Alhed Larsen voksede op i velstillede kår på det idyllisk beliggende Erikshåb umiddelbart ned til Odense Ås frodige enge. Gården var opført i 1874 som godsforvalterbolig under grevskabet Muckadell. Som leder af en meget stor bedrift havde faderen en kontorhjælp, en lærerinde til børnene og dertil seks tjenestefolk i sit brød. Hertil kom familien selv med en børneflok på en søn og syv døtre, hvoraf Alhed Larsen var den næstældste. I hjemmet herskede en selvbevidst, humoristisk og frisindet tone, og den fasttømrede ungpigeflok skulle snart med fryd forarge borgerskabet ved at gå uden handsker på gaden og ved at anvende de nymodens cykler. Dertil kom, at hjerterne var let antændelige. Erikshåb blev tidligt et samlingspunkt for den gruppe unge malere, der snart skulle blive kendt som Fynboerne. Allerede i 1885 tegnede og malede Alhed Larsen under vejledning af Fritz Syberg, og siden sluttede hendes senere ægtefælle Johannes L. og Peter Hansen sig til. Peter Hansens søstre Anna Syberg og Marie Schou blev hendes veninder for livet, ligesom Johannes L.s søster Christine Swane. For hele denne kreds af Fynbomalere skulle Alhed Larsen blive et samlende midtpunkt.
Som 17-årig tog Alhed Larsen turen til København, hvor hun blev indlogeret i morbroderen, billedhuggeren Ludvig Brandstrups hus. I årene 1890-93 arbejdede hun på Den Kgl. Porcelainsfabrik med underglasurmaling, samtidig med at hun modtog tegneundervisning af morbroderen. 1893-94 var hun med Brandstrupfamilien på en længere Italienstur, hvorunder hun tilegnede sig sproget. Siden vendte hun atter tilbage til Erikshåb. Brylluppet med Johannes L. trak ud nogle år. Dels var hendes familie trods deres frisind ikke begejstret for at få en ung kunstner til svigersøn, og dels skulle denne først skaffe sig et levebrød ved sin kunst. Alhed Larsen var dog fast besluttet og tog med støtte fra Johannes L. atter fat på maleriet, og denne gang for alvor. Hun ville være maler, ikke blot malerkone. Efter brylluppet i 1898 slog parret sig ned i Kerteminde, hvor grundstenen tre år efter blev lagt til det nye hjem på Møllebakken ved kystskrænten i byens udkant. I løbet af de næste to årtier blev hjemmet udvidet gang på gang til det omkring 1920 stod i sin fuldt udbyggede stand, som det vel nok smukkeste kunstnerhjem i landet og et centralt mødested for tidens kulturdebat. Med annekser stod i alt 16 gæstesenge til rådighed, og hjertet i kunstnerhjemmet var værtinden. Som huslærer for parrets to drenge mindedes forfatteren Otto Gelsted siden Møllebakken som et i sin frodighed enestående fristed for skønhed og kultur.
Sideløbende med sine roller som moder og værtinde lykkedes det for Alhed Larsen at skaffe tid til malerkunsten. I perioden 1900-06 udstillede hun fem gange på Charlottenborgs Forårsudstilling. Med ægtefællen var hun i 1904 på studietur til Paris, og i 1907 drog hele familien på et halvt års studie- og malerophold i USA. Med oprettelsen af Faaborg Museum i 1910 fik Fynbomalerne deres eget museum, dog kun med en symbolsk repræsentation af de kvindelige Fynbomalere: Alhed Larsen, Anna Syberg og Christine Swane, som en række af indkøbskomitéens medlemmer betragtede som useriøse blomstermalere. I 1912 lavede kvindetrekløveret en separatudstilling i Den frie Udstillingsbygning sammen med tre andre kvindelige kunstnere.
Som maler arbejdede Alhed Larsen primært med de kvindetypiske motiver: blomster, opstillinger, interiører og vinduesudsigter. Netop de motiver, der lod sig kombinere med hendes øvrige funktioner i hjemmet. I de tidlige arbejder er koloritten ofte noget mørk og tæt, men siden bliver samspillet mellem det indfaldende sollys fra vinduet og blomsterne i vindueskarmen et ofte gentaget motiv i lette lysende toner. I 1917 opførtes på Møllebakken en ny stor atelierbygning, hvor malerparret fik hver sit atelierrum, begge med udgang til Alhed Larsens smukke vinterhave med koralvæg og springvand. Fra vinterhaven hentede hun i de kommende år mange motiver, omkring 1920 ofte i pastel med intenst glødende blomsterfarver. Hun malede tit impulsivt og impressionistisk uden brug af forudgående skitser. Ægtefællen var hyppigt på malertogter og borte fra hjemmet i månedsvis, og hun påtog sig derfor i høj grad de økonomiske anliggender, ligesom hun fra 1920 varetog arbejdet i parrets træsnitsværksted. I de følgende år blev helbredet gradvist dårligere, og det viste sig, at lange ophold på parrets skovgård Båxhult i Småland havde en gavnlig indflydelse. Hovedparten af hendes senere motiver er hentet fra skovgården, og en række arbejder i olie fra foråret 1927 viser, at kunstneren ved sin død var på vej mod en ny stilmæssig afklaring, hvor blomster underordnes interiørmotiver med udsigter gennem vinduet til stiliserede landskaber i fint balancerede kontrastfarver, der giver mindelser om Anna Anchers kunst.
Det var reglen, snarere end undtagelsen i malerkunsten på denne tid, at en maler dannede par med en anden maler. Skønt de kvindelige malere langtfra var kuede i disse forhold, så var samtidens opfattelse ofte, at den kvindelige kunstner mere var den kreative amatør ved sin professionelle mands side. I dette tilfælde blev Alhed Larsen dog vedholdende støttet af sin mand, der også efter hustruens død sørgede for en god repræsentation af hendes kunst på det nyoprettede Kerteminde Museum. En senere tid har haft mere blik for kvaliteterne i den kvindelige kunst, således også for de kvindelige Fynbomalere. Som centralfigur i kunst- og kulturcentret på Møllebakken spillede Alhed Larsen endvidere en vigtig rolle i landets toneangivende debatkredse i århundredets første årtier.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.