Franka Rasmussen

Franka Rasmussen blev født ind i en solid, velstående tysk familie, som det sidste af fem børn. Moderens familie var akademikere, mens faderen var medejer af den kendte kemikoncern Hoechst. Han var en ivrig fritidsmaler og tog gerne sine børn med på kunstmuseum. Under Første Verdenskrig fik Franka Rasmussen tyfus og pådrog sig i den anledning en varig svagelighed. Efter at have besøgt nogle malerkurser søgte hun ind på Kunstgewerbeschule i Frankfurt am Main, hvor hun studerede 1928-29 og traf sin kommende mand, maler og professor Peter Christian R. Samtidig med at de i 1930 blev gift, sagde han ja til at tiltræde en stilling på den nyoprettede Kunsthåndværkerskole i København, og parret flyttede til Danmark. De første år her eksperimenterede Franka Rasmussen på sit værksted og udfordrede til stadighed grænsen mellem tekstil og maleri. Som mange andre kunstnere var hun inspireret af Bauhaus, men udviklede snart sit eget formsprog.

Efter ægtefællens død i 1935 måtte Franka Rasmussen skaffe sig en mere stabil indtægt, og hun kom snart til at undervise. Fra 1940 blev hun lærer ved Kunsthåndværkerskolen og viste sig at have et forunderligt pædagogisk talent. Modsat så mange andre undervisere udæskede hun sine elever til den yderste grænse, aldrig for at få dem til at reproducere hende selv eller hendes idéer, men for at styrke deres søgen efter en egen kunstnerisk identitet. Enkelte kunne ikke klare presset, mens andre fik en oplevelse for livet. Trods konflikten mellem på den ene side at være udøvende kunstner med løsning af bl.a. enkelte scenografiske opgaver for Riddersalen, Det Kgl. Teater og Det Ny Teater og på den anden side en engageret underviser, lykkedes det hende fra 1948, hvor hun debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling, og i årene frem at markere sig på den danske udstillingsscene. 1954-55 havde hun bl.a. separatudstillinger i Athenæums Kunsthandel og fra 1961 i Clausens Kunsthandel. 1961 blev hun også medlem af malersektionen i Kunstnersamfundet og 1966 af kunstnersammenslutningen Koloristerne. Hun var en af de få danske tekstilkunstnere, der udstillede på Textilbiennalen i Lausanne, hvor hun deltog i den tredje biennale i 1967, ligesom hun deltog i juryen ved den første Nordiske Textiltriennale i 1976. I disse tidlige år arbejdede hun med eksperimenterende vævninger i store formater, gerne med en uventet og overraskende brug af grove og strukturerede garner. Det var grundlæggende formens forløb over fladen, der interesserede hende. Hun arbejdede desuden med at afprøve grænser for farveskift og væv, en teknik, hun aldrig havde lært som håndværk, men tilegnet sig som et medie for udtryk. Mange år senere forlod hun da også væven for i stedet at arbejde med fri rumlig form. Retrospektivt kan hendes værk således inddeles i tre perioder: en første periode, hvor hun arbejdede med det flade tekstile tæppe, en anden, hvor hun var optaget af det transparente, og endelig en periode, hvor det rumlige var i fokus.

I 1971 udstillede Franka Rasmussen på Salon des Réalités Nouvelles i Paris, hvor hendes arbejder vakte en vis interesse, to år senere udstillede hun igen i Frankrig på Expressions Textiles Nordiques i Angers sammen med en række af Danmarks ypperste navne. Forsøget på at fastholde den kunstneriske identitet samtidig med, at hun underviste, var lykkedes. Franka Rasmussen fortsatte sin undervisningsvirksomhed på Kunsthåndværkerskolen frem til 1977, da hun fyldte 70. Det var lidt af en præstation, der ikke bliver mindre af, at hendes eksperimenterende arbejde med tekstil adskilte sig fra det slebne og næsten anonyme håndværk, der er så lang en tradition for i Danmark. Det ses fx i mange af hendes udsmykninger fra 1960’erne og 1970’erne, hvor enkelte store former fremhæves i grove materialer på en glat bund. En egentlig figurlighed interesserede hende ikke.

Franka Rasmussen modtog en række hædersbevisninger og legater, bl.a. Dansk Kunsthåndværks Årspris 1971, den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond 1981 og Eckersbergs Medaillen 1982. Hun havde desuden flere tillidsposter, fx i censurkomitéen for Kunstnernes Efterårsudstilling og for den Nordiske Textiltriennale. I anledning af hendes 80-års dag i 1987 opfordrede Statens Kunstfond til, at der skulle afholdes en udstilling af hendes værker. Det blev besluttet også at invitere en række af de mest markante elever fra hendes 40 år som underviser. Med udstillingen, der blev vist på Dansk Arkitekturcenter, Gammel Dok, blev der tegnet et bredspektret billede af en kunstner, der i sin karriere kun sjældent havde stået forrest. Reelt havde det kun været muligt at følge hendes udvikling gennem de jævnlige udstillinger i Clausens Kunsthandel og gennem løsningen af de udsmykningsopgaver, hun også nåede at forestå i perioden 1960- 85. Enkelte kunstmuseer har værker af Franka Rasmussen i deres besiddelse, men først gennem værker af hendes elever, for hvem hendes indsats har været uomgængelig, får man et dækkende billede af denne stærke og dynamiske person.