Vibeke Vasbo

Vibeke Vasbo voksede op som den næstyngste blandt fire søskende, en broder og to søstre, i en stor gammel lægebolig i Tandslet på Als, hvor begge forældre havde praksis. Hjemmet bar præg af, at arbejdet kom i første række, og alle børnene skulle have en uddannelse. Storesøsteren Else Roesdahl er blevet professor i middelalderarkæologi. Vibeke Vasbos vigtigste voksenkontakt blev mormoderen Ingeborg Refslund Thomsen, datter af den nationale leder H.P. Hanssen, radikalt rigsdagsmedlem og amtmandsfrue. I bedsteforældrenes hjem, slottet Brundlund i Åbenrå, tilbragte Vibeke Vasbo megen tid med at lege og lytte til beskrivelser af det politiske liv, og hun var meget stolt af sin cigarrygende mormoder, der hvert år figurerede i Æ Rummelpot, Sønderjyllands satiriske årsskrift. Selv var hun et kreativt og fysisk aktivt barn, dygtig til atletik og en god historiefortæller. Hun drømte om at blive journalist og skrev mange noveller, digte og historier. Imidlertid var hun også god til sprog, og efter studentereksamen i 1963 fra Sønderborg Statsskole blev hun au pair et halvt år i Cambridge, England, hvor hun tog Certificate of Proficiency i engelsk.

Efter hjemkomsten begyndte Vibeke Vasbo at studere tysk og engelsk på Københavns Universitet. Hun blev aktiv på venstrefløjen og i studenteroprøret, bl.a. i en kampagne for studieløn. På det konservative tyskstudium traf hun en anden kvindelig aktivist Ninon Schloss, men ellers kom inspirationen mest fra de studerende på litteraturvidenskab. I dette studenterpolitiske miljø voksede Vibeke Vasbos erkendelse af, at oprøret havde forskellig karakter for kvinder og mænd, og sammen med bl.a. Karen Syberg var hun i det tidlige forår 1970 medstifter af en lille kvindegruppe, som de kaldte rødstrømperne efter de amerikanske nyfeminister Redstockings. På et møde på Charlottenborg, arrangeret i samarbejde med kunstnergruppen Kanonklubben, hvor bl.a. Lene Adler Petersen og Kirsten Justesen var medlemmer, opstod rødstrømpebevægelsen, hvis første offentlige aktion blev Strøgaktionen april 1970. En gruppe kvinder, heriblandt Vibeke Vasbo, protesterede her mod det traditionelle kvindebillede ved at klæde sig ud som sexsymboler og til slut på Rådhuspladsen smide bh-er og andet i en affaldsspand med påskriften “Hold Danmark ren”.

Vibeke Vasbos politiske aktivisme betød, at hun besluttede at holde pause i studierne. I hendes toværelses lejlighed skabtes kollektivet Kussemosen, der foruden hende selv bestod af Syberg og Lone Christensen, og de blev i sommeren 1970 superaktivister på den kvindepolitiske front. De stod bl.a. bag demonstrationen ved immatrikulationsfesten på universitetet i september, hvor Syberg erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog. Vibeke Vasbo var desuden blandt initiativtagerne til den første kvindelejr på Femø og den efterfølgende besættelse med hjælp fra slumstormerne af bevægelsens første kvindehus i gaden Åbenrå i den indre by, hvor hun boede de følgende to år. I 1972 var Vibeke Vasbo en hovedkraft bag Kvindehusets store kampagne for fri abort, der var stærkt medvirkende til, at dette gamle kvindepolitiske mål endelig blev nået året efter. Sammen med bl.a. Bente Hansen var hun med i rødstrømpebevægelsens pjecegruppe, og i samme periode skrev hun tekster til en række af bevægelsens sange. Aktivistarbejdet gjorde Vibeke Vasbo teorifjendsk, og hun tog afstand fra den akademiske del af kvindebevægelsen. Som bevidst anti-akademisk besluttede hun at sige endeligt farvel til universitetet i 1973 og uddannede sig i stedet til sygehjælper på Bispebjerg Hospital. Dette arbejde gav hende et indblik i ensomhed og fortielse omkring døden, som lige siden har optaget hende.

I rødstrømpebevægelsen var der mange, der allerede var lesbiske eller besluttede at leve lesbisk under indtryk af det stærke kvindefællesskab og de antipatriarkalske teorier, således også Vibeke Vasbo, der havde et kortvarigt ægteskab bag sig. Efter konflikter med heteroseksuelle rødstrømper om, hvor synlige lesbiske skulle være i bevægelsen, dannedes Lesbisk Bevægelse (LB) i 1974 som et radikalfeministisk forum, der gav plads til skarpere seksualpolitisk kritik af den samfundsmæssige kvindeundertrykkelse. Bevægelsen etableredes i samarbejde mellem rødstrømper og kvinder fra Forbundet af 1948, senere Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, deriblandt den norske forfatter Gerd Brantenberg, der året før havde udgivet kampskriftet Opp alle jordens homofile og nu boede i København LB fik hurtigt ca. 200 meget aktive medlemmer, hvoraf adskillige dog som Vibeke Vasbo også fortsat arbejdede i rødstrømpebevægelsen, selvom de af mange her opfattedes som en femte kolonne. Sammen med Brantenberg, som hun var blevet kæreste med, flyttede Vibeke Vasbo senere på året til Oslo, hvor hun tog job som kranfører ved jern- og metalværket Kværner Brug. Her skrev hun de dagbogsnotater, som skulle blive til Al den løgn om kvinders svaghed, 1976, der samtidig udkom på dansk og norsk og siden oversattes til tysk. Bogen beskriver hendes erfaringer som kvinde i et mandefag og er et typisk eksempel på brugen af dokumentarisk materiale i 1970’ernes kvindelitteratur. Men den skriver sig ind i dansk litteraturhistorie som det første værk, der tematiserer homoseksualitet ud fra en åbent lesbisk synsvinkel. Tilbage i København startede Vibeke Vasbo som arbejdsløs i 1975 en karriere som cykelvikar. Hun var desuden med i Kvindehusets psykologiske rådgivning Kvindeværd og medinitiativtager til Den nordiske Kvindehøjskole, der blev oprettet 1979 i Visby i Sønderjylland, samt aktiv i det nordiske lesbiske samarbejde, der foregik i disse år. 1977-82 tog Vibeke Vasbo en læreruddannelse med liniefag i religion og biologi på Blågårds Seminarium. I 1980 debuterede hun som lyriker med digtsamlingen Måske har jeg haft en anelse, der fik en fin modtagelse og blev en kultbog for lesbiske.

Positionen som frontfigur for LB forlod Vibeke Vasbo brat, da hun i 1981 traf præsten Leo Thomsen under et ophold på den danske kulturinstitution San Cataldo i Italien. Herefter fulgte et stormfuldt og krævende forhold, som sluttede ved separation en måned før hans død i 1998. De tos forelskelse dannede baggrund for romanen Miraklet i Amalfi, 1984, som blev et kunstnerisk gennembrud for Vibeke Vasbo. Under de første års samliv pendlede hun mellem Danmark og England, hvor han havde embede som sømandspræst i Hull. I England samlede hun materiale til sin næste bog, en stor historisk roman om kristendommens indførelse i 600-tallet og konsekvenserne for opfattelsen af familieliv og seksualitet. Hildas sang, 1991, der afspejler forfatterens egen religiøse søgen, blev modtaget med kritikerroser. I 1987 indledte Vibeke Vasbo et mangeårigt aktivt engagement i Dansk Forfatterforening. Hun trådte ind i den skønlitterære styrelse 1987, var medlem af foreningens bestyrelse 1992-97 og næstformand i repræsentantskabet 1991-95. Blandt flere hædersbevisninger har hun modtaget Edith og Helge Rode-Legatet 1994.