Olivia Nielsen

Olivia Nielsens liv blev virkeliggørelsen af H.C. Andersens eventyr om vaskekonen, om hvem man sagde, at “hun duede ikke”. Men Olivia Nielsen duede – ligesom eventyrets vaskekone – og hendes virke skulle få betydning, ikke blot for arbejderkvinderne i hendes egen samtid, men også for kommende generationer. Hun var født i fattige kår i Helsingør, hvor faderen var tjenestekarl. Som 20-årig blev hun gift med Oluf N., og i lighed med andre af samtidens unge piger var hun gravid ved brylluppet, for fire måneder senere fødte hun sit første barn. I løbet af de følgende 15 år fik parret ni børn, hvoraf de to døde som spæde. For at bidrage til den børnerige families økonomi måtte Olivia Nielsen tage arbejde uden for hjemmet, sandsynligvis som vaske- og rengøringskone. Hendes erhverv kan ikke fastslås med sikkerhed, men ifølge meddelere, som har kendt hende, prøvede hun allerede i Helsingør at organisere kvinderne. I midten af 1880’erne flyttede familien til København, antagelig fordi beskæftigelsesmulighederne var bedre her. Det er stadig uvist, hvor Olivia Nielsen fik arbejde, men fra 1891 optræder hun i Det kvindelige Arbejderforbunds (KAF) protokoller som bestyrelsesmedlem, og i 1892 valgtes hun til formand. Hun havde da fire hjemmeboende børn, hvoraf den yngste var fire år.

Trods navnet var KAF på det tidspunkt endnu en lokal fagforening. Den var stiftet i 1885 som en fagforening for vaske- og rengøringskoner, men skiftede allerede året efter navn til KAF og organiserede fra 1890 arbejderkvinder fra den kbh.ske industri. Da Olivia Nielsen tiltrådte som formand, var organisationen en lille hensygnende fagforening, og hun valgtes til posten med kun 16 stemmer. Det siger noget om medlemstallet i foreningen. Det var ikke, fordi den hidtidige bestyrelse ikke havde lagt energi for dagen, men der var blandt arbejderkvinderne stor træghed over for tanken om at organisere sig. Det vejede også tungt, at disse kvinder var de lavest lønnede grupper på arbejdsmarkedet, og at de foruden arbejdet også havde hjem og børn at passe. Ofte måtte møder aflyses af mangel på deltagere. Det var derfor i første omgang organiseringsarbejdet, Olivia Nielsen koncentrerede sig om. Der blev i de følgende år indkaldt til agitationsmøder for industriens kvinder. Fremtrædende personligheder optrådte her som talere, bl.a. Johanne Meyer fra Kvindelig Fremskridtsforening, som KAF havde et nært samarbejde med, og formanden for Arbejdsmændenes Forbund M.C. Lyngsie, der blev KAFs støtte og hjælper. Det lykkedes efterhånden at organisere kvinder fra bl.a. bryggerierne, trykkerierne, rebslagerierne, tændstikfabrikkerne og kabelfabrikkerne, og herefter kunne man så gå i gang med løn- og overenskomstforhandlinger. 1896 kunne KAF slutte sin første lønaftale med en arbejdsgiver, Tuborgs Bryggerier. Forhandlingerne med Jacob Holm og Sønners Reberbane samme år forløb derimod ikke helt gnidningsløst, direktøren nægtede at forhandle med forbundet og Olivia Nielsen, “alle fra Gader og Stræder”, som han udtrykte det. Foreningen gik nu ud i sin første strejke. Den kom til at vare syv uger, og resultatet blev væsentlige forbedringer i løn- og arbejdsforhold. Forinden måtte Olivia Nielsen i sin egenskab af foreningens formand gennem en retssag, idet direktøren havde anlagt sag mod hende for “ærekrænkende” artikler i Social-Demokraten. I en række artikler havde bestyrelsen nemlig beskrevet de utålelige arbejdsforhold i virksomheden. Det er i øvrigt tidstypisk, at da Olivia Nielsen blev indkaldt for retten, måtte hun ledsages af sin mand, for ifølge ægteskabslovgivningen betragtedes mænd som værger for deres koner. Retssagen afsluttedes med et forlig. Da Olivia Nielsen blev formand i 1892, satte hun også selve bestyrelsesarbejdet i faste rammer med månedlige bestyrelsesmøder, struktureret dagsorden og kontingentopkrævning.

I slutningen af 1890’erne dannedes der selvstændige afdelinger i provinsen, bl.a. i Randers, Svendborg, Næstved og Køge, og enkelte faggrupper skilte sig ud i afdelinger, så fagforeningen havde allerede fra 1897 antaget forbundsagtig karakter. I 1900 talte KAF omkring 1.000 medlemmer. Nu var der basis for dannelsen af et egentligt landsdækkende forbund, hvilket skete på kongressen 1901, hvor Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) stiftedes. På denne kongres, den første faglige kvindekongres i Danmark, valgtes Olivia Nielsen til forbundsformand, eller forretningsfører som det hed dengang. Hun fortsatte samtidig som formand for KADs moderafdeling, som herefter blev kaldt Københavns afdeling 1. Olivia Nielsen bestred begge formandsposter til sin død i 1910. Medlemstallet var da nået op på 2.000. Da KAD på kongressen i 1909 oprettede en arbejdsløshedskasse, blev hun også formand for den. 1898 blev De samvirkende Fagforbund dannet, og KAF var med fra starten. Olivia Nielsen blev valgt ind i repræsentantskabet, hvor hun deltog i det lovforberedende arbejde. Fra 1907 var hun medlem af forretningsudvalget, indtil 1909 sammen med Andrea Brochmann, formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening. Herefter var hun eneste kvinde i forretningsudvalget.

Partipolitisk sluttede Olivia Nielsen sig til den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Da der i 1899 på Fælleden i København for første gang var kvindelige talere ved en 1. maj-demonstration, var hun den ene af dem. Hun talte her om, hvilken betydning en otte timers arbejdsdag ville have for kvinderne. Den anden kvindelige taler var Brochmann. Ved kommunalvalget i 1909 kunne kvinderne for første gang deltage, og Olivia Nielsen var på Københavns-afdelingens vegne medindbyder til et møde for arbejderkvinder, arrangeret af de kvindelige fagforeninger. Selv blev hun opstillet som socialdemokratisk kandidat til Borgerrepræsentationen. Hun valgtes i første omgang som suppleant, men gled umiddelbart efter valget ind som ordinært medlem, i øvrigt sammen med to andre fagforeningskvinder Henriette Crone og Anna Johansen.

Også på det personlige plan var Olivia Nielsen forud for sin tid. Hendes ægteskab gik ikke godt, og i 1901 blev hun skilt fra sin mand. Hun fik forældremyndigheden over de to yngste børn, som på det tidspunkt var 13 og 17 år. Allerede året efter døde Oluf N., og Olivia Nielsen betalte udgifterne til hans begravelse. Hun havde en logerende, Gustav Olsen, der i hvert fald fra 1901 havde været sekretær i KAD. Han var et par år yngre end hun og separeret. Alt tyder på, at de havde et nært personligt forhold til hinanden, selvom det aldrig blev formaliseret. Ved Olivia Nielsens død havde de netop købt et hus i Brønshøj, som han stod som ejer af, mens det meste af indboet tilhørte hende.

Olivia Nielsen var en af pionererne og en af de mest fremtrædende personligheder inden for den kvindelige fagbevægelse. Med en utrolig styrke og energi, men også båret af den fremgang, der generelt var i fagbevægelsen i 1890’erne, lykkedes det hende at gøre KAD til et af de største kvindelige forbund og gennem en stædig forhandlingsvilje få forbedret løn- og arbejdsvilkår for de ufaglærte kvinder. Det er fuldt berettiget, at hun betragtes som skaberen af KAD. Det siger måske også noget om hendes aktive virkelyst, at da KAF i 1893 startede en sangforening, meldte hun sig blandt de 13 første medlemmer. Hun var med Lyngsies ord en helstøbt personlighed: stærk, energisk, til tider måske hård og uforsonlig, men som billeder af hende viser, også med træk af mildhed. Hun døde midt i arbejdet, som gæst ved Dansk Arbejdsmandsforbunds kongres i Århus. På sit dødsleje bad hun hovedbestyrelsen om at videreføre hendes livsværk, hendes “kære Forbund”, og opfordrede til at man valgte hendes datter Gudrun Bodø, der var medlem af hovedbestyrelsen, til hendes efterfølger. Denne blev dog efter få måneder efterfulgt af Sofie Rasmussen. Arbejdet i KAD fortsatte i Olivia Nielsens ånd, men for den kvindelige fagbevægelse var hendes alt for tidlige død et stort tab. Forbundet rejste hende et gravmonument på Brønshøj Kirkegård.