Anne Marie Nørvig

Anne Marie Nørvig voksede op på Samsø, hvor faderen var lærer. I perioder måtte hun overtage husførelsen for faderen og de mindre søskende, idet moderen var indlagt på en anstalt for psykisk syge. Fra faderen, der var en ivrig havemand, fik hun grundlagt sin interesse for havearbejde og sin kærlighed til den nordiske natur. Efter at være blevet undervist hjemme læste hun 1913-17 til lærerinde på Silkeborg Seminarium. Det blev en personligt turbulent tid, hvor hun sloges med kærligheden, sin begavelse og en følelse af mindreværd. I 1917 blev hun lærerinde på Tåstrup private realskole, indtil hun i 1919 ansattes ved Københavns kommunale skolevæsen, hvor hun virkede indtil sin død ved en trafikulykke i 1959. Anne Marie Nørvig fortsatte med at uddanne sig og blev 1925 talepædagog. Herefter tilknyttedes hun skolepsykologisk kontor, og i 1947 blev hun cand.psych. fra Københavns Universitet. Året efter blev hun leder af Københavns første forsøgsskole Emdrupborg Skole. Trods ringe ydre rammer drev hun skolen på en sådan måde, at dens resultater fik betydning ikke kun i Danmark, men i hele Norden. Ved sin død havde hun netop overtaget en stilling som koordinator af praktik- og metodeundervisningen på det tilknyttede Emdrupborg Seminarium. Anne Marie Nørvigs indsats på andre områder end det snævre skolemæssige har dog været af mindst lige så stor betydning. I sin samtid var hun kendt som en utrættelig forkæmper for de såkaldte reformpædagogiske idéer. Disse idéer var forankret i en tro på barnets natur og på dets ret til at udvikle sig uden for mange snærende voksne bånd. Skolen skulle være for barnet og ikke omvendt, og undervisningen skulle tilrettelægges med det enkelte barns udvikling for øje og med vægt på de praktiske og musisk-kreative fag. I den forbindelse besøgte hun en række af tidens kendteste skoleforsøg i såvel Norden som i Europa, og efter Anden Verdenskrig kom turen til USA. Erfaringerne fra disse rejser blev efterfølgende omsat til artikler, bl.a. i det pædagogiske tidsskrift Vor Ungdom. Hendes reformpædagogiske engagement udfoldede sig også på det organisatoriske plan, bl.a. gennem medlemskab af foreningen Den frie Skole og af New Educational Fellowship. 1931-37 var hun bestyrelsesmedlem i Københavns Kommunelærerindeforening. Desuden gav engagementet sig udtryk i en omfattende populærvidenskabelig foredrags- og skribentvirksomhed, hvor også tidens nye medie, radioen, blev taget i anvendelse. Anne Marie Nørvig var endvidere tilknyttet som sagkyndig til Befolkningskommissionen af 1935 og til Ungdomskommissionen af 1945.

Fra USA og Sverige importerede Anne Marie Nørvig tanken om forældrestudiekredse og udgav til dette formål bogen Det sunde Barn og dets Forældre, 1940. Med baggrund i sit virke som brevkasseredaktør på bladet Børn 1937-52 skrev hun de to sammenhængende bøger Børnesorger – Børneglæder, 1943, og Forældresorger – forældreglæder, 1954. Bøgerne vidner om en tro på fornuft og oplysning. Hun gik således systematisk i rette med forældre, som nok ville børnenes bedste, men som i deres uhensigtsmæssige handlinger, hvad enten det drejede sig om for store boglige forventninger eller om at sende børnene i seng med endefuld og uden mad, i længden skadede deres naturlige udvikling. De ideale forældre var for Anne Marie Nørvig modne mennesker i harmoni med sig selv og deres omgivelser, og i denne forbindelse spillede økonomien en mindre rolle. I sin pædagogiske tænkning stod hun i gæld til udviklingspsykologien i såvel tysk som amerikansk aftapning, sådan som det bl.a. fremgik af hendes introduktion til børnepsykologien De tre første Aar, 1945, skrevet med tanke på barneplejeuddannelsen. Også den italienske reformpædagog Maria Montessoris krav om respekt for det enkelte barn var hun stærkt inspireret af. Hun så legen som indbegrebet af barnets væsen og var forfatter til en håndbog i småsløjd Børns Leg og Beskæftigelse, 1942, tiltænkt både børn og voksne.

Anne Marie Nørvig fik selv tre børn, hvoraf datteren Else N. var alvorligt handicappet. I 1963 tegnede datteren et erindringsbillede af moderen, hvoraf det fremgik, at Anne Marie Nørvig havde både lyse og mørke stunder, men at hendes optimisme på livets såvel som på barnets vegne var ukuelig. Ændringen af dåbsnavnet fra Anna Marie til Anne Marie omkring 1940, det år, hvor hun blev skilt, tolkede datteren som et udtryk for moderens frigørelse fra barndom, ungdom og rollen som gift kone med tre små børn. Ingen af rollerne havde hun været specielt tilfreds med. For kollegerne på forsøgsskolen fremstod Anne Marie Nørvig som en ildsjæl, men også som en person, der i sin iver kunne afstedkomme konflikter, bl.a. i forhold til den kbh.ske skoleadministration og Borgerrepræsentationen. Samtidig formåede hun at skabe rammerne om en ganske anderledes skole, end den som var gængs i 1950'erne. Her var på én gang plads til læring på børnenes præmisser og høje faglige krav. Endvidere var hun et menneske, der nøje vogtede over forsøgsskolens renomme. I lyset af den kolde krig ønskede hun således at lægge afstand til ethvert tilløb til at knytte den pædagogiske praksis sammen med mere udfoldede visioner i samfundskritisk, for ikke at sige kommunistisk retning. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1959.