Lene Adler Petersen

Lene Adler Petersen har i sin kunstneriske virksomhed spændt fra den store form til den intime, sarte tilkendegivelse. På samme måde har hun i sit bevidste samfundsengagement spændt fra de overordnede idéer til de intime sfærer i dagliglivet. Både billedkunstnerisk og politisk tilhørte hun den mest radikale del af 1960’ernes kunstmiljø og var en del af den generation, der identificerede sig med ungdomsoprørets yderpositioner. Dette krævede en kollektivitet, der på godt og ondt underminerede enkeltindividets ambitioner og behov.

Efter en traditionel karrierestart på kunstakademierne i Århus og København 1964-69 begyndte Lene Adler Petersen i slutningen af 1960’erne sammen med sin senere ægtefælle, billedhuggeren Bjørn Nørgaard, at arbejde med super 8 kamera. Slutningen af 1960’erne og 1970’erne var en periode med alternative gruppedannelser: ABCinema, slumstormerne, Eks-skolen og kvindebevægelsen, og Lene Adler Petersen var et kendt ansigt i dem alle. I 1968 deltog hun sammen med bl.a. Nørgaard, Per Kirkeby, Peter Louis-Jensen og et halvt hundrede medlemmer i stiftelsen af ABCinema, et vigtigt center for eksperimenter med alternativ billeddannelse. Samtidig blev hun tilknyttet den eksperimenterende kunstskole Eks-skolen. Sammen med kunstnerne Ursula Reuter Christiansen, Henning Christiansen og Nørgaard udførte hun desuden aktioner eller happenings, inspireret af udlandet, især tyskeren J. Beuys’ manifestationer. Flere af disse begivenheder er dokumenteret og bearbejdet på super 8 mm film. Nærmest kultstatus fik Børsaktionen, 1969, med Lene Adler Petersen som den kvindelige Kristus samt medieaktionen Hesteslagtningen i forbindelse med udstillingen Tabernakel på kunstmuseet Louisiana 1970. Sammen med Reuter Christiansen og Elisabeth Therkelsen illustrerede hun 1971 de latente kvindedrømme i en kastrationsscene i filmen Tre piger og en gris. Af Eks-skolen udsprang også Eks-skolens trykkeri, ligeledes et kollektivforetagende, hvor Lene Adler Petersen var medstifter og medarbejder 1972-78. Visionen var at få arbejdsliv, kunstnerliv og privatliv til at gå op i en højere enhed.

I 1974 havde Lene Adler Petersen sin første separatudstilling med tegninger og collager på Danner Galleriet. Med den store Kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975 blev der sat fokus på feministisk kunst med deltagelse af en række kvinder med tilknytning til de kollektive kunstmanifestationer. Vigtig som udtryk for Lene Adler Petersens personlige stil var udstillingen Billeder til et lotteri, 1975, på det centrale udstillingssted Tranegården i Gentofte, som i en årrække var førende med, hvad der rørte sig i dansk avantgardekunst, især den feministiske. I 1977 udgav hun bogen Tag en sten op, der indeholdt 300 tegninger, hvoraf de fleste beskæftigede sig med kvinder og de nære ting. Udtrykket var surreelt, følsomt og sart, ofte satirisk og til tider ledsaget af sentenser. I midten af 1970’erne dannede hun sammen med Kirkeby, Nørgaard, Reuter Christiansen, Poul Gernes, Erik Hagens og Richard Winther kunstnersammenslutningen Arme & Ben, der i en række kollektivudstillinger i ind- og udland, var med til at præge tidens kunstscene.

Var 1970’erne primært de kollektive manifestationers tiår, så kom 1980’erne til at se anderledes ud. Her udviklede Lene Adler Petersen i lighed med de øvrige grupperingers medlemmer sit personlige udtryk, hvilket bl.a. fremgik af separatudstillingerne Portræt af Rita fra Aarhus på Nordjyllands Kunstmuseum, 1980, og Spredninger på Kobberstiksamlingen, 1983. I 1982 var Lene Adler Petersen i New York i det tidsrum, hvor den store nyekspressionistiske udtryksform brød igennem internationalt. Det var et udtryk, der egentlig var parallelt til udtrykskraften i megen feministisk kunst. En stærkt individuel udtryksform blev normgivende og tillod igen individet ret til selvrealisation. Lene Adler Petersens tegninger blev voldsommere, dramatiske og mere kontrastrige. Interessante er hendes keramiske arbejder 1983-90 udviklet omkring rejser til Mexico, Spanien og Indonesien. Med temaet Krukken som transportmiddel skabte hun en række legemsstore krukker på sokler, hvoraf nogle støbtes i bronze. Men 1980’erne blev for Lene Adler Petersen først og fremmest præget af store udsmykningsarbejder. I 1982 udførtes i Arme & Bens regi en stor opgave på Tørring Gymnasium, hvor hun skabte to vældige kraftfulde pilastre og en dørportal. Desuden udførte hun så forskellige opgaver som udsmykning af Dansk Sygeplejeråds Kursuscenter 1983, af togvogne for DSB 1984 og en keramisk stregtegning på Horsens Rådhus 1985. Et hovedværk er Urhavet, 1986, en 14 m lang og 4 m høj keramisk tegning på Herlev Amtssygehus, der forestiller et urhav af hvirvlende menneskefigurer i et dynamisk vandkosmos. I forbindelse med udsmykninger på Avedøre Kraftværk udstillede hun kulværker under titlen To områder, 1992. Det var stoflige, nærmest filosofiske værker om det sorte og hvide elements sammensmeltning i et organisk kredsløb med kul og gips. Lene Adler Petersen har modtaget en række vigtige legater og hædersbevisninger, bl.a. Statens Kunstfonds treårige stipendium 1980-83.