Ellen Marsvin

Faktaboks

Ellen Marsvin
Født
1. februar 1572, Landskrona Slot, Skåne
Død
11. november 1649, Holckenhavn, Vindinge sogn, Svendborg amt
Titel
Adelig
Arbejdsliv
Lensmand og godsejer
Familie

Forældre: rigsråd Jørgen M. (ca. 1527-81) og Karen Gyldenstierne (ca. 1542-89).

Gift 29. juni 1589 med godsejer, lensmand Ludvig Munk, født 1537, død 8. april 1602 på Lundegård, Nørre Broby sogn, s. af godsejer Ludvig M. og Kirstine Pedersdatter Lykke.

Gift 11. januar 1607 med godsejer, lensmand Knud Rud, født 11. marts 1556 på Vestervig Kloster, Vestervig sogn, død 22. juli 1611 på Odensegård, s. af admiral, rigsråd Erik R. og Anne Hardenberg.

Børn: Kirsten (1598).

Ellen Marsvin

Ellen Marsvin er i eftertiden blevet kendt som godssamler og for sin byggeaktivitet. Hun var gift to gange, og efter den sidste ægtefælles død i 1611 kastede hun sig for alvor over godsdrift, godsopkøb og byggeri. Hun var den største godsejer på Fyn og besad hele 7.600 tønder hartkorn mod et gennemsnit på 600 tønder. I sit første ægteskab fik hun datteren Kirsten, der blev gift til venstre hånd med Christian 4. i 1615. Portræt af Ellen Marsvin fra 1500-tallet af ukendt kunstner.

Ellen Marsvin
Af /Frederiksborg - Nationalhistoriske Museum.
Ellen Marsvin

Ellen Marsvin var en af få kvinder, der opnåede len, nemlig Dalum Kloster i perioden 1620-39. Efter at forholdet med Christian 4. og Kirsten Munk brast i 1630, lykkedes det Ellen Marsvin at bevare et godt forhold til kongen i nogle år. I 1639 mistede hun dog Dalum Kloster, og hun levede efterfølgende tilbagetrukket fra det politiske liv. Portræt af Ellen Marsvin fra 1648 af Karel van Mander.

Ellen Marsvin
Af /Kongernes Samling.

Artikelstart

Da Ellen Marsvin blev født i 1572, havde Danmark og Sverige et par år forinden sluttet Den Nordiske Syvårskrig, og i den næste menneskealder var der fred samt gode konjunkturer for landbruget. Hendes fader Jørgen M. tilhørte landets økonomisk-politiske elite, og hun voksede op i et miljø, præget af rigdom, godsopkøb og byggeri.

Forældrenes ægteskab var præget af idelige barnefødsler. Ellen Marsvin havde fire ældre søskende og fik fem yngre. Skønt faderens officielle sendelser, tildeling af len og optagelse i rigsrådet viste, at han nød hoffets gunst, skyldtes hans forflyttelse i 1578 fra Odensegårds len til Sølvitsborg formentlig de mange klager over hans embedsførelse. Hans økonomiske virkelyst var åbenbart parret med en vis hensynsløshed. Helt i tidens ånd strakte denne virkelyst sig også til at arrangere et passende ægteskab for Ellen Marsvin. Og da hun i 1589 som 17-årig ægtede den 52-årige godsrige Ludvig Munk, der havde en fortid som hofmarskal og statholder i Norge, og som nu var norsk lensmand, havde forældrene ikke blot fundet et socialt og økonomisk passende parti, men åbenbart også en mand, hvis robuste moral lignede faderens. Under en retssag i Norge kom Munks embedsmisbrug og hårdhændede behandling af bønderne for dagens lys. Den unge Ellen Marsvin har sikkert i perioder måttet tage sig af den daglige drift, når ægtefællen besøgte sine norske len, og da hun som 30-årig blev enke i 1602, forestod hun driften alene. Fem år senere giftede hun sig igen med en noget ældre mand, den 50-årige Knud Rud. Denne gang afspejlede giftermålet formentlig hendes egne ønsker, men atter får man indtryk af et velovervejet ægteskab. Rud var lensmand på det indbringende Odensegårds len og søn af en rigsråd. Ellen Marsvin knyttede således igen forbindelse til adelens højeste lag. I 1611 blev hun enke for anden gang. I det kortvarige ægteskab var der ingen børn; fra sit første ægteskab havde hun datteren Kirsten.

Efter Munks død, da Ellen Marsvin stod alene for landbrugsdriften, møder vi de første vidnesbyrd om hendes forretningssans, der også gav sig udslag i påholdenhed. Og efter Ruds død kastede hun sig med energi over godsdrift, godsopkøb og byggeri. Det har givet hende et image som hård forretningskvinde, og datteren har næppe fået den nødvendige kærlighed og opmærksomhed. Men Ellen Marsvin var selv vokset op og blev giftet ind i et miljø, hvor benhårde økonomiske kalkuler var hverdagen. Netop de første årtier af 1600-tallet var præget af spekulationskøb og -salg af adelsgods. Det var en proces, der førte til en polarisering inden for adelstanden. Mange blev fanget i dette net af lån og kautioner, der resulterede i flere fallitter, men også i en koncentration af store godsmasser på få hænder. Ellen Marsvin var en af dem, der med størst dygtighed forstod at udnytte situationen. I 1625 besad en adelig godsejer i gennemsnit 600 tdr. hartkorn. Hun ejede 7.600 tdr. og var dermed utvivlsomt den største godsejer på Fyn. Hertil hjalp også det i 1615 pludselig opståede kærlighedsforhold mellem datteren Kirsten Munk og Christian 4., hvad Ellen Marsvin behandlede som et forretningsanliggende. Hun ønskede ikke, at datteren blot skulle være endnu en i rækken af monarkens løse forhold efter dronning Anna Cathrines død i 1612 og førte langvarige forhandlinger med kongen. Som resultat blev der opsat et juridisk dokument, som sikrede Munk et len på livstid efter kongens død, og hun blev gift til kongens venstre hånd, dvs. hun var hustru, men ikke dronning.

For datteren arrangerede Ellen Marsvin et ægteskab på samme måde, som hun selv var ude for i sin ungdom, denne gang blot med større perspektiver. Hun kom hurtigt på talefod med sin kgl. svigersøn, der tydeligvis beundrede hendes driftighed og økonomiske sans, og fik betroet både penge og børn, da ægteskabet mellem Munk og kongen blev velsignet med en halv snes børn. At Ellen Marsvin forestod opdragelsen af børnene var helt i tidens ånd, men næppe heldigt, da hendes følelseskolde natur og hektiske forretningsliv åbenbart ikke gav meget plads til hverken datteren eller børnebørnene. Mere held havde hun med de midler, som kongen lod hende forvalte på hustruens og børnenes vegne. Når Ellen Marsvin lånte penge af kongen, optrådte hun åbenbart som stråmand for denne ved opkøbet af hovedgårdene Boller ved Vejle og Rosenvold ved Randers. Hun fik leverancer til proviantering af kronens skibe, og nok så vigtigt var hun en af de få kvinder, der opnåede len, nemlig Dalum Kloster i tiden 1620-39. På flere måder blev det katastrofalt for Ellen Marsvin, at forholdet mellem datteren og kongen brast i 1630 efter Munks affære med rhingreven Otto Ludwig af Salm. Ellen Marsvin forsøgte at gribe ind i sagen ved at føre Vibeke Kruse sammen med kongen, hvad enten det var for at bevare forbindelsen til kongen eller for at give ham skylden for bruddet. Hun forsøgte også at forlige kongen og datteren og ikke mindst at få ham til at vedkende sig faderskabet til Munks sidstfødte Dorothea Elisabeth. Alt sammen forgæves. Hun kunne styre økonomi og godsdrift, men ikke kongens og datterens følelser. Alligevel lykkedes det hende at bevare et godt forhold til ham i nogle år. Umiddelbart efter bruddet i 1630 blev hun beordret til at overdrage Boller og Rosenvold til datteren. Men frem gennem 1630’erne blev han i stigende grad irriteret over hendes forsøg på at få ham til at anerkende Dorothea Elisabeth. Ellen Marsvin blev sat fra opdragelsen af hende, og i 1639 mistede hun Dalum Kloster. I 1640’erne levede hun tilbagetrukket fra det politiske liv.

For eftertiden er Ellen Marsvin især kendt som godssamler og for sin byggeaktivitet. Efter sin første mand arvede hun Nørlund i Nordjylland og Lundegård på Fyn; i 1615 købte hun en part af Vallø med Egeøjegård og Lellinge i Østsjælland samt Ulfeldtsholm, det nuværende Holckenhavn, på Fyn. Sidstnævnte hovedgård forøgede hun 1629-36 med to fløje, en kostald og en hestestald og omdøbte den til Ellensborg. Foruden de jyske Rosenvold og Boller anskaffede hun sig i 1620’erne Kærstrup på Tåsinge og Vejlevgård, ligesom hun mageskiftede sig til Thurø, hvor hun senere opførte en ladegård og Thurø Kirke. På Lundegård opførte hun en ladebygning, ligesom hun lod udføre byggearbejder på Dalum Kloster. Ellen Marsvin var et produkt af sin tid. Hun tilhørte dem, der talentfuldt fik manøvreret sig igennem de vanskelige år. Der kendes andre eksempler på adelskvinder, der forestod landbrugsdrift og herregårdsbyggeri; men hun skiller sig ud i flere henseender. Forbindelsen til hoffet som kongens svigermoder bragte nogle fordele. Det var ret usædvanligt med kvindelige lensmænd, og hendes storstilede godsopkøb og byggeaktivitet var også i særklasse. Det er sammenfaldet af hendes langvarige enkestand, de ustabile forhold på godsmarkedet og hendes snævre forbindelse til hoffet, der muliggjorde en udvikling af de sider i hende, som ellers kun blev fuldt udfoldet hos mænd.

Beskrivelser og portrætter af Ellen Marsvin

  • Mal. fra 1648 på Fr.borgmus.
  • Hans Gregersen: Ellen Marsvin, 1990.
  • Privatarkiv fælles med ægtefællen Knud Rud i Rigsarkivet.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig