Charlotte Amalie

Charlotte Amalies fader, der døde tidligt, havde ry for religiøs tolerance. Derimod var moderen ivrig reformert og politisk orienteret mod Brandenburg, hvilket blev bestemmende for datterens anskuelser. Charlotte Amalie var velbegavet og fik en omhyggelig uddannelse, der spændte fra fransk og italiensk over naturlære og geografi til filosofi. Efter trolovelsen lærte hun sig tillige dansk, hvad forfatterne Thomas Kingo og Henrik Gerner senere priste, men hendes daglige sprog forblev tysk. Hun var ikke smuk, men samtidige iagttagere fremhæver alle hendes elskværdighed og takt. Antagelig kom idéen til ægteskabet med den danske kronprins fra hans magtfulde moder dronning Sophie Amalie, der ønskede en føjelig svigerdatter. Christian var 1665 incognito i Kassel for at træffe Charlotte Amalie; ægteskabet blev dog først indgået 1667. Hun ønskede at holde fast ved sin reformerte tro, og fra hessisk side forlangte man, at hun skulle have fri religionsudøvelse ikke kun for sig selv, men også for sine hoffolk, med ret til egen hofpræst og et sted til udøvelsen af religionen, hvor hun end opholdt sig. Tøvende gik man fra dansk side ind på disse krav, dog måtte der ikke forrettes dåb og vielse. Herved havde Charlotte Amalie pådraget sig den danske gejstligheds uvilje. Det forklarer formentlig, at brylluppet blev fejret under beskedne former på Nykøbing Slot, og at Charlotte Amalie ikke blev salvet sammen med Christian 5. efter tronskiftet i 1670. Hun fik tillige et dårligt forhold til sin svigermoder. Uenigheden gjaldt dels rangfølgen, der bl.a. spillede en rolle ved modtagelser af ambassadører, dels plæderede Charlotte Amalie for Leonora Christinas løsladelse fra Blåtårn, hvad Sophie Amalie modsatte sig.

Det er vanskeligt at bedømme Charlotte Amalies og Christian 5.s indbyrdes forhold. Med sin hurtige opfattelsesevne, stærke tro og boglige tilbøjeligheder må Charlotte Amalie have stået fremmed over for ægtefællen, der var et udpræget friluftsmenneske med en imponerende fysik, djærv af væsen og havde militær, heste og jagt som sine foretrukne interesser. Der blev næppe heller tale om en dybere følelsesmæssig tilknytning. Omkring 1671 indledte kongen sit livslange forhold til Sophie Amalie Moth, en datter af en af hans lærere, lægen Poul Moth. Hun blev hans officielle maitresse og fødte ham en børneflok, som han tog sig omhyggeligt af. På trods af dette forhold viste kongeparret hinanden en respekt og agtelse, der rakte længere end etiketten. Da Charlotte Amalie underrettede sin familie i Kassel om datteren Christianes død, tilføjede hun således, at kongen også havde mistet sin yngste “naturlige” datter. I andre breve udtrykte hun sympati for ægtefællens politik. Men heller ikke her kom det til et fællesskab, for selvom Charlotte Amalie ikke var uden indflydelse, forhindrede Christian 5. hende i at blive en politisk faktor. Det skyldtes antagelig både hendes sympatier for Brandenburg, og at kongen ikke ønskede en gentagelse af sin moders politiseren. Derimod drev Charlotte Amalie kampen for sine trosfæller til sejr. I 1685 opnåede de reformerte en række danske privilegier, bl.a. retten til at bygge den endnu eksisterende kirke i Gothersgade i København, og Charlotte Amalie støttede såvel byggeri som menighed ved at båndlægge en kapital, som hun karakteristisk placerede i Kassel. Medvirkende til privilegierne var imidlertid primært, at Ludvig 14.s ophævelse af Nantesediktet forårsagede en flygtningestrøm af franske reformerte, hvis uddannelse og fagkundskaber var økonomisk attraktive.

Charlotte Amalie var en kærlig og omsorgsfuld moder. Af syv børn døde fire før voksenalderen. Forholdet til den senere Frederik 4. var godt, men hun knyttede sig stærkest til den svagelige Carl og til Sophie Hedevig, der begge blev boende hos moderen og overtog hendes stærke religiøsitet. Under den svenske kong Karl 12.s landgang på Sjælland i 1700, da en engelsk-nederlandsk-svensk flåde truede med at bombardere København, og Frederik 4. befandt sig i Holsten, blev Charlotte Amalie i hovedstaden og opfordrede til modstand. Det skaffede hende en hidtil ukendt popularitet. Samme år købte hun Gyldenløves Palæ på Kongens Nytorv, som herefter fik navnet Charlottenborg, og som blev hendes kbh.ske enkesæde. Svigerfaderen Frederik 3. havde foræret hende Frederiksdal, Bagsværd og Gentoftegård på livstid. Hertil føjede hun som privatejendom papirmøllen ved Strandvejen, Vemmetofte og næsten hele Stevns herred samt Børglumkloster, Dronninglund og Dronninggård i Jylland. Som livgeding (enkegods) fik hun Lolland-Falster med Nykøbing Slot.

Charlotte Amalies broder landgrev Carl af Hessen-Kassel var mæcen for kunsthåndværk, og tilsyneladende delte hun hans interesser. Således fortæller hofsnedkerens regnskaber fra omkring 1670 om lakerede og malede håndarbejder, der sendtes som gaver til Kassel. Og blandt hendes lakajer i 1680’erne finder man rav- og elfenbenskæreren Gottfried Wolffram, ligesom hun i 1690’erne bag Børsen lod anlægge en glashytte, der skulle fremstille imitationer af ædelsten. Desværre er hendes regnskaber ikke bevaret, hvorfor denne side af hendes virke henligger i det dunkle. Charlotte Amalies retlinede karakter har sikret hende et smukt eftermæle. I en tid, hvor ægteskabet var en social kontrakt, der bandt uden hensyn til karakter og anlæg, opfyldte hun sin del og fandt livsindhold i tro og børn.