Margrethe Lendrop

Den første danske Carmen Elisabeth Dons var for aristokratisk og forkrampet til at gøre rigtig indtryk. Da Margrethe Lendrop skulle debutere i rollen 1898, rådede hun sine venner til at medbringe hørerør. Men selvom hendes stemme var lille, sejrede hun på sit erotiske spil og sin fine musikalitet. “Hun virkede pikant og æggende, men ikke rå, og der var i Stemmens dunkelbløde Timbre en sanselig Skælven, som ikke blot betog Don José, men også Publikum,” fortæller teaterhistoriker Robert Neiiendam. Med Vilhelm Herold i rollen som Don José blev forestillingen et tilløbsstykke og Carmen Margrethe Lendrops mest berømmede præstation. Indtil sin afgang i 1919 udførte hun den 131 gange.

Margrethe Lendrop stammede fra et solidt borgerligt provinsmiljø. Moderen var en dramatisk begavelse, og Margrethe Lendrop arvede lysten til teatret fra hende. Hun blev uddannet af den svenske operasanger Algot Lange, der ikke spåede hende nogen fremtid ved teatret. “I Grunden var min Stemme for lille, jeg mener ikke alene i Volumen, men ogsaa af Omfang,” sagde hun selv. Men pladeoptagelser viser, at hendes spinkle lyriske mezzosopran ikke var uden bæreevne, og at hun fik udviklet en fin højde. Vokalt var det egentlig ikke Carmens brede, dramatiske parti, der lå bedst for hende. Det lyrisk-elegiske i Mignon og i bukseroller som Siebel i Faust, Cherubino i Figaros Bryllup og Octavian i Rosenkavaleren lå derimod ideelt for Margrethe Lendrop, der også havde skikkelse til disse partier. Hun havde gennemgået elevskolen, og hendes gennemarbejdede og nuancerede spil i såvel hoved- som de mange biroller, hun udførte, bidrog til hendes popularitet. Hun blev kgl. kammersangerinde i 1915, året før hun sang titelpartiet i Rosenkavaleren ved førsteopførelsen i Danmark. Om sit samspil med Emilie Ulrich, der sang marskalinden, har Margrethe Lendrop fortalt, at de sammen prøvede at løfte den “letfærdige” handling op på et højere åndeligt plan. Sovekammerscenen i første akt mellem de to kvinder, hvoraf den ene spiller mand, har nok været en stærk mundfuld at sluge for det kbh.ske borgerskab. Margrethe Lendrop tog ret tidligt sin afsked i 1919 for kunne hellige sig koncertlivet, som hun ikke havde haft megen kontakt med. Men året efter døde hun pludseligt. Mindet om hendes Carmen levede længe. Der skulle gå mere end ti år, før Det Kgl. Teater med Else Brems atter fik en sensationel Carmen.