Faktaboks

Catharine Frydendahl
Catharine Elisabeth Frydendahl
Født
30. november 1760, København
Død
30. november 1831, København
Arbejdsliv
Sanger
Familie

Forældre: garver, handskemager Hans Jacob Møller (ca. 1721-80) og Kirstine Matthiesen (ca. 1727-1801).

Gift 27. august 1789 med hofviolon Jørgen Berthelsen, født 1757 i København, død 7. februar 1797 samme sted, s. af garder Bertel Hansen og Inger Marie Michelsdatter.

Gift 19. august 1797 med skuespiller Jørgen Peter F., født 18. oktober 1766 i København, død 20. februar 1836 samme sted, s. af lærredshandler Hans Peter F. og Kirstine Mortensdatter.

Børn: Hans Jørgen (1790), Frederik Wilhelm (1791), Hans Wilhelm (1798), Augusta Caroline Henriette (1799).

Da den danske sangerinde Caroline Walter i 1780 debuterede på Gustav 3.s opera i Stockholm, noterede man sig der, at hun fik succes, selvom hun ikke havde Catharine Frydendahls “store og sieldne Stemme”. De to var konkurrenter, og forholdet mellem dem hvilede som en skygge over Catharine Frydendahls ungdom. Via sin elsker general H.H. von Eickstedt, der stod i spidsen for Det Kgl. Teaters ledelse, fik hun gennem forskellige intriger udmanøvreret Walter fra den danske scene. Men Catharine Frydendahl var et usædvanligt vokaltalent, der nemt kunne have gjort karriere uden ufine midler. Sammen med tenoren Michael Rosing havde hun stor andel i, at det i 1700-tallets sidste årtier var muligt at opføre den store opera, opera seria, på Det Kgl. Teater med danske sangere. “Hun havde af Naturen en af de skønneste Sangstemmer jeg har hørt,” huskede digteren Adam Oehlenschläger, og selv den unge kritiker Knud Lyne Rahbek, der var modstander af den store opera, savnede hendes stemme, da han var på studieophold i udlandet. Hun var aktiv sanger i 46 år, det meste af tiden i første række.

Catharine Frydendahl kom fra jævne kår. Som 16-årig kom hun på Det Kgl. Teaters syngeskole, hvor italieneren Michel Angelo Potenza var lærer. Desværre forhindrede de mange intriger omkring hendes person, at hun fik en tilstrækkelig skoling. General Eickstedt gennemtrumfede, at hun fra 1780 fik den ikke-sangkyndige violinist, professor Johannes Darbes i stedet for Potenza. Hendes sopran “var ikke uddannet nok ved Kunst”, mente Oehlenschläger. Da hun 1793 studerede i Dresden hos komponisten Johann Gottlieb Naumann, var man der behørigt imponeret af hendes mægtige stemmemidler, men hun skrev i et bevaret brev, at hun stadig manglede yderligere skoling. Hun debuterede som 17-årig i 1777 i syngespillet Skovbyggeren. I 1780’erne sang hun bl.a. Eurydike i Naumanns Orfeus og Eurydike og Rezia i F.L.Ae. Kunzens Holger Danske. Sidstnævnte blev i 1995 udsendt på cd, hvor man kan studere, hvorledes komponisten har tilrettelagt det virtuose parti, så det har passet for hendes stemme. I recitativerne satses der på lidenskabelig retorisk patos, mens arierne er lagt an på en lysende højde med langt udholdte toner, løb og koloraturer. Både Naumann og Kunzen havde god forstand på sang, og de må have støttet Catharine Frydendahl under indstuderingen af de krævende roller. Hun kunne med lethed trænge igennem både kor og orkester, uden at stemmen mistede sin vellyd, og når hun kom i affekt, forvandlede hendes sang sig til lutter ild og følelse. Teaterhistorikeren Thomas Overskou fortæller, hvordan komponisten J.A.P. Schulz, der virkede som kapelmester, var så betaget af hende i en bestemt rolle, at han ved en forestilling “uvilkaarlig raabte til sin Sidemand i Orkestret: ‘Göttlich, Gott straf’ mich!’.”

Desværre udviklede Catharine Frydendahl de værste primadonnaunoder. Forsømmelighed, opsætsighed og uforskammede breve til direktionen hørte til dagens orden. 1797 døde hendes første mand, hofviolon Jørgen Berthelsen, og samme år giftede hun sig med den store skuespiller Jørgen Peter F. I 1800 blev ægteparret en kort tid indsat i Blåtårn som straf for lydighedsnægtelse, men siden synes Catharine Frydendahls karriere at have fungeret uden større uregelmæssigheder. Også det populære syngespil nød godt af hendes talenter, der indbefattede “en deilig Talestemme” om end med rester af tysk accent. Hun spillede Anna i Schulz’ Høstgildet, Charlotte i C.E.F. Weyses Sovedrikken, skomagerkonen i Kunzens Dragedukken og mange flere. I 1807 sang hun Donna Anna ved den danske førsteopførelse af Don Juan og gjorde et mægtigt indtryk. Hun var dog ingen stor skuespiller, og efterhånden fik Catharine Frydendahl, der udviklede “en lille undersætsig Figur”, svært ved at illudere som forførende ungmø. Forfatteren Lucie Elise Hertz erindrer hende i Weyses Faruk: “Men hvad der ikke tog sig videre godt ud, var da den sorte Hexekvind skal forvandles til den dejlige Blomsterpige – og den gamle tykke Madam Frydendal kaster den sorte Dragt og ved sin Skønhed strax skal besejre Faruk. Hun kunne vel dengang endnu synge godt, men se yndig, ung og indtagende ud eller som en ung uskyldig Pige – var hun rigtignok voxet fra for længe siden.” Året var 1812, da Catharine Frydendahl var 52 år. Fra da af optrådte hun mindre hyppigt, men holdt ud på teatret til 1821, hvor hun sluttede af som Marcellina i Figaros Bryllup.

Catharine Frydendahl var blandt de første danske operasangere, der havde selvstændige koncerter. Hun fortsatte en tid med disse, efter at hun havde forladt Det Kgl. Teater og sang sidste gang som 63-årig ved en koncert i Trinitatis Kirke. Da verdenssangerinden Angelica Catalani nogle år efter gæstede København, konstaterede kritikken, at hendes stemme ikke “havde den Sølverklang, der i sin Tid tonede fra Mad. Frydendahls Læber”.

Beskrivelser og portrætter af Catharine Frydendahl

  • Mal. af Jens Juel i privateje, tegn. af samme i Stat. Mus. for Kunst.
  • Thomas Overskou: Den danske Skueplads, 1854-76.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig