Faktaboks

Inga Dahlsgård
Født
19. september 1909, Nykøbing M
Død
17. oktober 1989, Ordrup sogn
Arbejdsliv
Akademiker, tandlæge, redaktør og kvindesagsforkæmper
Familie

Forældre: lærer, forfatter Christen Severin Marius D. (1879-1941) og Dagmar Jensen (1878-1948).

Gift 25. november 1936 (b.v.) med departementschef Erik Ib Schmidt, født 5. marts 1911 på Frbg., død 5. december 1998 i Gentofte sogn, s. af direktør Carl Holger S. og Ellen Thomsen.

Børn: Hanne (1938), Søren (1944), Hans Peter (1947).

Inga Dahlsgård var uddannet tandlæge, men det blev kvindesagligt arbejde, der kom til at fylde hendes liv. Hun voksede op som enebarn på Mors. Faderen, der var forfatter til mere end 50 drengebøger, var skuffet over “kun” at have fået en pige, og allerede i sin barndom blev hun klar over kønnets betydning. Hun vidste, at hun ville have en uddannelse, så hun kunne forsørge sig selv og ikke mindst konkurrere med drengene. Efter et år på husholdningsskole, som var en prøvelse for hende, tog hun 1929 studentereksamen på kursus i København og begyndte med støtte fra forældrene at læse til tandlæge. I 1936 startede hun egen praksis, men solgte den i 1947 efter at have født sit tredje barn og arbejdede ikke siden som tandlæge. Under Anden Verdenskrig var det i visse kredse kendt, at hun ordnede tænder på tyske flygtninge og danske modstandsfolk. Allerede i studietiden blev Inga Dahlsgård optaget af politik og var aktiv i Studentersamfundet. I 1933 meldte hun sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), hvor hun mødte sin senere ægtefælle Erik Ib Schmidt, som hun giftede sig med i 1936. De trådte begge ud af partiet i 1939. Alligevel blev Inga Dahlsgård arresteret i 1941 og sad 17 dage i Vestre Fængsel.

I 1934 bad DKP D. om at gå ind i Dansk Kvindesamfunds (DK) ungdomskreds for at hverve medlemmer til partiet. Ungdomskredsen havde i 1930’erne et meget højt aktivitetsniveau og var det sted, hvor radikale kvindepolitiske synspunkter blev diskuteret. Inga Dahlsgård blev optaget af de kvindesaglige spørgsmål og i de unge år især af kvinders vilkår på arbejdsmarkedet. 1935-39 var hun medlem af ungdomskredsens bestyrelse. I 1945 skrev hun pjecen Lige Løn for Mand og Kvinde og samme år pjecen Skat og Ægteskab sammen med sin mand. Her plæderede forfatterne for ophævelsen af sambeskatningen mellem ægtefæller, da de mente, det var uretfærdigt, at den udearbejdende hustrus indtægt blev lagt sammen med mandens, mens den naturalydelse, den hjemmearbejdende hustru bidrog med, ikke blev beskattet. En ophævelse af sambeskatningen ville være en forudsætning for kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet og dermed for kvinders økonomiske selvstændighed. I 1944 blev Inga Dahlsgård indvalgt i DKs hovedstyrelse, i starten som suppleant, senere som ordinært medlem frem til 1965, og i 1945 overtog hun redaktionen af foreningens blad Kvinden og Samfundet, der under krigen havde oplevet en nedgangsperiode. I hendes tid som redaktør til 1962 blev bladet et vigtigt forum for kvindedebatten. Hun skrev skarpe ledere, og bladet blev læst, debatteret og citeret, også langt uden for DK. Desuden genoplivede hun foreningens udgivelser af småskrifter, der behandlede aktuelle kvindepolitiske spørgsmål. Hun var en af de første, der herhjemme gjorde opmærksom på den lemlæstelse, kvindelig omskæring medfører, og som hovedstyrelsesmedlem fik hun DK overbevist om, at foreningen også måtte arbejde for at forbedre forholdene for tredjeverdenskvinder. Inga Dahlsgårds radikale kvindesaglige synspunkter kom ikke sjældent i konflikt med DKs mere forsigtige linie, hvor hensynet til både de hjemmearbejdende og til religiøse og borgerlige kvinders interesser skulle plejes. Eksempelvis gik hun i 1946 ind for, at foreningen helhjertet skulle støtte skoleinspektør Inger Merete Nordentoft i hendes ret til at få et barn, selvom hun var ugift. Det var princippet om kvindens ret til selv at bestemme over sin forplantning, der var afgørende for Inga Dahlsgård, og derfor var hun også i opposition i spørgsmålet om fri abort, som hun gik ind for. 1948-59 sad hun i styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd, og det var meget mod hendes vilje, at DK i 1981 meldte sig ud af denne paraplyorganisation.

Det var Inga Dahlsgårds engagement i kvindesagen, der 1949 gav hende en nyoprettet stilling som programsekretær i Danmarks Radio (DR). Indtil 1956 redigerede hun kvindeudsendelser, hvorefter hun tiltrådte jobbet som leder af radioens folkelige oplysningsarbejde. I 1964 blev hun programredaktør og souschef i kultur- og aktualitetsafdelingen, hvor hun var ansat indtil 1974. I 1959 rejste hun en større storm i DR, da hun i en kronik anklagede ledelsen for, at ledige stillinger blev besat efter nepotistiske og politiske principper og ikke efter kvalifikationer. Anklagen førte til en tjenestemandssag mod hende, der dog hverken fik følger for DRs ledelse eller for Inga Dahlsgård. Hun lagde aldrig skjul på, at de traditionelle husmoderlige dyder ikke interesserede hende stort. Da hun i 1964 som den første ikke-husligtuddannede kvinde blev udnævnt til formand for Statens Husholdningsråd (SHR) udtalte hun: “Jeg egner mig ikke for det huslige.” I hendes tid som formand indtil 1980 vakte især den såkaldte juicesag i 1967 stærk opsigt. Rådet havde i dets analyser af forskellige juicemærker fundet, at indholdet i visse mærker ikke svarede til deklarationen. SHR gik til pressen med resultaterne og blev sagsøgt af firmaet. Sagen endte med et forlig, hvor SHR blev tvunget til at trække sine resultater tilbage. Senere viste det sig, at rådets undersøgelser var korrekte; juicen var tilsat vand.

Både Inga Dahlsgård og hendes mand meldte sig efter krigen ind i Socialdemokratiet. I 1957 blev hun optaget i Kredsen, en sammenslutning af socialdemokratiske kvinder, bl.a. Edel Saunte, Viola Nørløv og Bodil Koch, der beklædte tillidsposter i partiet eller i fagbevægelsen. Selvom Inga Dahlsgård ikke havde nogen tillidsposter, så betød hendes brede viden om kvindespørgsmål, at man ønskede hendes bidrag i diskussionerne. Det var i Kredsen, tanken om at kortlægge kvinders vilkår i familien og på arbejdsmarkedet blev fostret, hvilket førte til nedsættelsen af Kvindekommissionen i 1965. Her blev Inga Dahlsgård medlem som repræsentant for SHR, og ved afslutningen i 1974 stemte hun for forslaget om oprettelse af et ligestillingsråd. 1949-65 var hun medlem af Socialpolitisk Forenings forretningsudvalg. De stillinger, Inga Dahlsgård beklædte, fik hun i kraft af sin brede viden om kvinde- og samfundsspørgsmål. Hun var levende interesseret i samfundsudviklingen og en flittig kronikskriver. I midten af 1960’erne, hvor det blev diskuteret, om kvinders plads var i hjemmet eller på arbejdsmarkedet, gav hun udtryk for, at man ikke kunne opnå ligestilling mellem kønnene, så længe det var muligt for kvinder at blive forsørget gennem ægteskab. Det var ikke så meget den synlige kvindeundertrykkelse, der var vigtig for hende, som de mere indirekte former for nedvurdering og diskrimination. Fx iværksatte hun 1971 en undersøgelse af kønsroller i skolebøger og påviste, at mønsteret allerede blev cementeret i grundskolen.

Drivkraften i Inga Dahlsgårds mange kampe var kravet om retfærdighed. Når nogen blev snydt, undertrykt eller udøvede magtmisbrug, måtte hun reagere. Det var ikke uden personlige omkostninger, men hun var altid sikker på at have ret, om end hun ikke altid var sikker på, at hun ville få det. Hun havde temperament og stærke sympatier og antipatier, som hun ikke lagde skjul på. På trods af talrige opfordringer stillede hun aldrig op til kommune- eller folketingsvalg, selvom hun op til hvert valg talte for, at kvinder skulle vælge kvinder. Hun var kritisk over for Socialdemokratiets kvindepolitik og ville hellere arbejde med de sager, hvor hun mente, hendes indsats kunne gøre en forskel, og hvor hun ikke var bundet af partipolitikken. Inga Dahlsgård var radikal feminist, og hun så med stor sympati på rødstrømpebevægelsen som et fornyende element i kvindekampen. I 1975 redigerede hun Kvindebevægelsens hvem-hvad-hvor og skrev selv flere af bogens bidrag. I 1980 udkom Women in Denmark Yesterday and Today, som hun skrev til FNs internationale kvindekonference i København Til 3. udg. af Dansk biografisk leksikon bidrog hun med mange artikler om kvindebevægelsens kvinder. I 1959 modtog hun Ingrid Jespersens Legat for sin indsats for kvindesagen.

Beskrivelser og portrætter af Inga Dahlsgård

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, Kvindehistorisk Samling.
  • Poul Møller: Med Lis Møller hjemme hos, 1984. Kvinden og samfundet 2/1982. Politiken 25. august 1959.
  • Privatarkiv i Kvindehistorisk Samling.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig