Sofie Rasmussen (forbundsformand)

Det var med nogen misbilligelse, Sofie Rasmussens fader erfarede, at hans purunge datter var gået på talerstolen ved et offentligt møde i 1897. Hendes to søstre havde forladt mødet, flove over deres frembusende søster. Det var dog kun, fordi den unge Sofie efter faderens mening var "for grøn om næsen", mødet i sig selv havde han som god socialdemokrat intet imod. For det var et agitationsmøde med så prominente talere som M.C. Lyngsie, formand for Arbejdsmændenes Forbund, og Olivia Nielsen, formand for Det kvindelige Arbejderforbund. Sofie Rasmussen havde efter sin konfirmation fået arbejde på tændstikfabrikken Merkur i Randers, og indbydelsen var især rettet til de kvindelige og mandlige arbejdere her. På mødet stiftedes en fagforening for de kvindelige tændstikarbejdere, formodentlig den forening, der var med i det forberedende arbejde med at stifte Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) i 1901.

For Sofie Rasmussen blev mødet med Olivia Nielsen skelsættende. Hun blev både betaget og begejstret over hendes opfordring til kvinderne om at rejse sig i kamp for forbedring af deres kår. Hun var ligesom alle de øvrige mødedeltagere med til at stifte fagforeningen og blev som 19-årig tillidsrepræsentant på tændstikfabrikken. Hun var med i foreningens ledelse fra starten, afbrudt af længerevarende hospitalsophold i perioden 1904-05. Herefter genoptog hun foreningsarbejdet med samme styrke og energi som tidligere, deltog i KADs kongres i 1906 og valgtes da ind i forbundets hovedbestyrelse. Samme år blev hun afdelingsformand i Randers og bestred denne post, til hun efter Olivia Nielsens død i 1910 valgtes til forbundsformand for KAD. Umiddelbart efter Olivia Nielsens død var dennes datter Gudrun Bodø efter moderens ønske blevet valgt til forbundsformand. Men ret hurtigt kom det til uoverensstemmelser mellem Bodø og Gustav Olsen, forbundssekretær og moderens nære ven. På en ekstraordinær generalforsamling i december valgtes derfor Sofie Rasmussen til forbundsformand.

Det var en meget ung kvinde, der nu skulle løfte den tunge arv efter Olivia Nielsen. Og Sofie Rasmussen blev da også mødt med nogen skepsis, både i bestyrelsen og blandt menige medlemmer. Selv gik hun til arbejdet med "ikke så lidt bange Anelser", som hun selv har fortalt. Nogen erfaring havde hun ganske vist fra afdelingsarbejdet, men posten som forbundsformand, eller forretningsfører som det hed dengang, stillede helt andre og store krav. De første år, indtil denne post i 1918 udskiltes fra formandsposten, fungerede hun også som forbundskasserer, og til sin fratræden i 1923 var hun tillige formand for arbejdsløshedskassen. Hun gik til kursus i bogholderi, men i al hemmelighed, for hun frygtede, at hun, den unge, ville tabe noget af sin autoritet, hvis det kom frem, at hun var nødt til at få undervisning. Og arbejdet blev hårdt. Selvom Olivia Nielsen havde skabt et godt grundlag, var der endnu behov for intensivt agitationsarbejde, og ofte blev agitatorerne mødt med træghed og ligefrem aggression. Der var også mange overenskomster, der skulle forhandles på plads, alene i perioden 1915-18 afsluttedes 110 overenskomster, og det skete ikke sjældent, at arbejdsgiverne nægtede at forhandle med Sofie Rasmussen, fordi hun var kvinde. I 1914 så Medlemsblad for Kvindeligt Arbejderforbund dagens lys, og som forbundsformand var det hendes opgave også at være redaktør af bladet. Sin ungdom til trods udfyldte hun hvervet som forbundsformand med stor dygtighed og skabte respekt om sin person. Da Sofie Rasmussen i 1910 tiltrådte som forbundsformand talte forbundet knap 2.000 medlemmer. Ved hendes fratræden i 1923 var medlemstallet oppe på ca. 11.000. Som forbundsformand blev hun fra starten medlem af De samvirkende Fagforbunds repræsentantskab, og 1916 valgtes hun ind i forretningsudvalget, hvor hun sad til 1923 som eneste kvinde.

Som sin fader var også Sofie Rasmussen en god socialdemokrat og aktiv i partiet. 1913 valgtes hun ind i Borgerrepræsentationen, hvor hun sad sammen med en række fremtrædende socialdemokratiske kvinder, Anna Johansen, Nina Bang, Anna Jensen og Helga Larsen. Men ved valget i 1917 ønskede hun ikke at genopstille. Første Verdenskrig skabte stor arbejdsløshed blandt KADs medlemmer, og arbejdet med genforhandling og nyforhandling af overenskomster var overvældende. De mange faglige tillidsposter krævede således alle hendes kræfter. Ved kongressen i 1923 meddelte hun, at hun trak sig tilbage som forbundsformand og fra samtlige faglige tillidsposter for helt at hellige sig sin familie. Hun efterfulgtes på posten som forbundsformand af den hidtidige forbundssekretær Alvilda Andersen. I erkendelse af Sofie Rasmussens store indsats for forbundet udnævnte kongressen hende til æresmedlem.