Ellen Marsvin

Da Ellen Marsvin blev født i 1572, havde Danmark og Sverige et par år forinden sluttet Den Nordiske Syvårskrig, og i den næste menneskealder var der fred samt gode konjunkturer for landbruget. Hendes fader Jørgen M. tilhørte landets økonomisk-politiske elite, og hun voksede op i et miljø, præget af rigdom, godsopkøb og byggeri.

Forældrenes ægteskab var præget af idelige barnefødsler. Ellen Marsvin havde fire ældre søskende og fik fem yngre. Skønt faderens officielle sendelser, tildeling af len og optagelse i rigsrådet viste, at han nød hoffets gunst, skyldtes hans forflyttelse i 1578 fra Odensegårds len til Sølvitsborg formentlig de mange klager over hans embedsførelse. Hans økonomiske virkelyst var åbenbart parret med en vis hensynsløshed. Helt i tidens ånd strakte denne virkelyst sig også til at arrangere et passende ægteskab for Ellen Marsvin. Og da hun i 1589 som 17-årig ægtede den 52-årige godsrige Ludvig Munk, der havde en fortid som hofmarskal og statholder i Norge, og som nu var norsk lensmand, havde forældrene ikke blot fundet et socialt og økonomisk passende parti, men åbenbart også en mand, hvis robuste moral lignede faderens. Under en retssag i Norge kom Munks embedsmisbrug og hårdhændede behandling af bønderne for dagens lys. Den unge Ellen Marsvin har sikkert i perioder måttet tage sig af den daglige drift, når ægtefællen besøgte sine norske len, og da hun som 30-årig blev enke i 1602, forestod hun driften alene. Fem år senere giftede hun sig igen med en noget ældre mand, den 50-årige Knud Rud. Denne gang afspejlede giftermålet formentlig hendes egne ønsker, men atter får man indtryk af et velovervejet ægteskab. Rud var lensmand på det indbringende Odensegårds len og søn af en rigsråd. Ellen Marsvin knyttede således igen forbindelse til adelens højeste lag. I 1611 blev hun enke for anden gang. I det kortvarige ægteskab var der ingen børn; fra sit første ægteskab havde hun datteren Kirsten.

Efter Munks død, da Ellen Marsvin stod alene for landbrugsdriften, møder vi de første vidnesbyrd om hendes forretningssans, der også gav sig udslag i påholdenhed. Og efter Ruds død kastede hun sig med energi over godsdrift, godsopkøb og byggeri. Det har givet hende et image som hård forretningskvinde, og datteren har næppe fået den nødvendige kærlighed og opmærksomhed. Men Ellen Marsvin var selv vokset op og blev giftet ind i et miljø, hvor benhårde økonomiske kalkuler var hverdagen. Netop de første årtier af 1600-tallet var præget af spekulationskøb og -salg af adelsgods. Det var en proces, der førte til en polarisering inden for adelstanden. Mange blev fanget i dette net af lån og kautioner, der resulterede i flere fallitter, men også i en koncentration af store godsmasser på få hænder. Ellen Marsvin var en af dem, der med størst dygtighed forstod at udnytte situationen. I 1625 besad en adelig godsejer i gennemsnit 600 tdr. hartkorn. Hun ejede 7.600 tdr. og var dermed utvivlsomt den største godsejer på Fyn. Hertil hjalp også det i 1615 pludselig opståede kærlighedsforhold mellem datteren Kirsten Munk og Christian 4., hvad Ellen Marsvin behandlede som et forretningsanliggende. Hun ønskede ikke, at datteren blot skulle være endnu en i rækken af monarkens løse forhold efter dronning Anna Cathrines død i 1612 og førte langvarige forhandlinger med kongen. Som resultat blev der opsat et juridisk dokument, som sikrede Munk et len på livstid efter kongens død, og hun blev gift til kongens venstre hånd, dvs. hun var hustru, men ikke dronning.

For datteren arrangerede Ellen Marsvin et ægteskab på samme måde, som hun selv var ude for i sin ungdom, denne gang blot med større perspektiver. Hun kom hurtigt på talefod med sin kgl. svigersøn, der tydeligvis beundrede hendes driftighed og økonomiske sans, og fik betroet både penge og børn, da ægteskabet mellem Munk og kongen blev velsignet med en halv snes børn. At Ellen Marsvin forestod opdragelsen af børnene var helt i tidens ånd, men næppe heldigt, da hendes følelseskolde natur og hektiske forretningsliv åbenbart ikke gav meget plads til hverken datteren eller børnebørnene. Mere held havde hun med de midler, som kongen lod hende forvalte på hustruens og børnenes vegne. Når Ellen Marsvin lånte penge af kongen, optrådte hun åbenbart som stråmand for denne ved opkøbet af hovedgårdene Boller ved Vejle og Rosenvold ved Randers. Hun fik leverancer til proviantering af kronens skibe, og nok så vigtigt var hun en af de få kvinder, der opnåede len, nemlig Dalum Kloster i tiden 1620-39. På flere måder blev det katastrofalt for Ellen Marsvin, at forholdet mellem datteren og kongen brast i 1630 efter Munks affære med rhingreven Otto Ludwig af Salm. Ellen Marsvin forsøgte at gribe ind i sagen ved at føre Vibeke Kruse sammen med kongen, hvad enten det var for at bevare forbindelsen til kongen eller for at give ham skylden for bruddet. Hun forsøgte også at forlige kongen og datteren og ikke mindst at få ham til at vedkende sig faderskabet til Munks sidstfødte Dorothea Elisabeth. Alt sammen forgæves. Hun kunne styre økonomi og godsdrift, men ikke kongens og datterens følelser. Alligevel lykkedes det hende at bevare et godt forhold til ham i nogle år. Umiddelbart efter bruddet i 1630 blev hun beordret til at overdrage Boller og Rosenvold til datteren. Men frem gennem 1630’erne blev han i stigende grad irriteret over hendes forsøg på at få ham til at anerkende Dorothea Elisabeth. Ellen Marsvin blev sat fra opdragelsen af hende, og i 1639 mistede hun Dalum Kloster. I 1640’erne levede hun tilbagetrukket fra det politiske liv.

For eftertiden er Ellen Marsvin især kendt som godssamler og for sin byggeaktivitet. Efter sin første mand arvede hun Nørlund i Nordjylland og Lundegård på Fyn; i 1615 købte hun en part af Vallø med Egeøjegård og Lellinge i Østsjælland samt Ulfeldtsholm, det nuværende Holckenhavn, på Fyn. Sidstnævnte hovedgård forøgede hun 1629-36 med to fløje, en kostald og en hestestald og omdøbte den til Ellensborg. Foruden de jyske Rosenvold og Boller anskaffede hun sig i 1620’erne Kærstrup på Tåsinge og Vejlevgård, ligesom hun mageskiftede sig til Thurø, hvor hun senere opførte en ladegård og Thurø Kirke. På Lundegård opførte hun en ladebygning, ligesom hun lod udføre byggearbejder på Dalum Kloster. Ellen Marsvin var et produkt af sin tid. Hun tilhørte dem, der talentfuldt fik manøvreret sig igennem de vanskelige år. Der kendes andre eksempler på adelskvinder, der forestod landbrugsdrift og herregårdsbyggeri; men hun skiller sig ud i flere henseender. Forbindelsen til hoffet som kongens svigermoder bragte nogle fordele. Det var ret usædvanligt med kvindelige lensmænd, og hendes storstilede godsopkøb og byggeaktivitet var også i særklasse. Det er sammenfaldet af hendes langvarige enkestand, de ustabile forhold på godsmarkedet og hendes snævre forbindelse til hoffet, der muliggjorde en udvikling af de sider i hende, som ellers kun blev fuldt udfoldet hos mænd.