Ingeborg Refslund Thomsen

Ingeborg Refslund Thomsen blev født i Sønderborg som den næstældste datter af Helene og H.P. Hanssen, der begge fandt deres livsindhold i kampen for den sønderjyske sag. Da hun var et par år gammel, flyttede familien 1893 til Åbenrå, der havde været under tysk styre siden krigsnederlaget i 1864. De boede i Nygade 41, hvor også faderens danske avis Hejmdal havde til huse. I Ingeborg Refslund Thomsens erindringsbøger Min barndomsgade, 1957, og Hjemme i Nordslesvig, 1961, er opvæksten og hele lokalmiljøet levende skildret. For at stifte nøjere bekendtskab med dansk sprog, kultur og historie kom hun efter den tyske skolegang til Hejls Efterskole nær Skamlingsbanken, siden på Ubberup Højskole ved Kalundborg og på Marie Kruses Skole i København I 1910 tog hun studentereksamen fra Kolding højere Almenskole og rejste derefter på ny til hovedstaden, hvor hun året efter tog filosofikum ved Københavns Universitet.

Allerede i skolen var Ingeborg Refslund Thomsens stilistiske evner blevet bemærket, og hendes uddannelsesplaner gik i retning af journalistikken, men 1911 giftede hun sig og stiftede hjem i Åbenrå kun 20 år gammel. Hun synes da at have opgivet tanken om en formel uddannelse. Ægtefællen Kresten R.T. var også dansksindet sønderjyde, en gammel ven af familien og ansat som redaktør på Hejmdal. Da forbindelsen mellem Sønderjylland og kongeriget blev afbrudt ved Første Verdenskrigs udbrud i 1914, påtog Ingeborg Refslund Thomsen sig i en periode redaktionen af Hejmdals søndagstillæg. Størstedelen af krigen, 1916-18, opholdt hun sig dog sammen med sine døtre i Königsberg, det senere Kaliningrad, hvor hendes mand gjorde militær og civil tjeneste. Genforeningen 1920 blev et vendepunkt for familien, der efter Kresten R.T.s udnævnelse til amtmand i Åbenrå flyttede ind på Brundlund Slot. Herfra udgik deres livsprojekt, at medvirke til genopbygningen af Sønderjylland og landsdelens integrering i det øvrige Danmark. Ingeborg Refslund Thomsen bidrog bl.a. ved gæstfrit at åbne dørene, ikke mindst for de mange interesserede besøgende fra resten af Jylland og øerne. Med nazismens fremmarch i Tyskland og mobiliseringen af det tyske mindretal i Sønderjylland kom det nationale spørgsmål i 1930’erne atter i forgrunden. Som et memento om de ofre, der allerede var bragt i den nationale sags tjeneste, udgav Ingeborg Refslund Thomsen sammen med Svend Thorsen i 1933 De fire onde Aar om dagligt liv i den sønderjyske landsdel under Første Verdenskrig.

I 1939 modtog Ingeborg Refslund Thomsen opfordringen fra Det Radikale Venstre om at stille op til Rigsdagen. Det blev i Landstinget, hun først fik sæde. Hun kom ind her ved valget 1947, og samme år valgtes hun som den første kvinde til Det Udenrigspolitiske Nævn. Hendes politiske arbejde både i Landstinget og 1953-57 i Folketinget vedrørte især mærkesager for grænselandet såsom grænsens stabilitet, indfødsretsspørgsmålet og skoleforholdene for det tyske mindretal. Hjemme i Sønderjylland påtog hun sig bestyrelsesposter i fx Sønderjydsk Hjælpefond, der bl.a forestod tøjuddelinger til børn, og i komitéen til støtte for sønderjyske børnehaver. Hun bestred desuden formandsposten for børnehjemmet Lyshøj ved Sønderborg. Også kvindesagen optog hende. Allerede i sin studentereksamensstil havde hun skrevet om Kvindens Deltagelse i Erhvervslivet og det offentlige Liv og her påpeget den naturlige forventning om valgret, når man betalte skat. Interessen for kvinders indsats og livsvilkår blev senere udmøntet i bl.a. hendes portrætter af moderen og en tante i henholdsvis Et dansk Kvindesind, 1941, og Dorothea på Nørremølle, 1953, ligesom hun 1957 var medudgiver af Blade af Den nordslesvigske Kvindeforenings historie. Hendes formandskab i Dansk Kvindesamfund i Åbenrå lå i naturlig forlængelse af dette engagement.

Selvom Ingeborg Refslund Thomsen ikke gennemførte en journalistisk uddannelse, var hun en dygtig stilist, der forstod at øse af både barndommens indtryk og sine senere erfaringer som politiker og amtmandsfrue. Fra barnsben var hun udadvendt og levede med i alt omkring sig, og såvel i sit politiske arbejde som i foredrag og via dagspressen gjorde hun sig bemærket som revser og talerør, når der var en sag, der optog hende. Som politiker og forkæmper for den sønderjyske sag blev hendes indsats dog primært at bringe arven og holdningerne fra forældrene frelst igennem nye vanskeligheder. I varetagelsen af denne opgave blev hun støttet og opmuntret af sin ægtefælle med den stående vending: “Husk, Ingeborg, grænsen ligger fast.” Som embedsmand fravalgte han selv dialogen med offentligheden. I 1954 blev Kresten R.T. pensioneret, og familien flyttede fra Brundlund. Efter at Ingeborg Refslund Thomsen i 1957 havde lagt det politiske arbejde bag sig, blev hun en legendarisk kronikør. Også radio og tv havde bud efter hende, og hun forblev et kendt ansigt i og uden for Åbenrå til det sidste. 1964 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.