Hanne Reintoft har gennem mange år været de mest belastede befolkningsgruppers talerør og fungeret som socialpolitisk vagthund med et kritisk blik på udviklingen i dansk sociallovgivning. I forbindelse med sin turbulente politiske karriere og sin ledende rolle i Mødrehjælpen af 1983 har hun samtidig demonstreret en kompromisløshed, som indimellem har givet anledning til kritik af hende.
Hanne Reintoft
Faktaboks
Hanne Reintoft
Hanne Beha Reintoft
- Født
- 3. marts 1934, København
- Arbejdsliv
- Socialrådgiver, kommunalpolitiker og folketingsmedlem
- Familie
-
Forældre: dyrlæge Asbjørn B. Erichsen (1903-71) og børnehaveleder Gurli Marie Larsen (1908-54).
Gift 1957 (b.v.) med socialrådgiver Jørgen R., født 29. april 1929 i Herning, død 6. maj 1981 i København, s. af trafikassistent Oskar Ingvard R. og Astrid Mathilde Pedersen. Ægteskabet opløst 1962.
Gift 13. december 1966 (b.v.) med lærer, socialrådgiver Harald Svane Rasmussen, født 27. maj 1926 i Århus, s. af snedkermester Emil R. og Else Knudsen. Ægteskabet opløst 1972.
Gift 1. oktober 1976 (b.v.) med rørlægger Knud Åge Leihøj, født 28. april 1932 i København, s. af bogbinder Arnold L. og dameskrædder Ruth Petersen.
Børn: Morten (1964).
Hanne Reintoft begyndte kun 23 år gammel i 1957 sin lange karriere som socialrådgiver. Hun havde ansættelser en lang række steder, inden hun i 1966 blev ansat som socialrådgiver på Københavns Amtssygehus i Glostrup, 1967-80 som ledende socialrådgiver. Bedst kendt er hun for sit arbejde for den nye mødrehjælp, hvor hun 1987-1994 var daglig leder. Foto fra 1980.
Barndom og opvækst
Opvæksten var ikke præget af politisk interesse. Faderen var dyrlæge og moderen hjemmegående. Barndomshjemmet gik i opløsning, da forældrene gennemgik en voldsom skilsmisse. Moderen uddannede sig til børnehavelærer og startede derpå en børnehave i Jægerspris. Hun døde af kræft, da Hanne Reintoft var 20 år gammel og allerede havde klaret sig selv en del år.
Som den ældste i en søskendeflok på fem søgte hun at støtte sine yngre søskende, som levede en omskiftelig tilværelse efter forældrenes skilsmisse. Broderen Troels Kløvedal har beskrevet denne tid i sine barndomserindringer Den tynde hud, 1994.
Socialrådgiveren Hanne Reintoft
Efter studentereksamen i 1952 på Sortedam Gymnasium tog Hanne Reintoft bogholdereksamen i 1955 og gennemførte de næste par år socialrådgiveruddannelsen på Den Sociale Højskole. Hun måtte arbejde i studietiden for at kunne forsørge sig selv.
Kun 23 år gammel begyndte hun i 1957 sin lange karriere som socialrådgiver. I erindringsbogen Et liv – manges liv, 1996, beskriver hun sin plan om at være to år i hvert job, så hun kunne få indsigt i hele stillingsområdets problemfelt. Frem til 1966 var hun bl.a. ansat i foreningen Rings alkoholambulatorium, Mødrehjælpen, Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorg, Dansk Forsorgsselskab, foreningen Sindslidendes Vel og på Den Sociale Højskole.
I 1966 blev hun ansat som socialrådgiver på Københavns Amtssygehus i Glostrup og var 1967-80 ledende socialrådgiver her. I 1983 blev hun knyttet til den nye mødrehjælp, fra 1987 og frem til 1994 som daglig leder.
I sine job har Hanne Reintoft haft mange patriarkalske og enerådende chefer, men hun har respekteret dem, som evnede at vise omsorg og medmenneskelighed over for patienter og klienter. Respekten var i flere tilfælde gensidig, bl.a. fordi hun turde give luft for sin kritik af de stærkt hierarkiske institutioner, som var dominerende i 1950’erne. Gennem sit arbejdsliv har hun desuden påpeget og søgt at ændre nedladende og umyndiggørende holdninger over for et hårdt truet socialt klientel.
Politikeren Hanne Reintoft
I 1960’erne blev Hanne Reintoft landskendt som venstrefløjspolitikeren, der blev medlem af tre partier.
Socialistisk Folkeparti
Hun meldte sig ind i Socialistisk Folkeparti (SF) ved oprettelsen af partiet i 1959 og indledte en tiårig politisk karriere, da hun i 1966 kom i Frbg. kommunalbestyrelse. Samme år blev hun valgt til Folketinget og forlod det lokalpolitiske arbejde. Hun var medlem af partiets hovedbestyrelse i et halvt år.
I 1967, da SF og Socialdemokratiet tilsammen rådede over majoriteten af pladserne i Folketinget, kritiserede Hanne Reintoft partiledelsen for at udsætte folketingsgruppen for pres efter et skatteforlig. Senere stemte hun og fem andre SF-ere imod forslag fra den socialdemokratiske regering om at afskaffe dyrtidsregulering af lønningerne. Det førte dels til udskrivelse af valg, dels til at rebellerne forlod SF og dannede Venstresocialisterne (VS), hvor hun blev medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget.
Venstresocialisterne
Ved valget i 1968 vandt hun et af det nye partis fire mandater, og da folketingsgruppen konstituerede sig med hende som formand, blev hun Danmarks første kvindelige gruppeformand. Men allerede samme år forlod hun også dette parti og blev løsgænger.
De tilbageværende VS-ere forklarede bruddet med, at Hanne Reintoft ikke betingelsesløst ville støtte fordømmelsen af Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet, mens hendes egen forklaring var, at VS var et parti for anarkister og blomsterbørn, som savnede enhver form for organisation.
Danmarks Kommunistiske Parti
I 1970 meddelte hun, at hun fremover repræsenterede Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som ikke havde haft sæde i Folketinget siden 1960. I 1971 røg hun ud af tinget, men kom atter ind i 1973, hvor kommunisterne vandt seks mandater. 1973-76 var hun medlem af centralkomitéen i partiet.
Hun nedlagde sit folketingsmandat i 1976 og bekræftede dermed, hvad hun havde udtalt til Demokraten i 1967, at hun ville være “lige lykkelig” den dag, hun igen kunne arbejde fuldt og helt som socialrådgiver. I 1982 gik hun ud af DKP, som hun betegnede som et parti af bange mennesker. Hun har ikke siden været tilknyttet partipolitik.
Fokus på enlige mødre og fri abort
Hanne Reintoft har i mange år beskæftiget sig med enlige mødre, hvis trange livsvilkår hun først lærte at kende via sin moders situation. Under sin ansættelse i Mødrehjælpen 1958-61, hvor hun administrerede abortansøgninger, mødte hun mange ulykkelige kvinder. For enkelte fik afslag om abort katastrofale følger, og nogle tog deres eget liv. Det gjorde et dybt indtryk på hende, og hendes grundholdning har været, at man hverken burde presse kvinder til abort eller til at gennemføre en graviditet.
I 1967 var hun med til at udforme SFs forslag til fri abort inden for 12. svangerskabsuge og foreslog samtidig forbedrede vilkår for mødre. Der blev imidlertid først flertal for fri abort i 1973.
Mødrehjælpen af 1983
Med nedlæggelsen af Mødrehjælpen ved indførelsen af Bistandsloven i 1976 opstod der et tomrum i forhold til rådgivning og støtte til enlige forsørgere. Det var sammen med nye undersøgelser af de enlige forsørgeres udsatte position anledningen til, at hun sammen med andre stiftede Mødrehjælpen af 1983. Den blev oprettet som en privat organisation og fik hurtigt stor søgning.
Organisationen var imidlertid, som Hanne Reintoft har udtrykt det, et splidagtigt hus, bl.a. med uenighed mellem frivillige og fastansatte. Hun var kritisk over for krav om “flad struktur” og blev omvendt kritiseret for at være for enerådig.
Kvindepolitisk engagement
I 1960'erne var Hanne Reintoft politisk aktiv i tre partier: først SF, siden VS og og endelig DKP. I den brede offentlighed blev hun kendt gennem radioprogrammet Hvad er min ret, og hvad er min pligt? i Danmarks Radio, hvor hun fra 1976 gav svar på spørgsmål vedr. sociallovgivningen. Fotografi fra 1996.
Gennem alle årene har Hanne Reintoft haft et stærkt kvindepolitisk engagement, men ofte med en distance til den organiserede kvindebevægelse, som hun mente fokuserede for meget på de velbjærgedes situation.
Hun fandt, at de gamle kvindeorganisationer udfoldede langt større energi for afskaffelsen af sambeskatningen end for at indføre ligeløn, og den nye kvindebevægelse kritiserede hun for at glemme grundlæggende kvindekrav som ret til arbejde, uddannelse og en løn, man kan leve af. Til Jyllands-Posten udtalte hun sig i 1994 kritisk om de sidste 20 års ligestillingspolitik, idet hun fastholdt, at der var sket forbedringer i kvindernes situation, men advarede mod at stille krav, som medfører, at kvinder mister retten til deres børn.
"Hvad er min ret, og hvad er min pligt"
Som redaktør af radioprogammet Hvad er min ret, og hvad er min pligt, som hun overtog efter Lena Vedel-Petersen i 1976, er Hanne Reintoft nået ud til store dele af befolkningen. Hun var fuldtidsansat ved programmet frem til 1987, hvor hun blev freelancer. Hun har her givet en nøgtern og klar fremstilling af sociallovgivningen med stor indføling for de mange nødstedte mennesker, der har henvendt sig.
Programmet har været meget populært blandt radiolyttere, og hun har modtaget flere priser for det, herunder Cavling-Prisen i 1984. Succesen har imidlertid også skabt misundelse og jalousi blandt nogle socialrådgiverkolleger, og de kommunale socialforvaltninger har været vanskelige at samarbejde med, når Hanne Reintoft har påpeget fejl og mangler i deres administration af sociallovgivningen.
Fagpolitisk har hun kæmpet for og i praksis også demonstreret socialrådgivernes berettigelse inden for fx åndssvageforsorg og hospitalsvæsen. Samtidig har hun været kritisk indstillet over for det, hun har kaldt faggrænsehysteriet og professionaliseringen, når hun har fundet, at det gik imod klienternes eller patienternes tarv. Hun har ofte og ikke uden personlige omkostninger involveret sig direkte i de mennesker, hun har haft med at gøre.
Blandt hendes stærkt samfundskritiske bøger om socialpolitik, familie- og kvindespørgsmål kan nævnes Kvinden i klassesamfundet, 1972, og Den bedste forsorg i verden?, 1980.
Personligt har Hanne Reintoft været blufærdig, og i sine unge år kæmpede hun med angst for at formulere sig offentligt, men den sociale indignation vandt over genertheden, og hun blev senere en skarp debattør. Hun har søgt at holde sit familieliv ude af offentlighedens søgelys, og det er karakteristisk, at erindringsbogen kun sporadisk berører denne del af hendes livserfaringer.
Beskrivelser og portrætter af Hanne Reintoft
- Foto i Det Kgl. Bibliotek, Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv.
Tilknytning til organisationer
- Mødrehjælpen af 1983 (se Mødrehjælpen)
- Rings Alkoholambulatorium
- Mødrehjælpen
- Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorg
- Dansk Forsorgsselskab
- Sindslidendes Vel (se SIND – Landsforeningen for Psykisk Sundhed)
- Den Sociale Højskole
- Københavns Amtssygehus i Glostrup
- Socialistisk Folkeparti
- Folketinget
- Venstresocialisterne
- Danmarks Kommunistiske Parti
Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon
Om den digitale udgave
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.
Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.