Berit Hjelholt

Berit Hjelholt blev født ind i en svensktalende småkårsfamilie i Finland. Ud af de i alt syv søskende døde to som små. Faderen var på det tidspunkt i New Zealand, og moderen stod med ansvaret for såvel børnene som den daglige landbrugsdrift. Familien havde et stærkt sammenhold og satte pris på de eventyr, som faderen kunne fortælle, når han kom hjem fra sine rejser som håndværker bl.a. i USA. Tidligt lærte pigerne at håndtere tenen og at spinde, mens drengene lærte at bruge træværktøjet. Som ganske ung søgte Berit Hjelholt undervisning i tegning og drømte om at blive billedkunstner i klassisk forstand. Men hjemmets økonomi var stram, og Anden Verdenskrig gjorde sit til, at valget af uddannelse blev mere nyttebetonet. 1939-45 lærte hun mønstertegning og siden tekstilformgivning på Konstindustriella Läroverket Atheneum i Helsingfors, hvorfra hun tog afgang i 1947. Samme år fik hun mulighed for at løse designopgaver på hørfabrikken Tampella i Tammerfors.

I 1946 havde Berit Hjelholt været på et studieophold på Konstfackskolen i Stockholm. Der mødte hun den danske modstandsmand Gunnar H., der var på rekreation efter et ophold i en tysk koncentrationslejr. I 1949 blev de gift, og hun fulgte ham til Danmark, hvor de først boede og underviste på en højskole og siden slog sig ned i Bagsværd lidt uden for København I årene, der fulgte, fik hun sine to børn og underviste på aftenskole, bl.a. i stoftryk og keramik. Samtidig fortsatte hun med at tegne, og i 1958 begyndte hun at væve. I forbindelse med ægtefællens arbejde som psykolog og konsulent for rederiet Lauritzen kom hun på flere langvarige udlandsrejser, bl.a. til Indien, Thailand, Hawaii, Japan og USA. I de fremmedartede omgivelser fik hun ro til at indkredse sine indtryk gennem skitser og tegninger, der tilsammen dannede det nødvendige fundament for store billedvævninger. Inspireret af opholdet i Japan studerede hun 1964-67 japansk og kalligrafi på Københavns Universitet. I 1969 flyttede familien til Nordjylland for året efter at købe en nedlagt landbrugsejendom, der blev indrettet til værksted og kursusejendom. I disse landlige omgivelser med klitter, marker og hav fandt hun et rum, der udviklede hendes arbejder både motivisk og tekstilt. Hun udførte således en lang række arbejder i hjemmedyrket hør og håndspunden uld, som hun selv plantefarvede. Berit Hjelholts motiver tager udgangspunkt i barndommen, i det skiftende vejrlig og ikke mindst i omgivelsernes farvespil. På baggrund af sine lette, æteriske vævninger, ofte gennemskinnelige, blev hun i 1987 udpeget til at udsmykke Folketingets store mødesal. Det skete med det todelte tæppe Som en rejselysten flåde, der slog fast, at Berit Hjelholt er en af de ypperste repræsentanter for tekstilkunsten i Danmark. I dette værk kom hendes barndoms fascination af faderens rejser og det evigt bevægelige hav til udtryk i en formfuldendt komposition af et frit fortolket landskab. Samtidig formåede hun at bibringe salen et udtryk af fjerne bjerge og eventyr, som et symbol på regeringsrummets muligheder.

Siden sin debut i 1956 har Berit Hjelholt deltaget i en lang række gruppeudstillinger, og i 1988 blev hun medlem af kunstnersammenslutningen Corner. Samme år mistede hun sønnen Anders, et tab, hun bl.a. har bearbejdet ved at påtage sig en række kirkelige opgaver. Allerede fra begyndelsen af 1980’erne havde hun arbejdet med tekstilkunst til kirker, og 1989 skabte hun Livets træ til Ellebæk Kirke i Holstebro, i 1990 Se nu stiger solen til Viborg Kirkegårds Kapel og i 1994 Denne er dagen til Østervang Kirke i Glostrup. Flere gange har hun haft separatudstillinger, bl.a. i Nyköping Konsthall, Sverige 1960, på Kunstindustrimuseet 1974 og på Hjørring Kunstmuseum 1990. På sidstnævnte udstilling blev det tydeligt, hvor sammenhængende Berit Hjelholts kunst er, hvorledes hun stilfærdigt og konsekvent har gennemarbejdet de samme motivkredse: naturen, det religiøse idégrundlag samt sansningen af forskelligt vejrlig. Denne kontinuitet kan også ses i den lange række af udsmykningsopgaver, hun har løst, fra en af de tidligste Dagen til Nationalbanken, 1974, hvor lyset rejser sig i en smukt ornamenteret komposition, over Hjemve, 1978, der har skibe i en symbiotisk forbindelse med bjerge, til Koggen, 1988, til Danmarks Radio i Ålborg. I sidstnævnte værk er kompositionen friere og lettere, som i et japansk penselstrøg fastholdes på en gang storm og vind med sten, træ og bjerge til et samlet hele. Berit Hjelholt er blevet tildelt en lang række legater og hædersbevisninger, bl.a. stipendier fra Statens Kunstfond, guldmedalje ved den internationale tekstiltriennale i Lódz, Polen 1978, Tagea Brandts Rejselegat 1980, Skovgaard Medaillen 1981 og Lis Ahlmanns Legat 1994.