Inger Merete Nordentoft

På fædrene side stammede Inger Merete Nordentoft fra Nordentoftgårdene uden for Thisted. Farfaderen var præst, og alle hans mange børn, pigerne inklusive, fik gode uddannelser, så da Inger Merete Nordentoft blev født, var slægten præget af præster, læger og dygtige, selverhvervende kvinder.

Moderen kom fra Thisteds solide borgerskab og gennemlevede i løbet af sit ægteskabs første syv år at føde fem børn og miste de to ældste. Forældrenes ægteskab var uharmonisk, og da familien efter en flytning til Vordingborg blev opløst ved skilsmisse, valgte den niårige Inger Merete Nordentoft at bo hos sin fader, mens moderen tog til København med de to søskende.

I 1915 giftede faderen sig igen, men den unge kone døde, og Inger Merete Nordentoft blev atter rykket op med rode, da faderen flyttede til Svendborg. I 1918 blev han anholdt, sigtet for bl.a. fosterfordrivelse, og efter dommen, der faldt i 1920, indsat til afsoning i Horsens Tugthus, hvor han sad i ti år.

I Svendborg, hvor Inger Merete Nordentoft var anbragt hos en lærerfamilie, mens hun tog realeksamen, traf hun den nybagte lærerinde, senere chef for Det Danske Pigespejderkorps Elisabeth Flagstad og blev spejder med liv og sjæl.

1920 blev også for Inger Merete Nordentoft selv et genforeningens år. De følgende tre år boede hun i Tønder hos sin moder, der var blevet jordemoder, sine søskende og moderens nye ægtefælle, gik på byens lærerseminarium og var med til at grundlægge pigespejderarbejdet i Sønderjylland.

Efter sin eksamen 1923 var hun lærerinde i skovridergården i Korinth på Fyn, hvor Flagstad netop havde åbnet sin spejderskole, og blev så i 1924 ansat ved Valby Skole.

Midt i 1930’erne kastede hun sin energi på pædagogik og politik. Hun meldte sig ind i Socialdemokratiet, var medlem af Københavns Kommunelærerindeforenings (KKL) bestyrelse 1935-45, formand i de vanskelige år under Anden Verdenskrig 1939-45, i samme periode formand for Fælleslærerrådet i København og medlem af Nordisk Lærerindeforbunds bestyrelse. Desuden var hun medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) og 1939-49 Danske Kvinders Nationalråds (DKN) repræsentant i The International Council of Women’s Education Committee.

Inger Merete Nordentoft fik pædagogisk inspiration fra mange sider i disse år, fra de nordiske kolleger, fra progressive kræfter i USA og fra et tæt samarbejde med bl.a. Anne Marie Nørvig. Inger Merete Nordentofts kongstanke var individuel undervisning, en kontroversiel idé på et tidspunkt, hvor klasseundervisning stadig var en ønskedrøm i adskillige landsbyskoler, men det lykkedes hende at få oprettet studiekredse i de kbh.ske lærerorganisationers regi.

Hun var indtrådt i udvalget til udgivelse af Psykologisk-pædagogisk Bibliotek, og i 1939 kom læsebogen Min egen Bog, som Inger Merete Nordentoft bidrog til og var medredaktør af, i 1942 Nu kan jeg læse. Størst indflydelse på hendes udvikling fik samarbejdet i gruppen omkring tidsskriftet Kulturkampen, 1935-39, med bl.a. Torben Gregersen, Elias Bredsdorff, Poul Henningsen og Martin Andersen-Nexø. I 1939 redigerede hun et særnummer om demokratiet og skolen.

Inger Merete Nordentoft var ved Besættelsen i april 1940 stærkt engageret fagpolitisk, pædagogisk, i en større sammenhæng kulturradikalt i beredskabet mod nazismen, og i kampen for ligestilling mellem kønnene.

Sommeren 1940 kom hun gennem Torben Gregersen i kontakt med Aksel Larsen, og gennem ham med den kommunistiske modstandsbevægelse. Desuden var hun fra starten i 1941 med i Dansk Studie Ring, siden kaldet Ringen, stiftet af bl.a. Frode Jakobsen og John Christmas Møller. Hun var tilknyttet Frit Danmarks lærergruppe og var bl.a. med til at skaffe jøder og kommunister til Sverige.

Da Aksel Larsens netværk blev optrevlet efter hans arrestation, blev Inger Merete Nordentoft og den kommunistiske radiotelegrafist, hun husede, arresteret af Gestapo, og i marts 1943 idømtes hun fem måneders fængsel. Hun klarede sig igennem fængselstiden ved at færdiggøre Min ABC, 1-2, 1944, og fortsatte så i øvrigt sit illegale arbejde efter løsladelsen.

I 1941 havde hun meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), politisk stod hun herefter for en systemændring, og hendes lille skrift Opdragelse til Demokrati, der blev udgivet illegalt i 1944 må opfattes som hendes forberedelse af Efterkrigstidens kamp for et ændret samfund.

I KKL murrede opstanden imod Inger Merete Nordentoft, adskillige medlemmer fandt illegalt arbejde uforeneligt med formandskabet i en tjenestemandsorganisation. Ikke desto mindre blev hun i februar 1945 udnævnt til efterfølger for den højt estimerede pædagog Margrethe Petersen som inspektør på Katrinedalsskolen i Vanløse, en udnævnelse, der var i direkte modstrid med daværende skoledirektør Thorkild Jensens indstilling.

I oktober 1945 kom hun i Folketinget for kommunisterne, opstillet i Valby og valgt med 27% af kredsens stemmer. Også for partiet som helhed var valget i 1945 en markant sejr, idet DKP fik 18 mandater.

Samme år havde hun udvidet sin husstand med et adoptivbarn. Kort efter meddelte hun i et lukket lærermøde på Katrinedalsskolen, at hun agtede at søge orlov fra sit embede, fordi hun var gravid. Hun havde ikke i sinde at gifte sig. Fire dage senere måtte hun stå skoleret for Thorkild Jensen.

Gennem det næste år fyldtes aviser og tidsskrifter med Nordentoftsagen, og hun blev fordømt fra mange sider. Sagen udviklede sig til en principiel debat om kvinders ret til moderskab, uanset civilstand. Bl.a. skoledirektøren krævede hendes afsked, og sagen endte i Folketinget.

Inga Dahlsgård, der var redaktør af DKs medlemsblad Kvinden og Samfundet, kaldte den rammende “en Hekseproces”, i øvrigt forholdt både DK og DKN sig passivt. Det gjorde KKL derimod ikke: To dage efter Inger Merete Nordentofts møde med skoledirektøren betegnede et flertal af KKLs bestyrelse hende i Berlingske Tidende som “samfundsskadelig”, og ved en senere afstemning blandt medlemmerne tog tre fjerdedele af dem afstand fra hende. Men ikke forældrekredsen ved Katrinedalsskolen.

Inger Merete Nordentoft sad i Folketinget indtil 1953, da hun ikke ønskede genvalg. Hun var aktiv i skolespørgsmål, men blev i øvrigt generalist i folketingsarbejdet. Hun afløste 1945 Alvilda Larsen i finansudvalget og videreførte dermed DKPs linie med at bryde det mandlige monopol her. Desuden sad hun bl.a. i lønningskommissionen.

Hun var respekteret fra alle sider og i kontakt med brede kredse i landet gennem sit arbejde i fx Frihedsfonden og sit medlemskab af landsledelsen i Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, den danske afdeling af Fédération Démocratique Internationales des Femmes, der bl.a. arbejdede for fredssagen. Hun var medlem af centralkomitéen i DKP 1949-57.

I hendes fortolkning var marxismen “kernen i en kæmpende humanisme”. Efter den 20. partikongres’ afsløringer fra Stalintiden og besættelsen af Ungarn i 1956 forsøgte hun at ændre DKPs holdning, men fik ikke én eneste stemme, da hun samme år stillede op til genvalg i centralkomitéen. I 1957 tog hun konsekvensen og meldte sig ud af partiet.

Inger Merete Nordentofts største indsats var pædagogisk, og her, som i hendes politiske virke, var udgangspunktet kulturradikalismens idé om opdragelse til demokrati, skærpet af besættelsestidens erfaringer.

Hun hentede inspiration fra mange sider, bl.a. i 1920’ernes og 1930’ernes reformpædagogik og i grundtvigske friskoleidéer. Målet var demokratisering af folkeskolen gennem enhedsskolen, dvs. afskaffelse af prøver og deling af børn i boglige og ikke-boglige klasser og den autoritære lærerrolles bortfald til fordel for en samarbejdsrelation mellem lærere og elever. Midlerne var individuel undervisning, gruppearbejde og børnenes træning i selvvirksomhed.

Inger Merete Nordentoft opfandt ikke et pædagogisk system, men hun kombinerede eksisterende elementer og gjorde det med pragmatisk forståelse for det mulige, i opposition til tidens overvejende kristeligt-autoritære skolesyn.

Hendes tanker fandt bl.a. udtryk i det lærebogsmateriale, hun lavede. Den såkaldte Emdrupplan, udarbejdet sammen med lærere fra Frit Danmark med Georg Christensen i spidsen i den sidste besættelsesvinter og publiceret i 1945, blev indsendt til Undervisningsministeriet, og Inger Merete Nordentoft fremlagde den igen i sin finanslovstale i Folketinget om efteråret.

Planen, der senere delvis gennemførtes på Emdrupborg Skole under Nørvigs ledelse, blev det største forsøgsprojekt i folkeskolen med indflydelse langt ud i fremtiden. På Katrinedalsskolen lykkedes det Inger Merete Nordentoft at gennemføre en revideret udgave af planen 1950-58.

Efter krigen var hun medforfatter til en række lærebøger, herunder læsebogssystemet På landet og i byen, 1950 og Litteraturbogen 1-2, 1955-58, og hun var bl.a. redaktør af udgivelsesserierne Børnenes Læsning og Klassens Bibliotek. Desuden medvirkede hun til udarbejdelsen af et værk om skolen under Besættelsen Og Hverdagen skiftede, 1946.

Inger Merete Nordentoft var en fornem repræsentant for den kæmpende humanisme, intet samfund kan undvære. Hun satte sig blivende spor og døde alt for tidligt, kun 57 år, efter en lang kamp mod en svær cancer.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek.
• Louise Wichmann: Hendes livs ABC, 1993. Arbejderhistorie 40/1993. Uddannelseshistorie, 1993.

• Danmarks Demokratiske Kvindeforbund
• Valby Skole
• Nordisk Lærerinde Forbund
• Fælleslærerrådet
• Københavns Kommunelærerindeforening
• Danmarks Kommunistiske Parti
• Katrinedalsskolen
• Folketinget
• Dansk Studie Ring (se Ringen)

• Inger Merete Nordentoft

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.