Sofie Rifbjerg

Sofie Rifbjerg blev født i et lærerhjem i nærheden af Slagelse. Hun tog almindelig forberedelseseksamen i 1904, hvorefter hun arbejdede som privatlærerinde, indtil hun i 1907 blev lærer ved Den Kellerske Åndssvageanstalt, hvor hun var ansat indtil 1907. I 1911 tog hun lærereksamen fra N. Zahles Seminarium. 1911-13 var hun lærer ved Ålborg Højere Pigeskole, 1914-30 ved værneskolen på Øresundsvej, en af Københavns kommunes specialskoler. Sideløbende hermed tog hun i 1917 studentereksamen fra G.J. Arvins Studenterkursus.

Sofie Rifbjerg påbegyndte psykologistudiet, da det blev oprettet ved Københavns Universitet i 1918. I den forbindelse var hun 1919-20 på studieophold i London hos C. Burt og Maria Montessori og 1921-22 hos W. Stern i Hamburg. I 1925 blev hun som den første kvinde magister i psykologi. To år tidligere havde den tyske pædagog P. Petersen holdt nogle foredrag i København, som Sofie Rifbjerg oversatte i bogen Den nyeuropæiske Skolebevægelse, 1924. Hermed blev efterkrigstidens europæiske reformpædagogik introduceret i den danske offentlighed, og Pædagogisk Selskab arrangerede studiekredse derom. I forlængelse af studiekredsene udviklede der sig et dansk reformpædagogisk miljø, og her blev Sofie Rifbjerg en af de helt centrale personer. I 1926 blev foreningen Den frie Skole (DFS), der var en dansk sektion under New Education Fellowship (NEF), stiftet. I DFS var Sofie Rifbjerg en flittig bidragyder til foreningens blad af samme navn, og 1931-40 var hun foreningens formand. I 1929 var Sofie Rifbjerg medarrangør af NEFs store og meget vellykkede verdenskongres i Helsingør, hvor en række af samtidens internationale forkæmpere for ny opdragelse deltog, bl.a. O. Decroly, P. Geheeb, J. Piaget og Montessori.

Året før, i 1928, havde Sofie Rifbjerg sammen med bl.a. filosof og psykoanalytiker Sigurd Næsgaard oprettet Montessorikursus, toårigt Kursus for Småbørnslærerinder, det senere Seminarium for Småbørnspædagoger, som hun var forstander for indtil 1947, hvor Georg Christensen overtog ledelsen. Seminariet blev dermed det tredje børnehaveseminarium i Danmark efter Hedevig Baggers Frøbelseminariet, 1885, og Anna Wulffs Fröbel-Højskolen, 1906. I begyndelsen holdt seminariet til i Sofie Rifbjergs stue. I 1933 flyttede det til Borups Højskole, hvorefter det i en årrække fortsatte i Teglgårdsstræde og på Vesterbrogade. I 1988 blev det lagt sammen med først Tårnby Børnehaveseminarium og i 1992 med Albertslund Seminarium til Højvangseminariet i Glostrup. Seminariet var tænkt som et alternativ til de to eksisterende Fröbel-inspirerede uddannelser, og indholdet var begrundet i reformpædagogikken og børnepsykologien. På skemaet stod pædagogik, psykologi og frit skabende arbejde svarende til formning, rytmik og musik. Blandt lærerne var foruden Næsgaard komponisten Bernhard Christensen og rytmiklæreren Astrid Gøssel. Særligt for seminariet var også den nære kobling mellem teori og praksis. I perioder blev halvdelen af dagen tilbragt på skolen og den anden halvdel i en børnehave. I de første år var det hovedsageligt Montessoris teorier, der inspirerede, men efterhånden blev seminariet bredere i sit pædagogiske og psykologiske grundlag. Seminariets uddannelse og den børnehavepraksis, den gav anledning til, fik afgørende og varig indflydelse på pædagoguddannelsen i Danmark og på den praksis, som efter Anden Verdenskrig udviklede sig i danske daginstitutioner. Det karakteristiske for denne praksis var først og fremmest, at kreative aktiviteter fik stor plads, samtidig med at man skabte rum for en individuel personlighedsdannelse.

Sofie Rifbjerg havde som psykolog en interesse for det afvigende barn. Denne interesse blev grundlagt, da hun som ung arbejdede ved Den Kellerske Åndssvageanstalt. Hun mente, at en dybtgående indsigt i det utilpassede og sent udviklede barn skulle danne grundlag for dette barns behandling og placering i skolen. Og hun så det som en central opgave at finde frem til de mest hensigtsmæssige redskaber hertil. I 1930 oversatte hun sammen med skoleinspektør Marie Kirkelund den franske intelligenstest Binet-Simon til dansk og var med til at standardisere den, så den blev tilpasset danske forhold. Desuden udarbejdede hun et iagttagelsesskema Psykologisk Iagttagelse af Børn, 1931. Begge materialer kom i flere oplag og blev meget anvendte. Særlig udbredt blev intelligenstesten, der blev benyttet i det danske skolesystem i årtier. Efter at have været skoleinspektør ved Værneskolen på Øresundsvej 1930-36, blev hun 1936 tilknyttet det nyoprettede Skolepsykologisk Kontor i København, 1938-45 som leder. Her bidrog hun til at udvikle en dansk praksis for, hvorledes skolepsykologisk virksomhed skulle udøves.

1945-54 vendte Sofie Rifbjerg tilbage til hjælpeskolen, datidens specialskole, og blev inspektør ved to skoler, Frederiksgårds Skole og Ole Suhrsgades Skole. Derved kom hun i mere direkte kontakt med børnene, og det var det arbejde, der frem for alt interesserede hende. I sit virke som skoleinspektør kombinerede hun sin skolepsykologiske tilgang med den grundige orientering, hun havde i samtidens internationale og nationale reformpædagogik. Barnet skulle være i centrum, det skulle trives og have det trygt, og selv stod hun altid på barnets og børnenes side. Denne tilgang førte til en kritik af og et opgør med samtidens undervisningsformer, som Sofie Rifbjerg opfattede som dominerende og autoritære. Hun blev fortaler for indførelse af individuel undervisning i specialundervisningen, og hun afholdt efteruddannelseskurser for lærere fra tidens specialskoler. Hun fastholdt gennem hele sit virke, at det var nødvendigt at tage særlige hensyn til de sent udviklede børn, og at det derfor også var nødvendigt at udskille denne gruppe børn til særlige skoler.

Sofie Rifbjergs omfattende forfatterskab var især koncentreret omkring tre temaer. For det første beskrev hun det sent udviklede barns personlighed og vilkår, for det andet sammenhængen mellem et barns sociale vilkår og dets udviklingsmuligheder og endelig centrale reformpædagogers virke og idéer. Artiklerne blev publiceret i danske og svenske tidsskrifter helt frem til 1967. I sin magisterafhandling Udviklingshæmmede Børn, 1935, udgivet ti år efter, at hun var blevet kandidat, gav hun psykologiske karakteristikker af hjælpeskolebørn; bogen blev senere omarbejdet og genudsendt i 1949 og 1970. Sofie Rifbjerg forsøgte også at skildre det normale barns situation i Børnenes Kaar i Storbyen, 1946. I 1950 redigerede hun Bogen om Montessori. I Hjælpeskolen, 1953, behandler hun specialundervisning og de specialunderviste børns forhold. Bogen blev senere genudgivet i en stærkt revideret udgave under titlen Hjælpeskolebørn, 1963. Som 80-årig i 1966 udgav hun Træk af den moderne opdragelses historie, hvor hovedvægten lå på indføring i teori og prakis hos tre pædagoger, Sofie Rifbjerg opfattede som pionerer: Montessori, Decroly og C. Freinet. Bogen gav også et overblik over de pædagogiske strømninger i Europa og en omfattende gennemgang af danske forhold. 4. oplag af bogen kom i 1976. Sofie Rifbjerg var desuden fra 1934 medlem af det udvalg, der stod bag udgivelsen af Psykologisk-pædagogisk Bibliotek. 1955-66 var hun i udvalget for Gyldendals pædagogiske Bibliotek. Til de to serier bidrog hun selv med fem bøger og syv oversættelser. Endelig var Sofie Rifbjerg initiativtager til sommerkolonier for hjælpeskolebørn i Karrebæksminde og Hjerting. Hun var fortaler for udflytterbørnehaver, og i en periode bestyrelsesformand for døgninstitutionen Egelundshuset ved Frederikssund. Da Den frie Skole og Det danske Montessori-Selskab 1940 blev slået sammen i Socialpædagogisk Forening for ny Opdragelse, senere Pædagogisk Forum, blev Sofie Rifbjerg 1940-53 næstformand.

Sofie Rifbjerg havde et nært forhold til sine forældre og søskende og boede i mange år sammen med søsteren Ingeborg R. Samtidig med, at Sofie Rifbjerg var forankret i familien, skelnede hun ikke skarpt mellem arbejdsliv og privatliv. Flere af de aktiviteter, hun satte i gang, blev i lighed med seminariet iværksat fra hendes stue. Hun havde nære og varme relationer til kolleger og meningsfæller, der blev grebet af hendes seriøse engagement og redelighed. De børn, hun kom i kontakt med, flokkedes om hende, og mange af dem boede hos hende i Dragør om sommeren. Hendes ambition var, at der skulle komme “ordentlige mennesker” ud af de utilpassede børn. Som årene gik, måtte hun beklage, at det gik de færreste af dem godt. Sofie Rifbjerg havde en kritisk holdning til enhver autoritet og en uforfærdet optræden. Ved et møde i Københavns Kommunelærerindeforening kritiserede hun fx skarpt lærerinderne for ikke at støtte den kontroversielle skoleinspektør Inger Merete Nordentoft. En sådan adfærd gav hende mange modstandere.

Sofie Rifbjergs virke gennem 60 år var af stor betydning i samtiden, men opfattelserne af hendes indsats har været skiftende, fx vedrørende hendes opfattelse af brug af intelligenstester. Ifølge hendes vurdering var anvendelsen af intelligenstest til fordel for det enkelte barn og derfor et fremskridt. Men ved at fastholde anvendelsen af disse tester og samtidig insistere på, at de utilpassede børn skulle udskilles til særlige skoler, kom Sofie Rifbjerg og hendes meningsfæller til at gøre sig til talsmænd for en ret statisk intelligensopfattelse. Et statisk syn på intelligens var imidlertid i strid med det dynamiske syn på børns udvikling, som hun samtidig forfægtede som reformpædagog. Som årene er gået, har den sidstnævnte del af hendes pædagogik vundet bred accept, nu kombineret med integration i normalskolen af sent udviklede børn. Sofie Rifbjerg modtog Tagea Brandts Rejselegat 1941, Landsforeningen for Mentalhygiejnes Antoniuspris 1959, PH-Prisen 1970 og Søren Gyldendal-Prisen i 1974. Hun blev desuden udnævnt til æresmedlem af Danmarks Socialpædagogiske Forening, Skolepsykologernes Landsforening og Danmarks Hjælpeskoleforening.