Dina Vinhofvers

Dina Vinhofvers blev født i København af tyske forældre, der bl.a. ernærede sig af moderens arbejde i Tugthuset. Hun giftede sig i Holsten med David Schumacher og fik omkring 1640 en datter. Efter ophold i Lübeck vendte hun senest i slutningen af 1640’erne tilbage til København sammen med sin elsker oberstløjtnant Jørgen Walter. Her boede hun sammen med datteren hos sin moder og stedfader silkevæver Samson Gertzen. Hun forsørgede sig ved at “gumme og perse”, dvs. stive og stryge silketøj, men omtales desuden for at have ført et letlevende liv.

Medens oplysningerne om Dina Vinhofvers' liv er sparsomme indtil da, kom hun til gengæld i offentlighedens søgelys, da hun i 1650 fremsatte nogle alarmerende beskyldninger. Dina Vinhofvers udlagde rigshofmester Corfitz Ulfeldt som fader til det barn, hun ventede med Walter, og berettede, at hun, skjult i sengen hos Ulfeldt, havde overværet en samtale mellem ham og hustruen Leonora Christina, hvor de drøftede en plan om at forgifte Frederik 3. Walter, der var holstener, nød åbenbart kongens gunst, for i 1649 var han blevet optaget i den danske adelstand. Det var ham, der i første omgang viderebragte beskyldningerne, og sandsynligvis var han også deres ophavsmand, mens Dina Vinhofvers blot fungerede som et redskab i et politisk magtspil. Walter havde gode forbindelser til sin landsmand, statholderen i hertugdømmerne Christian Rantzau, der ønskede Ulfeldts magt begrænset, og Dina Vinhofvers' anklager kan have været tænkt som et middel hertil. Forholdet mellem Frederik 3. og Ulfeldt havde længe været anstrengt, og da mordplanerne kom frem, var der undersøgelser i gang mod Ulfeldts embedsførelse. Kongen valgte imidlertid at hemmeligholde oplysningerne, mens de blev undersøgt nærmere. Men når Walter i 1651 blev udnævnt til oberst og kgl. råd, vidner det om kongens tiltro til beskyldningerne. Kort efter tog sagen en højst uventet vending, idet Dina Vinhofvers nu opsøgte både Leonora Christina og Ulfeldts skriftefader Simon Hennings, præst ved Skt. Petri Kirke, og kunne berette om mordplaner mod rigshofmesterparret. Ydermere forbandt hun Walter med disse mordplaner. I første omgang traf parret en række foranstaltninger for at forsvare deres hus; men derefter henvendte Ulfeldt sig gennem mellemmænd til kongen, der lod Dina Vinhofvers fængsle på Københavns Slot og offentliggjorde sagen. Under forhøret gentog hun beskyldningerne mod Ulfeldtparret, men benægtede nu truslerne mod dem. Ulfeldts modtræk var en retssag ved Københavns byting, der frifandt ham, medens rådstueretten dødsdømte Dina Vinhofvers. Sagen kom for herredagen, der stadfæstede dommen, og hun blev halshugget sommeren 1651 på pladsen ved Københavns Slot. Under retssagen indrømmede hun det usandfærdige i beskyldningerne mod Ulfeldt og hævdede, at de var konstrueret af Walter.

Det er vanskeligt at trænge ind til mennesket bag den spegede og intrikate sag; men man får indtryk af Dina Vinhofvers som en lidt naiv kvinde i en sårbar situation, som blev en brik i et udspekuleret politisk rænkespil, og hvis fantasi og muligvis også jalousi førte hende ud i et morads af selvmodsigelser, der fik katastrofale konsekvenser for hende selv. Hendes skæbne har inspireret Adam Oehlenschläger til tragedien Dina, 1842.