Margrethe Agger

Margrethe Agger ville som ung gerne have været fysioterapeut, hvilket formentlig havde passet godt til hendes faders forestillinger om en varig stilling for sine døtre. Men både hun og hendes søster, tegneren Else A., valgte at søge uddannelse inden for det kreative område. Det lå dem nu heller ikke så fjernt, omgivet som de var af familiemedlemmer, der i mange år havde været etablerede inden for det kunstneriske felt. To mostre, Signe Rønne og Elisabeth A., var tekstilkonservatorer og ansat på Statens Museum for Kunst, mens morfaderen Svend Rønne og farbroderen Knud A. havde vundet anerkendelse som malere. Alligevel var det lidt af en tilfældighed, at Margrethe Agger som 19-årig kom ind på tekstillinien på Kunsthåndværkerskolen. Her mødte hun et stramt og yderst konkret kvalitetsbegreb, funderet i den danske unikatradition, der fra først i 1920’erne blev udviklet i et tæt samspil mellem arkitekter og vævere. Et samspil, der hovedsagelig byggede på teorier om funktionalisme og med dem en renselse af form, uden megen plads til fabuleren eller figuration i de brugstekstiler, der blev udført i studieforløbet. Men via billedvæveren Franka Rasmussen mødte hun også et frit og undersøgende forhold til det at arbejde udtryksmæssigt. Denne tendens blev yderligere styrket gennem undervisningen i form og komposition hos Erik Clemmesen, der ud over at være kunstanmelder ved Kristeligt Dagblad også var maler og grafiker. De to lærere har Margrethe Agger selv anført som de væsentligste for hendes søgen mod at arbejde med billeder.

Margrethe Aggers første skridt mod det figurative kom imidlertid i forbindelse med et praktikophold hos Astrid og Nobert Kahn, som på deres vævestue udførte billedvævninger til kirker og større udsmykninger. Her lærte Margrethe Agger at blive færdig til tiden, fordi hun trods sin endnu ikke afsluttede uddannelse fik svendeløn, der blev udregnet på timebasis. Men opholdet betød også et inspirerende møde med billedvævning. 1965 fødte Margrethe Agger datteren Annika, og hun tog året efter afgang fra Kunsthåndværkerskolen. Det var en krævende periode, der de første år omfattede familie, vævning og et rengøringsjob; sidstnævnte skulle sikre økonomien og blev senere afløst af omfattende undervisning. Det markante brud med brugstekstilerne kom først omkring 1968, hvor der blev vist en stor udstilling af polske vævninger på Lyngby Rådhus og Kunstindustrimuseet. Denne udstilling og andre med afrikanske billedvævninger og egyptiske børnevævninger pejlede hende ind på at væve figurativt, hvilket absolut ikke var i højsædet på den danske tekstilscene i disse år. Senere fulgte et ophold i Mexico 1975-76, hvor hun gjorde endeligt op med den stramme unikatradition og begyndte, til dels tvunget af manglen på materialer og værktøj, at arbejde friere og mere fabulerende. Hendes motivkreds udsprang af mødet med huoastegoindianerne, der på trods af en yderst fattig dagligdag forstod at udsmykke og dekorere såvel tøj som husgeråd med ornamenter i stærke farver. Disse oplevelser omsatte hun i en række billedvævninger, der blev vist separat på Kunstindustrimuseet i 1977, en udstilling, der betød et veritabelt gennembrud for hende. Nu blev der nok at lave, vævningerne kunne sælges, og hendes kurser blev søgt over hele landet. Med indianerbillederne som det ene yderpunkt og en række såkaldte bølgebilleder som det andet fortsatte udviklingen af hendes personlige formsprog. Ofte tog hun udgangspunkt i skitser eller akvareller, udført på rejser primært til de nordiske lande. De vævede billeder var nu farverige, fyldt med figurer, nogle som blomster, andre som dyr eller ornamenter og i en størrelse, der gjorde dem salgbare som udsmykninger.

Gennem 1980’erne fik Margrethe Agger hjælp på værkstedet af en del elever, der siden har markeret sig som designere og frie billedkunstnere, bl.a. billedvæverne Kari Guddal og Gina Hedegaard-Nielsen samt designeren Dorte Østergaard Jakobsen. Også på andre felter indledte hun samarbejde om at udvikle tekstil som billedmedie, bl.a. i arbejdsgruppen for Den nordiske Tekstiltriennale, som hun var medstifter af i 1974, og i Kunstnersammenslutningen M59, som hun blev medlem af 1972 og formand for 1983-88 og igen fra 1997. Hun underviste på Haandarbejdets Fremmes Seminarium, Danmarks Lærerhøjskole, Århus Kunstakademi og Albertslund Billedskole, hvor hun blev leder i 1989. Dertil kom løsning af en række konsulentopgaver for bl.a. Gentofte Kommune i 1974 og Albertslund Kommune 1988-91 og senest ansættelsen som kunstkonsulent for Vestsjællands Amt fra 1997. Her har hun fået væsentlig betydning både for de kvindelige kunstnere i amtet og for området tekstilkunst, der igennem de sidste 10-15 år har levet lidt af en skyggetilværelse.

Siden optagelsen på Charlottenborgs Forårsudstilling 1968-71 og Kunstnernes Efterårsudstilling 1969-71 har Margrethe Agger deltaget i og organiseret en lang række udstillinger her som i udlandet. Hun har modtaget flere stipendier og udmærkelser, bl.a. fra Statens Kunstfond og i 1972 Dansk Kunsthåndværks Årspris. I de senere år har hun hovedsageligt arbejdet med en humoristisk og stiliseret gengivelse af velkendte dyr, bl.a. grise, geder, fugle og hjorte, som hun har set uden for sit vindue på den gård på Sjællands Odde, hvor hun både passer dyr, farver garn og siden midten af 1980’erne har haft sit eget værksted.