Faktaboks

Leonora Christina
Født
8. juli 1621, Frederiksborg Slot
Død
16. marts 1698, Maribo Kloster
Arbejdsliv
Forfatter
Familie

Forældre: kong Christian 4. (1577-1648) og Kirsten Munk (1598-1658).

Gift 9. oktober 1636 med rigshofmester Corfitz Ulfeldt, født 10. juli 1606 på Hagenskov, Sønderby sogn, død februar 1664 på Rhinen, s. af rigskansler Jakob U. og Birgitte Brockenhuus.

Børn: Christian (1637), Anne Cathrine (1639), Jakob (1640), Ellen Kirstine (1643), Ludvig (1644), Corfitz (1645), Leo (1646), Leonora Sophie (1647), Otto (1648), Leo (1651).

Titel
Adelig

Leonora Christina. Fremtidsudsigterne for kongedatteren og hendes ægtefælle, Corfitz Ulfeldt, var lyse, da dette billede blev malet ca. 1643. Samme år blev Ulfeldt udnævnt til rigshofmester, landets fornemste embede. Maleri af Karel van Mander; Frederiksborgmuseet.

.

Leonora Christina blev efter tidens skik sammen med sine søskende opdraget hos mormoderen Ellen Marsvin på Dalum Kloster, hvor hun var til 1628. Det følgende år blev hun på nært hold vidne til et brutalt opgør mellem forældrene, der endte med, at moderen forlod hoffet i 1630.

Forlovelse og giftermål med Corfitz Ulfeldt

Omtrent samtidig trolovedes hun, kun ni år gammel, med Corfitz Ulfeldt, hvis fader var en af Christian 4.s politiske støtter. På grund af brudens unge alder fandt brylluppet først sted i 1636. For den lille pige var bruddet mellem forældrene en traumatisk oplevelse. Var moderen en droppet elskerinde eller ægteskabsbryderske? Leonora Christina fik et identitetsproblem, horeunge eller kongedatter?

Tvivlen om egen status gav sig udslag i et overdrevent behov for at understrege sin jævnbyrdighed med de fyrsteligt fødte. I sin franske selvbiografi, udgivet 1958, fortæller hun om fyrstelige barnekærester og fyrstelige bejlere. Men selvom Ulfeldt ikke var kongelig, gav han hende både oprejsning og prestige.

Ved halvbroderen, tronfølgeren prins Christians bryllup i København i 1634 blev hun introduceret i et internationalt miljø, hvor hendes kavaler og kommende ægtemand i kraft af dannelse, indsigt og sprogkundskaber allerede havde en etableret position. Med voldsom energi kæmpede Leonora Christina for at komme på niveau med Ulfeldt. Hun kastede sig over italiensk, fransk og latin og begyndte desuden at tegne, male og skrive digte.

Man kunne forvente, at ægteskabet mellem Leonora Christina og Ulfeldt som følge af begges uhæmmede sociale og individuelle ambitioner ville blive konfliktfyldt. Prestigejagten fik imidlertid ingen negativ effekt på samlivet, bandt dem tværtimod sammen. Til gengæld førte den gensidige beundring til arrogance og overlegenhedsfølelse i forhold til omgivelserne.

Hoffets førstedame

Som kongens svigersøn gjorde Ulfeldt politisk lynkarriere. I 1643 udnævntes han til rigshofmester, rigets højeste embede. Da der ikke var nogen dronning, blev Leonora Christina reelt hoffets førstedame. Hendes livs stjernestund var uden tvivl deltagelsen i Ulfeldts store ambassade til Nederlandene og Frankrig 1646-47, hvor hun blev modtaget af den franske enkedronning Anna af Østrig og opvartet af en intellektuel gigant som filosoffen R. Descartes.

I sin franske selvbiografi fremstiller Leonora Christina sig selv som Christian 4.s yndlingsdatter. I virkeligheden var fader og datter ofte på kollisionskurs som følge af hendes ubetingede støtte til moderen. Personlige identitetsproblemer og måske ønsket om at få sine egne børn anerkendt som legitime tronarvinger gjorde det vigtigt for hende at få forældrene til at genoptage samlivet. Det lykkedes imidlertid ikke.

Kongens død i 1648 udløste en magtkamp, som Ulfeldtparret tabte. Alligevel fremturede de med provokationer over for det nye kongepar Frederik 3. og Sophie Amalie. Den betændte atmosfære kom til udtryk, da en københavnsk societyluder Dina Vinhofvers anklagede Leonora Christina og Ulfeldt for at ville myrde kongen. Anklagen var rent opspind, en intrige sat i værk for at ramme Ulfeldt. Men selvom Vinhofvers blev dømt og henrettet for falsk vidnesbyrd, var situationen uholdbar.

Flugten fra Danmark

Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina var meget tæt knyttet til hinanden, selvom ægteskabet dog næppe var helt så perfekt og ukompliceret, som Leonora Christina gav indtryk af i sine selvbiografier. De var dog helt afhængige af hinanden. Ægteskabet med kongedatteren var afgørende for Ulfeldts fremragende karriere, og hans ophøjede og indflydelsesrige position var forudsætningen for, at hun kunne bevare sin position blandt rigets fornemste. Parret kom derfor til at opleve både storhed og fald i solidarisk fællesskab. Stik af Jacob Folkema fra 1746; Frederiksborgmuseet.

.

Med en korruptionsanklage hængende over hovedet valgte Ulfeldt tilskyndet af Leonora Christina at flygte fra Danmark i 1651. 1652-54 opholdt parret sig ved dronning Christinas hof i Stockholm.

Det var år præget af frustrationer. Mens Ulfeldt hurtigt blev en af dronningens favoritter, følte Leonora Christina sig overset og tilsidesat. Godt selskab og venskab fik hun med familiens læge Otto Sperling, som hun slog tiden ihjel sammen med, bl.a. ved at læse latin. Samtidig syntes den revanche, begge ægtefæller så brændende ønskede, at fortone sig i det fjerne. Ulfeldt gjorde, hvad han kunne for at hidse Sverige op mod Danmark, men de storpolitiske konstellationer tvang den svenske regering til besindighed.

Efter dronning Christinas abdikation slog de sig ned i Pommern på godset Barth, som Ulfeldt havde fået i pant for et stort lån til dronningen.

Ægteparrets desperation kom til udtryk, da Leonora Christina i 1656 rejste til Danmark for at få en udsoning i stand. Resultatet blev en ydmygende udvisning. Forløbet beskrev hun med humor og dramatisk kraft i det lille skrift Rejsen til Korsør.

Året efter erklærede Danmark Sverige krig. Ulfeldt sluttede sig efter opfordring til den svenske hær, og Leonora Christina fulgte med. Freden i Roskilde 1658, hvor Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge, var en triumf. Hoveren og skadefryd lyser ud af et brev til Sperling. Leonora Christina koger over af begejstring. Halvbroderen Frederik 3. betegnes som den “danske” konge, mens Karl Gustav kaldes “vores” konge.

Efter fredsslutningen slog parret sig ned i Malmø. Utilfreds med ikke at blive skånsk generalguvernør strøede Ulfeldt om sig med kritiske udtalelser, hvad der i 1659 førte til anklagen for forræderi mod den svenske konge. Processen ved den svenske kommissionsdomstol var knapt kommet i gang, da han ramtes af et slagtilfælde. Leonora Christina overtog hans forsvar. Som kvinde kunne hun ikke selv møde i retten. I stedet udarbejdede hun en række skriftlige indlæg, der blev læst op. Forsvaret var blændende, og hun komplimenteredes endog af anklageren, der fandt, at hun hverken manglede “forstand eller diskretion”. Hendes juridiske og dialektiske spidsfindigheder nyttede dog ikke. Ulfeldt blev kendt skyldig, uden at der blev fastsat nogen straf, mens Leonora Christina blev erklæret i den svenske konges unåde. Dommen blev ikke forkyndt for dem.

Fangeskabet på Hammershus

Usikkerhed og ildevarslende rygter om deres fremtidige skæbne fik i 1660 Leonora Christina til at arrangere et vellykket flugtforsøg fra deres gård i Malmø, hvor de blev holdt i arrest.

Mærkeligt nok søgte de til København, og Ulfeldt bad Frederik 3. om nåde. Den uforklarlige handling, som Leonora Christina senere fraskrev sig ansvaret for, førte til arrestation og et nyt, langt hårdere fangenskab, denne gang på Hammershus, som hun i et digt betegner som “Jammershus”.

Hverken fysisk eller psykisk var Ulfeldt restitueret efter slagtilfældet. Alligevel organiserede Leonora Christina en ny flugt. Utroligt nok lykkedes det hende at få bugseret sin syge ægtemand ned fra toppen af Manteltårnet og over ringmuren, inden de blev fanget. Derefter blev de isoleret fra hinanden i jernbeslåede celler.

Ophold i udlandet 1662-1663

Uden retssag blev de holdt indespærret til december 1661. For at komme fri måtte de underskrive flere ydmygende erklæringer, hvor de gav afkald på deres formue som kompensation for den uret, Ulfeldt havde tilføjet kongen. Som bolig fik de anvist Ellensborg, nu Holckenhavn, uden for Nyborg.

Ulfeldt, der på omgivelserne gjorde indtryk af at være mentalt i opløsning, fik i 1662 tilladelse til en kurrejse til udlandet. Leonora Christina fulgte med. På rejsen diverterede han udenlandske statsmænd og fyrster med forskellige politiske og militære projekter rettet mod Frederik 3.

Situationen tilspidsedes, da deres søn Christian i efteråret 1662 på åben gade i Brügge myrdede Adolph Fuchs, forældrenes plageånd på Hammershus. Mordet og oplysningerne om Ulfeldts konspirationer opskræmte den danske regering, der sendte agenter ud for at fange ham, mens Højesteret dømte ham til døden for højforræderi. Da de europæiske fyrster viste sig solidariske med Frederik 3., var parret på stadig flugt.

22 år i Blåtårn

Leonora Christina i Maribo Kloster
Talrige kunstnere har skildret Leonora Christinas dramatiske liv, bl.a. Kristian Zahrtmann i maleriet Leonora Christina i Maribo Kloster fra 1882.

Dumdristigt opsøgte Leonora Christina i 1663 den engelske konge Karl 2. for at indkræve et gammelt lån. Hun blev lokket i en fælde og pågrebet af danske agenter, ført til København og indsat i Blåtårn.

Med hende som gidsel håbede regeringen at få fat i Ulfeldt, men efter dennes ynkelige død i en åben båd på Rhinen i 1664, blev hun reelt dronningens personlige fange. Uden nogensinde at komme for retten holdtes hun indespærret i 22 år. En ringe trøst var det, at Sperling sad fanget på en anden etage i tårnet. Kun en spinkel kontakt forenede dem, indtil han døde i 1681.

Først efter Sophie Amalies død 1685 blev Leonora Christina løsladt. Sine sidste år boede hun på Maribo Kloster, hvor hun fra 1688 havde selskab af datteren Anne Cathrine.

Forfatterskab

Sin dramatiske skæbne har Leonora Christina beskrevet dels i en fransk selvbiografi, dels i Jammersminde, udgivet 1869, der på dansk skildrer tilfangetagelsen og fangenskabet i Blåtårn. Begge skrifter er udarbejdet i fængslet, efter at hun som en direkte følge af tronskiftet i 1670 havde fået bedre vilkår. Jammersminde arbejdede hun dog fortsat med efter løsladelsen.

De to skrifter er yderst forskellige. Selvbiografien er et typisk forsvarsskrift, tendentiøst og fuldt af fordrejninger. Fordommene er de samme som i Ulfeldts skrifter, alt er sort og hvidt. Den blev oversat til latin og findes bevaret i flere afskrifter. Det var den og ikke Jammersminde, der var kendt og citeret i nekrologer over hende og i de følgende århundreders omtale.

Jammersminde

Manuskriptside "Jammersminde"
I selvbiografien Jammersminde skildrer Leonora Christina sin tilfangetagelse og ophold i Blåtårn. Hun fortsatte med at skrive på bogen, der først blev udgivet i 1869, efter sin løsladelse i 1685. Jammersminde regnes som et hovedværk i dansk litteratur. På billedet ses Leonora Christinas håndskrevne manuskript, der i dag opbevare i Frederiksborgmuseet.
Manuskriptside "Jammersminde"
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Jammersminde derimod er ikke et erindringsværk i banal forstand. Det er en skæbnefortælling, henvendt til hendes børn.

Trods titlen er der ingen jamren. Kun overfladisk set er hendes skæbne ond. Men hun anklager ingen. Alle fornedrelser er guddommeligt pålagte prøvelser. Hun kalder sig Kristi korsdragerske, udvalgt til at bære korset. Hun hånes og forulempes, men hendes fjender er ikke andet end redskaber for den lidelse, Gud har pålagt hende.

Hun ikke alene beskrev sit martyrium. Hun malede et billede af sig selv som korsdragerske, martyrkronet på vej til opstandelsen, mens man i baggrunden ser hendes jordiske fængsler: Malmø, Hammershus, Dover Castle og Blåtårn. Maleriet er nøglen til forståelse af værket.

Hvad der gør Jammersminde så enestående er den kunstneriske og stilistiske sikkerhed, hvormed Leonora Christina forener martyrfortælling og miljøskildring. Overbevisende karakteriserer hun personer og socialklasser ved hjælp af direkte tale, et lydbillede af 1600-tallets København, et hovedværk i dansk litteratur.

Brevvekslinger

Men der er en anden Leonora Christina, der skriver breve fyldt af had og uforsonlighed. I 1663 skrev hun til Sperling, at hun glædede sig over at se, hvor godt hendes yngste søn trivedes. Og så kommer det: “Kan jeg ikke hævne mig, saa kan han maaske gøre det en Dag, var jeg endda vis paa det, saa ville jeg dø med et content Hjerte.” Det er hadet og lidenskaben, som former den skæbne, der fører til martyriet. Hendes fjender er Guds fjender.

I virkeligheden er det uden mening at diskutere, i hvor høj grad hun var meddelagtig i ægtemandens forbrydelser, selvom der næppe kan være tvivl om, at hendes prestigebehov og komplekser over for de fyrsteligt fødte var med til at drive ham frem. Det betyder ikke, at hun har kendt alle detaljer; vi ved heller ikke, om hun har delt Ulfeldts hemmelige sympati for den katolske kirke. Karakteristisk for ægtefællerne var den stærke indbyrdes solidaritet, selvom Leonora Christina i den franske selvbiografi ved flere lejligheder lader skinne igennem, at nogle af deres ulykker skyldtes, at han ikke lyttede til hendes kloge råd.

Hæltinders Pryd

Selvbevidstheden udstraktes til hele kvindekønnet i skriftet Hæltinders Pryd, udgivet 1977, der beskriver berømte kvinder fra såvel Danmarks- som verdenshistorien.

Skriftet placerer sig i den i Renæssancen ganske kendte genre gynæceum, i hvilken samlinger af kvindebiografier, ofte på latin, skal fremhæve et lands kulturelle niveau gennem skildringer af dets intellektuelle og kunstneriske kvinder.

Hæltinders Pryd indledes med en pompøs skildring af visdommen. Derefter skulle følge fire store afsnit med hovedkategorier af berømte kvinder. Desværre er kun den del, der omfatter de kongelige, bevaret.

Værket har ikke samme gennemarbejdede karakter som Jammersminde. Men tilsammen vidner erindringer, breve, digte, forsvarsskrifter og heltindebiografier om en personlighed, for hvem tilværelsen havde andre tilbud end den gyldne middelvej.

Beskrivelser og portrætter af Leonora Christina

  • Mal. fra ca. 1643 af Karel van Mander i Fr.borgmus. Mal. fra 1647 af Gerrit Honthorst samme sted Selvportræt fra ca. 1690 samme sted
  • Elisabeth Møller Jensen (red.): Nordisk kvindelitteraturhistorie, 1993-98. Steffen Heiberg: Enhjørningen Corfitz Ulfeldt, 1993. Bodil Wamberg: Leonora Christina, 1990. Anne-Marie Mai (red.): Leonora Christina, 1983. S. Birket Smith: Leonora Christina, 1879-81.
  • Privatarkiv fælles med ægtefællen i Rigsarkivet, i Kongehusets arkiv samme sted

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig