Tenna Kraft

“For alle, der blot en enkelt Gang opnaaede at høre hendes vidunderlige Stemme med den skønne Klang,” virkede budskabet om Tenna Krafts død, “som om der slaas Porte op til selve Musikkens Allerhelligste.” Så bevægede ord benyttede musikhistoriker Nils Schiørring i sin nekrolog over Tenna Kraft. 1900-tallets fineste danske kvindestemme var forstummet, og der var brug for at finde de stærke metaforer frem. I folkemunde hed hun Tenna, ligesom man var på fornavn med Liva Weel. At kammersangerinden i strandvejsvillaen var udgået fra jævne kår og aldrig blev storagtig, det vidste man. I radioens ønskekoncerter hørtes igen og igen hendes stemme i den intense fortolkning af sangen Der er tre Hjørnestene.

Det stod bestemt ikke skrevet over Tenna Krafts vugge, at hun skulle blive Det Kgl. Teaters primadonna assoluta fra debuten i 1906, til hun med fem afskedsforestillinger til alles beklagelse takkede af i 1938. Der var ikke musik i malermesterhjemmet på Nørrebro, om end der var et klaver. Moderen havde engang spillet lidt, men det var glemt, så lirekassen i gården var den musikalske inspiration, hun fik. I skolen overdøvede hun kammeraterne med sin store stemme og blev bedt om at tie. Hjemmet var trygt, der var orden i sagerne. Men da Tenna Kraft ville begynde at gå til sang, gjorde faderen modstand. En bekendt, operasangeren J.L. Nyrop, havde opdaget det usædvanlige ved hendes stemme og skal ifølge myten have sagt: “Hun har en Guldklump i Halsen, det Pigebarn!” Det blev så moderen, der af sine sammensparede penge betalte for undervisning hos Nyrop.

Efter Nyrops død betalte velgørere for timer hos Osta Schottländer, og snart begyndte den unge Tenna Kraft at løbe Det Kgl. Teater på dørene med anmodning om debut. Tre gange sang hun for, før hun 1906 på en sygemelding fra Emilie Ulrich debuterede som Elsa i Lohengrin. Da hun mere end 30 år efter tog afsked i samme parti, var reaktionen som ved debuten: “Saa frisk en Stemme, saa tindrende en Klang, saa ren en Ungdom.” Hun videreuddannede sig hos J. de Reszké i Paris, og der fik hendes sangkunst det store schwung og de karakteristiske lidt hårde coup de glotte-ansatser. Hun sang, endnu myndeslank, Sophie over for Ulrichs marskalinde og Margrethe Lendrops Octavian ved den danske uropførelse af Rosenkavaleren i 1916. Senere overtog hun med overvældende succes marskalindens parti. Hun havde i sjælden grad evnen til at karakterisere den elskende og lidende kvinde. Samtidig førte pigen fra Nørrebro sig som en dronning på scenen. Hendes Tosca var i verdensformat. Kun den omstændighed, at hun aldrig havde lært sprog, og den voldsomme sceneskræk, som hun led under i hele sin karriere, forhindrede, at hun nåede længere ud end til Stockholm, som hun gæstede med titelpartiet i Siegfried Salomons Leonora Christina. Denne rolle var skrevet direkte til hende, og hun havde selv gjort forstudier og diskuteret figuren med Aage Barfoed, der havde skrevet librettoen. Hun indsang flere af sangene på plade, og Der er tre Hjørnestene med de suveræne nedadgående glissandi i omkvædet “ooooog kærlighed”, minder om, hvad en stor kunstner kan tillade sig i et udtryks tjeneste.

Tenna Kraft sang hovedpartier i en række nu glemte danske operaer som August Ennas Nattergalen, Alfred Toffts Vifandaka og Axel W. Gades Venezias Nat. Men det blev Fru Ingeborg i Drot og Marsk, der blev hendes anden store danske rolle efter Leonora Christina. Scenen med Marsk Stigs hjemkomst fremførte hun sammen med Holger Byrding ved en radiokoncert, som er fastholdt på plade. Denne storslåede opførelse viser, hvilken callask dramatik Tenna Kraft kunne levere, uden at stemmen dog derved fik Maria Callas’ hårde klang. Det, som gjaldt for Tenna Krafts store forgænger Catharine Frydendahl, gjaldt også for hende selv: Hun kunne helt ubesværet overtone kor og orkester, uden at stemmen mistede sin vellyd. Tenna Kraft lavede en stribe succeser med Verdis og Wagners berømte kvinderoller. Hos Verdi var det La Traviata, Elisabeth i Don Carlos og Desdemona i Othello. Hos Wagner var det foruden Elsa også Elisabeth i Tannhäuser, men mærkeligt nok ikke Isolde, som hun trods tilbud skal være veget tilbage for. Hun følte tilsyneladende, at det lyrisk-dramatiske lå bedst for hendes stemme. Hun forsøgte sig også nogle gange med held i komiske roller som Serpina i La Serva Padrona og Despina i Così fan tutte. Men det var de lidenskabelige roller, hendes store publikum helst ville opleve. Selvom hun med årene blev for kraftig til ungpigerollerne, så bar man gerne over med det for at høre hendes lysende stemme tolke Margarethe i Faust og Tatjana i Eugen Onegin. Det var kun i de første år, at Tenna Kraft havde den geniale tenor Vilhelm Herold som partner, siden måtte Niels Hansen og Marius Jacobsen gøre fyldest. Hun spillede ofte sammen med den strålende mezzosopran Ingeborg Steffensen og den dramatisk overbevisende baryton Albert Høeberg. På dirigentpodiet stod i reglen Georg Høeberg eller Egisto Tango. Mange musikskribenter har forsøgt at indfange Tenna Krafts kunst i ord, men prisen går til William Behrend. Han fremhævede hendes alsidighed og fortsætter: “Dernæst hendes ejendommeligt dirrende Sind, der gav sig Udslag i et Sangforedrag, der, fjernt fra tomt Virtuoseri, fængslede og greb ikke blot ved Stemmens varme og rene Velklang, men ved en næsten ængstelig Optagethed af at yde det højeste og bedste baade sangligt og dramatisk (...) aldrig lyttede man alene til Stemmens Vellyd (...), man fulgte hendes Skikkelser, selv i de mindre Partier, med Deltagelse og vaagen Interesse. Noget større og bedre kan næppe siges om en dramatisk Sangerinde.”

Længe før Tenna Kraft i 1927 blev direktørfrue i en strandvejsvilla, var hun som Tenna Frederiksen blevet kgl. kammersangerinde i 1914 og havde fået Ingenio et arti i 1922. I 1932 blev hun tildelt Tagea Brandts Rejselegat. Som ugift havde hun en tid lejlighed på samme hotel som Bodil Ipsen, med hvem hun sluttede et varmt venskab. Skuespillerinden beundrede sangerinden, og Bodil Ipsen har antagelig betydet meget for Tenna Krafts dramatiske udvikling. Som vidnesbyrd om Tenna Krafts fine romancefortolkninger står hendes vidunderlige indspilning af Peter Heises Igennem Bøgeskoven. En udgivelse på cd vil næppe kunne yde hendes kunst retfærdighed, dertil er det nok for lidt og for tilfældigt, hvad der findes. Alligevel vil en cd forhåbentlig engang minde nye generationer om 1900-tallets største danske sangbegavelse.