Emilie Mundt

Sin tidlige barndom tilbragte Emilie Mundt i Sorø, hvor hendes fader Carl Emil M. var professor ved Sorø Akademi. På mødrene side var der kontakt til kongehuset, idet mormoderen havde været guvernante for den senere dronning Caroline Amalie, som hun også siden bevarede et nært forhold til. Mormoderen havde giftet sig ind i møllerslægten til Bromme Mølle ved Sorø, hvor Emilie Mundt ofte kom på besøg. Allerede fra barnsben var hun vant til politiske og filosofiske diskussioner, faderen var medlem af Den Grundlovgivende Forsamling, og farbroderen Just Henrik M. var borgmester i København Da hun var tre år, døde moderen, og faderen flyttede omkring 1850 med den store børneflok til København. Sammen med søsteren Jacobine fik hun sin skolegang i N. Zahles Skole, hvor hun 1861 tog privatlærerindeeksamen. Modsat søsteren fik hun rosende vidnesbyrd for sin flid og orden samt udtalelser fra tegnelæreren F.F. Helsted om specielle evner for tegning. Efter endt uddannelse fortsatte hun som tegne- og skrivelærerinde ved skolen og blev dermed kollega til den ældre malerinde Christine Løvmand og den jævnaldrende pædagog Henriette Skram, som hun tidligere havde gået i klasse med. Med 20 års tilknytning til N. Zahles Skole i dens formative år fik Emilie Mundt en efter datidens forhold progressiv pædagogisk kvindeuddannelse, der gjorde hende bevidst om den nyorientering af kvindens rolle i det danske samfund, som var undervejs.

1873-74 begyndte Emilie Mundt at videreuddanne sig som kunstner. Først gik hun to måneder hos maleren Jørgen Roed og kom derefter på Vilhelm Kyhns tegneskole, hvor hun mødte sin livsledsagerske, malerinden Marie Luplau, der var datter af den kendte kvindesagsforkæmper Line Luplau. Efter faderens død i 1873 var Emilie Mundt mere frit stillet, og hun valgte da at udvikle sine kunstneriske evner i et fællesskab med Luplau. I 1874 søgte de to kvinder om optagelse på Kunstakademiet, men blev afvist. Først 14 år senere åbnede akademiet i 1888 sine døre for kvinder ved etableringen af Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. Sammen med Luplau tilhørte Emilie Mundt den lille kreds af kvinder, der op gennem 1870’erne og 1880’erne forsøgte at forbedre uddannelsesforholdene for kvindelige kunstnere. Også den bredere kvindepolitiske kamp tog hun del i, selvom hun ikke markerede sig med skrevne indlæg eller påtog sig tillidshverv. Derimod kom hun til at præge en yngre generation af kvindelige kunstnere, da hun sammen med Luplau i 1886 åbnede en privat tegneskole, som parret drev frem til 1913 med dimissionsret til Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder.

Efter afslaget fra Kunstakademiet tog de to kvinder i 1876 til München for at videreuddanne sig. I München var der et inspirerende skandinavisk kunstnermiljø samt mulighed for at tegne efter levende model. 1878 debuterede Emilie Mundt på Charlottenborgs Forårsudstilling og var resten af livet en flittig udstiller, både på Charlottenborg og i andre sammenhænge. 1882-84 tog hun sammen med Luplau til Paris for at studere på Académie Colarossi. Den kunstneriske skoling hun fik gennem årene udmøntedes især i mange skildringer af børneasyler både i København og i Italien. Det berømteste af asylbillederne er Fra Asylet i Istedgade, 1886, der viser de fattige børn under opsyn af en asylmoder. Emilie Mundt havde et indgående kendskab til børn fra sin lærergerning, og denne viden omsatte hun til et velkomponeret billede med 32 individuelle børneskildringer. Hendes billeder af livet på børneasyler var noget nyt i tiden, samtidig med at de afspejlede en kvindepolitisk interesse for arbejderkvindernes og børnenes sag. Som børneskildrer var hun uovertruffen, og hun mangler stadig at blive indskrevet i den almindelige kunsthistorie. Da hendes asylbillede i 1891 blev udstillet i Paris blev det rosende omtalt i det franske kvindetidsskrift La Citoyenne. Foruden børn skildrede hun også selskabeligheden i hendes og Luplaus fælles hjem på Frbg., hvor bl.a. skuespillerinden Andrea Lamberth og kgl. hoffotograf Mary Steen havde deres gang. Sammen med Luplau adopterede hun i 1890 en lille pige, der fik navnet Carla Mundt-Luplau. Rejsestipendier fra akademiet 1890-91 og 1895 gjorde det muligt for hende at foretage flere rejser i både ind- og udland sammen med Luplau. Da Kvindelige Kunstneres Samfund blev stiftet 1916 var hun blandt de første medlemmer.

Med sin familie- og uddannelsesmæssige baggrund kom Emilie Mundt naturligt ind i en pionerrolle, uden dog at blive en førerskikkelse. Hun var en central figur i de netværk, der opstod omkring kvindesag og kunstuddannelse for kvinder i slutningen af 1800-tallet.