Sophie Amalie

Da hun i 1640 blev trolovet med den senere Frederik 3., var der antagelig tale om en politisk forbindelse. Frederik sad som ærkebisp i det nærliggende Bremen, mens hans ældre broder, den svagelige og barnløse prins Christian, var dansk tronfølger. Brylluppet stod 1643. Bruden var 16 og brudgommen 30 år gammel.

Kort efter invaderede svenskerne Danmark, og Frederik valgte at deltage i forsvaret af Jylland. I 1645 besatte svenskerne Bremen, og året efter måtte ægteparret tage ophold i Flensborg under særdeles beskedne vilkår, ifølge Christian 4. “uden et lagen”. Her fødte Sophie Amalie sit første barn.

De første skildringer af Sophie Amalie stammer fra tiden efter kroningen. Hun beskrives som køn, frodig, udadvendt og med behov for fysisk aktivitet. Samtidig ønskede hun del i magten, var hurtig i sine afgørelser og forstod at knytte folk til sig med gunstbevisninger. Desuden var hun modebevidst, gerne fransk orienteret, når økonomien tillod det.

Til forskel beskrives Frederik 3. som en indesluttet og fåmælt natur med boglige interesser. Han havde svært ved at træffe beslutninger og var uvillig til at inddrage andre, herunder Sophie Amalie, i sine overvejelser, som han også kun nødtvunget betroede til papir. Kongeparret supplerede således hinanden, og derved blev Sophie Amalie det ydre midtpunkt i det nye hofliv, der nu foldede sig ud i København efter franske og tyske forbilleder.

Tronskiftet i 1648 var også et generationsskifte. For første gang siden dronning Anna Cathrines død i 1612 havde Danmark atter en dronning og en kgl. børneflok. Taberne blev Christian 4.s døtre med Kirsten Munk og deres adelige ægtefæller, der så at sige havde udfyldt tomrummet og bl.a. ved korruption kunnet anlægge en livsstil, som fremkaldte den øvrige adels misundelse.

Da ingen af parterne var villige til kompromis, blev midlerne mudrede, især i forholdet mellem kongeparret og rigshofmesterparret Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina. Således kendte Sophie Amalie officeren Jørgen Walter, der i 1650 anklagede Ulfeldt for at have planlagt et giftattentat mod kongen, og efter Ulfeldternes flugt til Sverige i 1651 fik Sophie Amalie demonstrativt Hørsholm, rigshofmesterens tidligere len. Parallelt hermed forberedte Frederik 3. en undersøgelse af Ulfeldts embedsførelse.

Antagelig rådede en lignende forståelse mellem ægtefællerne i bestræbelserne på at begrænse adelens magt og i ønsket om revanche mod Sverige. Følgerne blev krigserklæringen 1657, tabet af Skåne, Halland og Blekinge og indførelsen af Enevælden i 1660-61.

I disse forhold har danske historikere tidligere tillagt Sophie Amalie den udfarende kraft, men uden egentligt bevis. Derimod har hendes indsats under Svenskekrigene, især hendes mod og evne til at indgyde tillid under Københavns belejring i 1659, kaldt på enig ros.

Det er givet, at Sophie Amalie billigede den nye enevældes hårde fremfærd. Det viser dels konfiskationen 1662 af adelsmanden Kai Lykkes ejendomme, fordi han i et privat brev havde antydet, at Sophie Amalie lå i med sine lakajer, dels beslaglæggelsen af Ulfeldternes kostbarheder, hvoraf hovedparten endte i Sophie Amalies eje, og endelig fængslingen i Blåtårn 1663 af Leonora Christina, hvis frigivelse hun modsatte sig.

Enevælden gav således Sophie Amalie afløb for personlig hævntørst og tillige en økonomisk gevinst, der tillod hende at bygge lystsædet Dronninggård i Søllerød 1661 og at anlægge en fransk have ved det nuværende Amalienborg, hvor hun senere opførte sit enkesæde Sophie-Amalienborg.

Dog skal pragten ikke overdrives. Det fremgår af to dagsjournaler, ført af sachsiske gæster, over livet ved det danske hof 1663 og 1665. De viser en langt mere beskeden dagligdag, end de officielle fester i anledning af børnenes ægteskaber lader formode.

Formodentlig gav Enevælden Frederik 3. større muligheder end Sophie Amalie ønskede. I al fald kølnedes deres forhold efter 1664-65, da Sophie Amalie hverken fik plads i et eventuelt formynderstyre eller kendskab til Kongeloven, Enevældens nye forfatning. Medvirkende var dels Sophie Amalies ønske om passende partier for døtrene, fx Ulrika Eleonoras ægteskab med Carl 11. af Sverige, og hendes forkærlighed for prins Jørgen på kronprinsens bekostning. Dels spørgsmålet om, hvorvidt Sophie Amalies mål bedst lod sig realisere ved samarbejde med Frankrig eller med den tysk-romerske kejser, hvis Danmark samtidig skulle generhverve Skåne, Halland og Blekinge. Resultatet blev en zigzagkurs, der endte med Sophie Amalies nederlag, da Christian 5. allierede sig med kejseren og startede den Skånske Krig i 1675. Da havde Sophie Amalie været enke i fem år.

Som livgeding, dvs. enkegods, overtog hun krongodset på Lolland-Falster. Hun opholdt sig ofte på Nykøbing Slot, Hørsholm og Dronninggård, men boede dog det meste af tiden på Sophie-Amalienborg, hvis brand 1689 berøvede Sophie Amalie et fornemt kunstnerisk eftermæle.

Christian 5. frigjorde sig efterhånden næsten helt for hendes indflydelse, og med svigerdatteren Charlotte Amalie lå hun i stadig strid om forrangen. Sophie Amalie havde indsat prins Jørgen som enearving, men efter hendes død omstødte Christian 5. testamentet, der var deponeret hos familien i Hannover.

Blandt danske dronninger er Sophie Amalie usædvanlig i sin åbenlyse higen efter magt. Ifølge Ludvig Holberg havde hun “Capacitet som en Statsmand” og “Hjerte som en Soldat”, var mere “beundret end elsket” og drev sin hævn over for Leonora Christina “noget for vidt”.

Holbergs dom er væsentlig, fordi han skrev før fundet af Leonora Christinas Jammersminde, hvis offentliggørelse 1869 passede som hånd i handske til dansk nationalisme efter nederlaget til Preussen 1864. Derved blev Leonora Christina godheden og Sophie Amalie ondskaben. Først de seneste årtiers historiske forskning har set dem som ligeværdige og normbrydende modstandere i spillet om magten.

• Miniature fra 1655 af Alexander Cooper i Rosenborgsaml. Voksbuste fra ca. 1670 måske af Antoine Benoist samme sted Portræt fra ca. 1680 tilskrevet Abraham Wuchters samme sted
• Steffen Heiberg: Enhjørningen, 1993. Jørgen Hein: Sophie Amalie, 1986. H.C. Rosted: Fra adelsborg til kongeslot, 1957. Ellen Jørgensen: Danske Dronninger, 1910.
• Privatarkiv i Kongehusets arkiv i Rigsarkivet.

• Sophie Amalie

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.