Sophie Hedevig

Sophie Hedevigs ungdom blev præget af fejlslagne ægteskabsplaner. Som barn var hun blevet trolovet med sin fætter kurprins Johann Georg af Sachsen, en forbindelse, der ville havde gjort hende til syvende led i udvekslingen af hustruer mellem den danske og den sachsiske fyrstefamilie. I 1691, da brylluppet skulle finde sted, blev prinsen imidlertid kurfyrste ved faderens uventede død og erklærede straks, at hans hjerte tilhørte en anden. Året efter kom den senere kejser Josef 1. på tale, og 1694-97 forhandledes der ivrigt om dette glimrende parti. Forudsætningen var, at Sophie Hedevig skulle konvertere, hvilket hun nægtede trods Christian 5.s indstændige opfordringer. Endelig var der i 1698 planer om en forbindelse med fætteren, den svenske kong Karl 12., men han ønskede ikke at gifte sig. Sophie Hedevig forblev ugift, og først eftertiden har talt om et hemmeligt ægteskab mellem prinsessen og hendes overkammerherre C.A. von Plessen.

Som eneste overlevende datter var Sophie Hedevig tæt knyttet til moderen, som hun boede hos til dennes død, og hvis stærke religiøsitet hun overtog. Til broderen Frederik 4. havde hun et godt forhold, indtil han umiddelbart efter dronning Louises død i 1721 ægtede og kronede sin mangeårige elskerinde Anna Sophie Reventlow. På dette tidspunkt drog Sophie Hedevig med den yngre og svagelige broder prins Carl til Vemmetofte, der var tilfaldet ham ved moderens død, og først i Frederik 4.s sidste år kom det til en udsoning mellem de tre søskende. Selv havde Sophie Hedevig efter moderen arvet Gjorslev og Erikstrup, som hun dog allerede i 1716 mageskiftede med Frederik 4. for Dronninglund, Dronninggård og Børglumkloster i Jylland. På Vemmetofte holdt søskendeparret et ret anseligt hof på 70 personer med Plessen som hofchef. Ved Carls død i 1729 arvede hun ikke blot Vemmetofte, Højstrup og Charlottenborg, men også hans store gæld, som det lykkedes at afvikle. En hjælp var den apanage, som nevøen Christian 6. ved sin tronbestigelse i 1730 gav hende foruden Sorgenfri Slot med bl.a. Dronninggård og Frederiksdal. Sophie Hedevigs religiøse og sociale engagement markerede sig bl.a. ved, at hun i 1720’erne på sine godser lod oprette almueskoler efter den model, som Frederik 4. indførte i kongerigets rytterdistrikter. For den pietistisk grebne Sophie Hedevig var kristendomsindlæringen skolernes hovedopgave. Både prins Carl og Plessen oprettede tilsvarende skoler på deres godser.

Sophie Hedevig var velbegavet, forstod sig på musik og dyrkede med talent både maleri, kunsthåndværk og broderier. Herom vidner flere malerier i vandfarve på Rosenborg, som hun forærede sin fader som nytårsgave, og sølvstiftstegninger i hendes stambog, der er bevaret på Vemmetofte. Hertil kommer drejerkunst i elfenben, en slebet smaragd og emaljerede stykker. Tillige samlede hun salmebøger og håndskrifter, der senere blev skænket Universitetsbiblioteket i København Ved sit testamente oprettede hun efter moderens ønske et adeligt jomfrukloster af Vemmetofte og Højstrup med omliggende gods. Ifølge fundatsen skulle klosterfrøknerne være af adelig herkomst eller døtre af mænd i en af de tre første rangklasser. Ved oprettelsen i 1735 var de økonomiske forhold på Vemmetofte meget dårlige, og kun takket være Plessen, der var kurator og af egne midler ydede nødvendige tilskud, lykkedes det at holde klostret oven vande. Sin øvrige formue efterlod Sophie Hedevig til nevøen Christian 6. og niecen Charlotte Amalie.