Lise Warburg

Lise Warburg og hendes yngre søster voksede op i en familie, der med faderen som det samlende punkt fik den danske modernisme lige ind i stuen. Han var en central figur, dels som tegner på Politiken, dels som maler i sammenslutningen Grønningen. Mange af de kulturpersonligheder, der kom i hjemmet, fik betydning for Lise Warburg og hendes sans for kunstnerisk kvalitet. Sin skolegang fik hun først på Den Classenske Legatskole og siden på Sortedams Gymnasium, den tidligere H. Adlers Fællesskole. Det var den første fællesskole i landet og på mange måder eksponent for tankerne i det frisindede borgerskab. Men den unge Lise Warburg forlod skolen efter realeksamen og tog erhvervsarbejde. I 1951 søgte hun ind på Kunsthåndværkerskolen, hvor hun fulgte undervisningen i modetegning og syteknik. Samme år blev hun gift og gravid med sit første barn. Hendes mands arbejde førte 1952-54 familien til Schweiz, og Lise Warburg vendte ikke siden tilbage til Kunsthåndværkerskolen. I 1955 fødte hun en datter, og tiden med de små børn blev krævende og uden megen plads til kunstnerisk udfoldelse.

I 1959 arvede Lise Warburg en gobelinvæv og begyndte at arbejde hos en af de såkaldte Skovgaardvævere Thordis Eilertsen, der havde en vævestue på Frbg., hvor Vera Stilling også blev ansat. Her lærte hun gobelinvævning og gobelinrestaurering. I 1961 døde Eilertsen og Stilling med kort tids mellemrum, og det blev derfor Lise Warburg, der kom til at færdiggøre vævningen af Jais-Nielsens gobelin til Handelshøjskolen i Ålborg 1962. Året efter fik hun sit eget værksted. Blandt hendes første samarbejdspartnere var maleren og illustratoren Kamma Svensson, for hvem hun bl.a. udførte billedtæpperne Min søster og brud, 1963, og senere Adam og Eva og skabelsens dage, 1982. Hun begyndte også at arbejde sammen med maleren Mogens Andersen, hvilket medførte intense og forbilledlige gobeliner til bl.a. Statens Museum for Kunst i 1964, Danmarks Nationalbank 1965 og Nordjyllands Kunstmuseum 1968. Desuden leverede hun gobeliner til Danmarks Tekniske Højskole 1979 og Christiansborg 1991. På foranledning af den norske garnekspert Helen Engelstad kom Lise Warburg 1966 og 1970 på kursus i spinding, billedvævning og plantefarvning på Statens Lærerskole i forming i Oslo. I 1968 udvidede hun sin interesse for farvning af garn ved at tage på kursus i kemisk farvning hos firmaet Geigy i Basel, Schweiz. Geigy var førende inden for området og samarbejdede bl.a. med statsinstitutionen Manufacture Nationale des Gobelins i Paris. Sidstnævnte besøgte hun 1971-72 ved hjælp af et legat fra Nationalbankens Jubilæumsfond. En anden af Lise Warburgs samarbejdspartnere var Ole Schwalbe, med hvem hun skabte tæppet Rød luftspejling, Firenze, 1969. Kompositionen var udført af Schwalbe, mens Lise Warburg spandt og farvede den uld, tæppet blev vævet af. Tæppet, der blev købt af Ny Carlsberg Fondet, opbevares i dag på Kunstindustrimuseet. I 1971 udførte hun sammen med maleren Emil Gregersen en stor gobelin til Odder Rådhus, og 1974 skabte hun i samarbejde med keramiker Birte Weggerby et sceneforhæng til Tingbjerg Skole, der fra 1994 har været placeret på Hvidovre Hospital.

Trods Lise Warburgs mange store opgaver var der ikke altid lige mange penge at rutte med. Legater og donationer gjorde det dog muligt for hende at eksperimentere og tage på kurser. I 1970 og igen i 1981 modtog hun således legater fra Statens Kunstfond til undersøgelse af uld og uldbehandling. Det var den norske spinderske Sunniva Lönning, der vakte Lise Warburgs interesse for dansk uld. Lönning havde set Schwalbetæppet og spurgte, hvorfor Lise Warburg ikke, foruden norsk uld, også spandt og vævede i den danske. I 1974 udkom Spindebog, som et synligt resultat af Lise Warburgs udforskning af området. Bogen, der året efter udkom på svensk, blev en forløber for Spind og tvind, 1975, som hun udarbejdede sammen med Lilli Friis. Treklangen blev afsluttet med heftet Uld – til håndspinding, 1976, der kom i seks oplag, 1981 også i en grønlandsk udgave. Spind og tvind var også titlen på den udstilling, hun 1975-77 koordinerede i samarbejde med Kunstindustrimuseet og Herning Museum. Projektet vakte stor interesse i tekstile kredse, og de udarbejdede plancher kom til at indgå permanent i studiesamlingen ved Herning Museum. I 1976 modtog Lise Warburg Tagea Brandts Rejselegat, hvilket gjorde det muligt for hende at deltage i flere faglige konferencer. Hun var 1978-90 redaktør af Tekstilcras ved kunsttidsskriftet Cras og har i dette regi skabt et enestående kildemateriale til belysning af nordisk tekstilkunst. Sammen med bl.a. Vibeke Klint, Margrethe Agger og Berit Hjelholt var hun 1979 medforfatter til den tidstypiske lille bog Frihed til at væve. Heri gav hun et ærligt og yderst kvindeorienteret bud på den tekstile virkelighed, som den fremstod i de år. Bogen, der udtrykte et venstreorienteret og samfundskritisk menneskesyn, rummede en dybt engageret indføring i arbejdet som gobelinvæverske. I 1980 udgav hun den lille bog Strikkeskeen, der afdækker brugen af et hidtil ukendt strikkeredskab. Gennem årene har Lise Warburg undervist på bl.a. Konservatorskolen, Det Jyske Kunstakademi, Danmarks Lærerhøjskole og Skolen for Brugskunst, hvor hun med sin direkte og barske facon har stillet tårnhøje faglige krav. Desuden har hun 1981 og 1985 undervist i uldbehandling og spinding i Grønland under De Samvirkende Fåreholderforeninger og holdt mange foredrag om sit arbejde.

Ud over Lise Warburgs deltagelse i fællesprojekter, der er blevet udført på klassisk vis som et samspil mellem billedkunstner og gobelinvæver, har hun udført en række værker efter eget forlæg, bl.a. til Hedeager Kirke ved Herning. Hertil vævede hun 1981 et antependium i gobelinteknik, 1985 en gobelin til prædikestolen, og 1987 tegnede hun forlæg til en strikket messehagel, der blev udført af Vinca Thiele. Dertil kommer et vævet antependium til Garnisons Kirke 1983 og en applikeret messehagel til Sjørslev Kirke 1988. Samme år var hun medforfatter til bogen Fru Kirstens børn, der var sat iværk af Nationalmuseet. Lise Warburgs bidrag var en forbilledlig og begavet analyse af de strikkede dragter, som to af Christian 4.s børn med Kirsten Munk var iført ved begravelsen i 1620’erne i Roskilde Domkirke. Kapitlet er et karakteristisk eksempel på hendes forunderlige syntese af viden og tekstil sansning parret med præcis analyse og en formidlingsform, der gør gennemlæsningen spændende som en roman. Direkte afledt af dette arbejde fulgte 1989 en kontant anerkendelse fra Statens Kunstfond og Den Populærvidenskabelige Pris fra Dansk Forfatterforening. Støttet af Kulturministeriet fremlagde hun i 1995 sin nyfortolkning af gobelinsuiten La Dame à La Licorne på Cluny-museet i Paris. Ved siden af arbejdet som gobelinvæverske har Lise Warburg bl.a. været medlem af bestyrelsen for Danmarks Designskole 1990-97 og fra 1991 medlem af Centre Internationale d’Etudes des Textiles Anciennes i Lyon. Igennem de seneste år har hun været optaget af at registrere og gennemskrive historien om de danske gobelinvævere og deres værksteder. Til det arbejde modtog hun i 1990 manuskriptstøtte fra Nationalbankens Jubilæumsfond.