Faktaboks

Olga Meisner-Jensen
Olga Vilhelmine Meisner-Jensen
Født
12. februar 1877, Frederiksberg
Død
20. maj 1949, København
Arbejdsliv
Maler
Familie

Forældre: tømrermester Hans Jensen (1840-80) og Clara Ernestine Meisner (1850-1924).

Bofælle ca. 1924-39: fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen, født 28. oktober 1856 i Hvilsager sogn, død 7. april 1939 i København, d. af lærer, kirkesanger Niels Jensen S. og Caroline Kirstine Petersen.

Navneforandring til Meisner-Jensen 1908.

Olga Meisner-Jensen fik sin første undervisning i tegning og maling på Emilie Mundt og Marie Luplaus private kunstskole for kvinder. Denne skole var blevet oprettet 1886, så unge kvinder kunne lære de grundlæggende discipliner i tegning og maling på betryggende vis. Efter 1888 fik skolen endnu større betydning, idet Kunstakademiet åbnede dørene for kvindelige kunstnere med Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. Olga Meisner-Jensen blev 1898 optaget i akademiets malerklasse, hvor Viggo Johansen underviste, og hun fulgte undervisningen til 1903. Senere deltog hun i et vinterkursus hos maleren Fritz Syberg, som hun selv mente havde betydet meget for hendes kunstneriske udtryk.

Olga Meisner-Jensen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1907. Det blev til adskillige udstillinger her og på Charlottenborgs Forårsudstilling fra 1908. Et rejsestipendium fra akademiet i 1909 gjorde det muligt for hende at foretage en studietur til Paris det følgende år. Her gæstede hun en kort tid L.J. Simon og E.R. Ménards malerskole samt studerede museerne og de moderne kunstudstillinger. Det var især de impressionistiske malere og Cézanne, der kom til at påvirke hendes eget maleri. Paris blev siden besøgt flere gange, ligesom hun 1920 rejste til Italien, hvor det klare dagslys kom til at betyde en del for hendes opfattelse af lyset i maleriet.

I 1917 fik Olga Meisner-Jensen akademiets årsmedalje for billedet En Buket Blomster. Foruden akademiets censurerede udstillinger deltog hun bl.a. i Landsudstillingen i Aarhus 1909, Modern Danish Artists i Brighton, England 1912, Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling 1920 og Danish National Exhibition i Brooklyn, USA 1927. I 1912 udstillede hun sammen med de kvindelige Fynbomalere Alhed Larsen, Cathrine Svendsen, Christine Swane og Anna Syberg i Den fries Udstillingsbygning. Olga Meisner-Jensens malerier viser et tydeligt slægtskab med de fynske malere. Som de, især de kvindelige, malede hun helst blomsterbilleder og portrætter, selvom det også blev til nogle landskabsbilleder. Påvirkningen fra Fynbomalerne ses også i hendes brug af stærke farver og en ofte solskinsfyldt lyssætning. Portrætmalerierne karakteriserer fint modellerne og er ofte i en lysmættet impressionistisk stil.

Sammen med sin svigerinde og veninde, maleren Karen M.-J., var Olga Meisner-Jensen fagligt aktiv i kampen for at bedre vilkårene for kvindelige kunstnere. I 1916 var de blandt de 25 kvinder, som stiftede Kvindelige Kunstneres Samfund. Kvinderne ønskede at kunne vælge kvindelige kunstnere ind i Akademirådet og i Charlottenborgs censurkomité. Olga Meisner-Jensen var medlem af censurkomitéen 1916-17 og 1921 og medlem af Akademirådet 1922-25. Privat levede hun fra 1924 sammen med den første kvindelige hoffotograf Mary Steen.

Beskrivelser og portrætter af Olga Meisner-Jensen

  • Selvportræt fra 1922.
  • Lut Debois (red.): Kvindelige Kunstneres Samfund, 1991. Jens Thiss: Samlede avhandlinger om nordisk kunst, 1920. B.T. 19. oktober 1928.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig