Efter Christian 4.s død så Kirsten Munk, hendes børn og svigerbørn muligheden for en rehabilitering og hævn. Kruse blev trods sygdom jaget ud af Rosenborg, og da hun døde to måneder efter, fik hun en yderst beskeden begravelse.
Skønt rigsrådet sad inde med magten i månederne mellem Christian 4.s død og Frederik 3.s tronbestigelse, opnåede Kirsten Munks parti meget lidt. Det fik dog udvirket en erklæring fra rigsrådet, hvori dette anerkendte gyldigheden af hendes ægteskab med kongen, og at alle hendes børn var ægtefødte. Men rigsrådet modsatte sig, at hun modtog arv efter Christian 4. og fik len som aftalt forud for brylluppet, ligesom det afviste, at der kunne føres proces mod Kruse med tilsidesættelse af de almindelige retsregler.
Når Kirsten Munk trods den tilsyneladende gunstige situation ikke opnåede mere, skyldtes det bl.a. den voksende opposition i rigsrådet mod det såkaldte svigersønneparti, der med Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested i spidsen talte hendes sag. Og efter Frederik 3.s tronbestigelse 1648 sad der atter en modstander på tronen, som efter svigersønnepartiets fald i 1651 fik frit spil.
I desperation tog Kirsten Munk kontakt med Sverige og støttede kong Karl 10. Gustavs krigsførelse økonomisk, ligesom hun opmuntrede den landflygtige svigersøn Ulfeldt i hans prosvenske politik. Som alle andre led hendes godser under Karl Gustav-krigene og den svenske besættelse af landet.
Hun døde i 1658 og blev begravet i Odense under stor pragtudfoldelse, fordi Ulfeldt og den svenske hær da stadig opholdt sig i byen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.