Christine Swane

Christine Swane blev allerede i de unge år præget af det kunstneriske miljø, hun gennem broderen Johannes Larsen var kommet i kontakt med. I kunstnergruppen Fynboerne, som især kendes for sine naturalistiske og farvestærke landskabs- og bondemotiver var han en central skikkelse. Til denne kreds hørte ligeledes broderens hustru Alhed Larsen og Anna Syberg. De malede fortrinsvis blomsterbilleder og var begge en stor inspirationskilde for Christine Swane i de tidlige år. Christine Swane blev uddannet hos Fritz Syberg på teknisk skole i Fåborg 1897-98 og igen 1901-02. 1898-1901 gik hun på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, hvor hun havde Viggo Johansen som lærer, dog uden at tage afgang. I en kort periode var hun også elev af J.F. Willumsen og af Harald Giersing, hvis skole hun besøgte i 1920. Skelsættende for hendes kunstneriske udvikling var imidlertid mødet med den svenske maler Karl Isakson omkring 1910 og giftermålet med maleren Sigurd S. Både Isakson og ægtefællen var inspireret af den nyere franske kunst, som satte de koloristiske værdier i højsædet. Og fransk kunst, særlig Matisse og de kubistiske kunstnere, blev en stor inspirationskilde for Christine Swane. Den udpræget naturalistiske stil fra de tidlige år, som var kendetegnet ved stor nøjagtighed og detaljerigdom, blev nu afløst af en mere dekorativ stil med geometriske eller facetagtige former og et todimensionelt billedrum. Samtidig blev farverne lysere, og det var især de gule, blå og grønne nuancer, som blev foretrukket.

Gennem årene udviklede Christine Swane sig til en sart og følsom kolorist. Hendes rejser til Frankrig, Holland, Belgien og England i 1938 og til Italien i 1957 samt jævnlige ophold i Sverige og Norge bidrog ligeledes til at formidle nye impulser og til at stimulere en kontinuerlig lære- og udviklingsproces. Ophold på Bornholm og fra 1950 i Vendsyssel i eget sommerhus efterlod også spor i hendes kunstneriske virke. Emnemæssigt kredsede hun fortrinsvis om motiver som opstillinger og interiører, men malede også portrætter, enkelte figurbilleder og landskaber samt skovbilleder. Til hendes hovedværker hører et mosaikrelief, udført til Damsøbadet på Frbg. 1949-51. Motivet er hentet fra sportens verden og viser gymnastikpiger. Også her, som i de øvrige figurmalerier, arbejdede Christine Swane fortrinsvis med linien og den flade, geometriserede form. I 1926 var hun begyndt at eksperimentere med keramik, hvilket med tiden førte til en større produktion af bl.a. fade og skåle. Inspirationen dertil stammede muligvis fra hendes elevtid hos J.F. Willumsen, som også havde en stor keramisk produktion. Christine Swanes keramiske værker bærer præg af hendes forkærlighed for den kubistisk-ornamentale dekorationsstil, mens de til gengæld er mere traditionelle i selve formen. Endvidere arbejdede hun med skulptur, broderede tæpper og batik, ligesom hun skrev digte, bl.a. trykt i månedsskriftet Atlantis, 1923. Hendes udstillingsvirksomhed begyndte i 1905, hvor hun deltog i Journalistforbundets Udstilling af Arbejder afviste fra Charlottenborg. Derefter udstillede hun regelmæssigt på separatudstillinger samt på officielle udstillinger som Charlottenborgs Forårudstilling, Kunstnernes Efterårsudstilling og på Grønningen, hvor hun blev optaget som medlem i 1937. I 1935, 1941 og 1957 afholdtes retrospektive udstillinger af hendes værker i Kunstforeningen. I 1938 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat og 1943 Eckersbergs Medaille for billedet Fra Birkerød Sø.

Christine Swane var tæt knyttet til sin familie, bl.a. til sønnen Lars, der også blev maler og som ledsagede hende på rejser. Efter skilsmisse fra Sigurd S. i 1920 boede hun sammen med sin søster Rie Larsen på Frbg., senere i Birkerød. Da søsteren havde påtaget sig opgaven at passe husholdningen, fik Christine Swane rig mulighed for at koncentrere sig om sit arbejde. Efter søsterens død i 1954 boede hun i bofælleskab med sønnen i Farum.