Faktaboks

Nonny Wright
Johanne Nonny Gustava Cecilie Wright
Født
7. januar 1909, København
Død
2003
Arbejdsliv
Akademiker og ambassadør
Familie

Forældre: oberstløjtnant Valdemar Hartnack (1876-1948) og Nonny Thomasine Ludvigne Elisabeth Grüner (1877-1963).

Gift 25. maj 1935 med professor Carl Lund Major W., født 13. juni 1906 på Frbg., død 14. september 1992 i København, s. af konsul Albert W. og Karen Lund.

Børn: Albert (1948), Elisabeth (1949).

Nonny Wright blev den første kvinde i Danmark, der udnævntes til ambassadør efter et karrieremæssigt avancement. Allerede fra studieårene førte hun et omrejsende liv. Efter studentereksamen 1926 som privatist fra Høng Studenterkursus tog hun til Frankrig et år, hvor hun bl.a. fulgte forelæsninger på Sorbonne. Som sin broder, den senere professor Justus Hartnack, fik hun en akademisk uddannelse. Hun begyndte 1927 at studere statsvidenskab ved Københavns Universitet og færdiggjorde første del af studiet 1929, hvorefter hun studerede klassisk økonomi i Oxford et år. Hun blev cand.polit. 1932 som en af de få kvinder i et mandsdomineret fag. Samme år rejste hun til Genève og tog eksamen i teoretisk økonomi, hvorefter hun blev sekretær i Danmarks Nationalbanks valutakontor. Fra studieårene lå hendes interesseområde i udenrigstjenesten, og hun blev 1934 ansat som Udenrigsministeriets første kvindelige sekretær. Samtidig fungerede hun som konsulent i vareudvekslingssager for valutakontoret. Men da hun i 1935 blev gift, fulgte hun med sin mand, der var ansat ved Folkeforbundet, til Genève. Hun blev økonomisk korrespondent i Genève for Brooking Institutions i Washington. I 1940 fik hun tildelt et research fellowship ved Geneva Research Centre i Montreal, og studierne fortsatte hun i Washington. Begge steder deltog hun i oprettelsen af en afdeling af Dansk Røde Kors, der skulle tage sig af danske i allieret krigstjeneste. I årene 1942-47 arbejdede hun som økonomisk medarbejder i Economic War Administration, fra 1945 med titlen cheføkonom.

I 1947 vendte Nonny Wright tilbage til udenrigstjenesten, idet hun blev sekretær ved Danmarks faste FN-mission i New York. Her avancerede hun på normal vis til rådgiver i 1949, legationsråd i 1956, ambassaderåd i 1960 og ministerråd i 1965. I 1966 kom hun tilbage til Udenrigsministeriet, hvor hun blev kontorchef. Det følgende år blev hun som den anden kvinde efter Bodil Begtrup udnævnt til ambassadør. Hendes første post var i Ghana. Hendes mand var på dette tidspunkt FNs faste repræsentant i nabolandet Dahomey. I årene1973-76 var hun ambassadør i Argentina, og hun sluttede tjenesten som ambassadør i Peru 1976-79. Trods den lange afbrydelse 1935-47 skabte Nonny Wright sig en betydelig karriere i udenrigstjenesten. Hendes avancement her var ikke påfaldende for en livlig, veluddannet økonom med erfaringer fra mange lande og et betydeligt netværksskabende talent. Men det var på dette tidspunkt et usædvanligt avancement for en kvinde. Hun formåede tilmed at kombinere karrieren med ægteskab, børn og en række spændende ansættelser og hverv uden for tjenesten. Hun har modtaget flere udenlandske ordener og fik for sin indsats under krigen Dansk og Amerikansk Røde Kors’ Medalje. 1958 blev hun ridder af Dannebrogordenen og 1966 ridder af 1. grad.

Beskrivelser og portrætter af Nonny Wright

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Levnedsberetning i Ordenskapitlet.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig