Ebba Strange

Ebba Strange voksede op i et pædagogisk engageret dansksindet miljø i Flensborg, men allerede som ung ville hun lave verden om og gjorde oprør mod hjemmets konservative og religiøse holdninger. Under indtryk af Besættelsen og de særlige problemer i Sønderjylland blev hun tidligt politisk engageret. Efter studentereksamen fra Tønder Statsskole i 1947 uddannede hun sig til børnehavepædagog ved Sofie Rifbjergs kulturradikale Kursus for Småbørnspædagoger. Hun dimitteredes 1950 og arbejdede frem til 1961 på flere daginstitutioner i København Mødet med de forhutlede børn på Vesterbro blev hendes indgang til et socialt og politisk engagement, og ønsket om at gøre noget for de socialt svageste fik hende til at videreuddanne sig til børneforsorgspædagog fra Den Sociale Højskole, hvorfra hun tog eksamen i 1963.

Ebba Strange arbejdede på et behandlingshjem i Århus 1964-75 og var samtidig lærer på Socialpædagogisk Børnehaveseminarium i Århus. Der havde hun tæt kontakt med pædagoguddannelsen, der ændrede sig i disse år, hvor institutionerne fra at være rettet mod specifikke sociale problemer blev udvidet til at omfatte alle børn og unge. Hun fik sin første politiske opgave som medlem af Uddannelsesrådet for Børnehave- og Fritidspædagoguddannelserne 1969-70. Da en videreuddannelse for pædagoger skulle etableres ved Danmarks Lærerhøjskoles (DLH) afdeling i Århus, byggede hun den op og arbejdede her som kursusleder 1971-76, derefter 1976-85 som timelærer ved DLH i København på Årskursus for Børnehave- og Fritidspædagoger. Ebba Strange var fagligt aktiv som medlem af Socialpædagogisk Forenings hovedbestyrelse 1968-76 og formand for Århusafdelingen 1969-74. Hun bidrog også til den faglige udvikling som redaktør af Socialpædagogik I og II, 1977, der blev brugt som lærebog på seminarierne, og som forfatter til Pas på børnene bider, 1984. 1972 skrev hun børnebogen To katte bliver til.

Ebba Strange er dog især blevet kendt for sit politiske arbejde i Socialistisk Folkeparti (SF). Hun startede som ung i Danmarks Kommunistiske Parti 1950, men fulgte Aksel Larsen over i SF, da partiet blev dannet i 1959. Skuffelsen over Danmarks indmeldelse i EF i 1972 fik hende til at opstille som folketingskandidat. Hun var medlem af Folketinget 1973-94, valgt i Århus amtskreds, hvor hun også havde lokale tillidsposter i partiet og gennem årene kunne regne med et solidt bagland og mange personlige stemmer. Hun skabte sig hurtigt en fremtrædende plads i partiet på landsplan, som medlem af SFs hovedbestyrelse 1974-94 og af forretningsudvalget 1976-91. Efter valget i 1977, hvor folketingsgruppen blev reduceret til syv medlemmer, blev hun valgt til SFs første kvindelige gruppeformand. Af kvinder havde kun tidligere venstresocialisten Hanne Reintoft en kort periode 1968-69 været gruppeformand, og Ebba Strange skrev politisk historie ved at bestride hvervet helt frem til 1991. Med sine pædagogiske evner sikrede hun samarbejdet mellem gruppen og resten af partiet, og gennem løsningen af denne opgave opnåede hun stor respekt, ikke kun i sin egen gruppe. Hun var med til at oprette nye lokale partiforeninger over hele landet og ydede en stor indsats for at få de menige partimedlemmer med i arbejdet.

SF havde i 1970’erne en stærk kvindegruppe med tilknytning til den ny kvindebevægelse, og den udvirkede, at partiet vedtog et radikalt ligestillingsprogram og i 1976 tillige kønskvotering til tillidsposter. Ebba Strange arbejdede særligt for ligeløn og for kvinders mulighed for uddannelse og arbejde i traditionelle mandefag. Den markante kvindeprofil førte til en væsentlig fremgang for SF fra valget 1979, hvor kvinder for første gang i dansk politisk historie udgjorde flertallet, syv ud af 11, af en folketingsgruppe. Foruden Ebba Strange selv omfattede kvindegruppen så fremtrædende politikere som Lilli Gyldenkilde og Ingerlise Koefoed. Som et af de fem største partier fik SF en plads i Folketingets præsidium, en post, som Ebba Strange bestred 1979-82, hvorefter den overgik til Gyldenkilde. Ebba Strange var de første år socialpolitisk ordfører, men det blev efterhånden især det retspolitiske område, der kom til at dominere hendes politiske arbejde. Hun kom ind som suppleant i Retsudvalget 1977 og var fast medlem til 1991, 1982-84 som formand. Hun arbejdede bl.a. for samfundstjeneste som afsoning i stedet for fængselsstraffe. Børne- og familiepolitik var et vigtigt emne i 1980’erne, og som medlem af Justitsministeriets ægteskabsudvalg fra 1977 gjorde Ebba Strange en markant indsats for ligestilling af mænd og kvinder som forældre. Bl.a. blev barselsorlov for mænd ved indsats fra et tværpolitisk kvindenetværk gennemført i 1983. Ligeledes gennemførtes fælles forældremyndighed for samlevende forældre, og i 1989 vedtoges den omdiskuterede lov om partnerskab for homoseksuelle. I spørgsmålet om ligestilling for indvandrere og flygtninge kom det til sammenstød med Erik Ninn-Hansen om hans håndtering af Tamilsagen. Ebba Strange var endvidere medlem af Nordisk råd 1979-81.

Ved 1990-valget fandt der et generationsskifte sted i partiet. Ebba Strange og den jævnaldrende Gert Petersen trak sig tilbage fra posterne som gruppe- og partiformand for at blive menige medlemmer, men forblev dog i hovedbestyrelsen på opfordring af den nye ledelse. Ebba Strange var i et par år udenrigspolitisk ordfører og medlem af undervisningsudvalget, inden hun gik ud af Folketinget ved valget i 1994. Hun har herefter engageret sig i formidlingsopgaver ved at undervise på daghøjskole, holde foredrag og lave radio. Endvidere har hun fra 1997 været formand for Børnerådet i Århus. Hendes politiske forfatterskab omfatter bidrag til Økonomisk lighed, 1977, Socialistisk sundhedspolitik, 1979, og Socialistisk retspolitik, 1983. Ebba Strange modtog Århus Kommunes Ligestillingspris 1998.