrid Gøssel, der brændte for idéen om det hele menneske, havde derimod et holistisk udgangspunkt. Hendes interesse for jazz udmøntede sig også teoretisk, hun analyserede en lang række jazznumre og skrev bl.a. artikler i det lødige jazztidsskrift h.o.t., hvor hun karakteriserede musikkens “Swing” og “fysiske Præg” og skrev om klangens “Stoflighed”. Disse overvejelser gav stødet til en studiekreds, hvori bl.a. komponisten Bernhard Christensen, litteraten Sven Møller Kristensen, sangeren Aksel Schiøtz og pianisten Herman D. Koppel deltog. Studiekredsen, der blev holdt i hendes hjem, blev en del af baggrunden for oprettelsen i 1935 af to jazzskoler, Jazz-Musikkonservatoriet, senere Jazzmusikskolen, og Kursus i moderne Rytmisk Musik. Bernhard Christensen, Møller Kristensen og Astrid Gøssel underviste på begge skoler. Både begejstringen og modstanden mod de forskellige initiativer var stor, og Astrid Gøssel og hendes kreds måtte ofte stå model til indædte angreb.

I 1950’erne og 1960’erne samlede Astrid Gøssel sig mere og mere om gymnastikken og undervisning af voksne. Hun uddybede sine teorier, idet hun pointerede, at hendes bevægelsespædagogik skulle ses som en arbejdsmetode og ikke som et fastlåst øvelsessystem. Det var først og fremmest en bestemt forståelse af den menneskelige bevægelse, der var udgangspunktet. Det universelle bevægelsestema, hun især fokuserede på, kan beskrives som et bølgeformet forløb, en spiralbevægelse gennem rygsøjlen, som hun genfandt i alle former for naturlig gang og løb, præget af en spontan og ublokeret gennemstrømning af energi. Hun arbejdede i disse år praktisk med bevægelseshold og terapihold for voksne, dels i sit hjem og dels på Bernadotteskolen. Denne forståelse for totalbevægelsens betydning udnyttede hun også til at udvikle en forbedret fødselsteknik. En tid havde hun desuden et mindre hold, som hun uddannede til gymnastiklærere.

Astrid Gøssels bevægelseslære er blevet tolket som et oprør mod den fastlagte øvelsesgymnastik, men det er en misforståelse at tro, at hendes metode blot gik ud på, at man skulle lade tingene udvikle sig af sig selv for at fremme den helt frie kropsudfoldelse. Det var tværtimod hendes grundlæggende opfattelse, at indlæring og kreative processer betinger hinanden, og i alt, hvad hun beskæftigede sig med, stræbte hun efter, at resultatet repræsenterede en balance mellem indlæring, forståelse, leg og skabende virksomhed. I sin tid var hun en af de meget få, der beskæftigede sig teoretisk med jazz. Fuldt optaget af sin gymnastiks praktiske udforskning og formidling, som hun var, nåede hun aldrig at give en samlet fremstilling af sin bevægelsespædagogik i bogform. Ikke desto mindre blev hendes gymnastik kendt også uden for landets grænser, bl.a. i Norge og Sverige, og herhjemme har især baby- og småbørnsgymnastikken fundet en inspirationskilde i Astrid Gøssel. 1968 blev hun hædret med PH-Prisen.