Anna Sophie

Som datter af en af rigets højeste embedsmænd og største godsejere tilhørte Anna Sophie aristokratiets top. Om hendes barndom ved man praktisk talt intet. Faderen døde, da hun var 15 år gammel, hvorefter hun levede med sin moder på den jyske herregård Clausholm. At dømme efter hendes skriftlige efterladenskaber beherskede hun dansk, fransk og tysk om end på et niveau, der lå under det almindelige for en adelig kvinde på denne tid. Ved et maskebal på Koldinghus i 1711 fattede Frederik 4. interesse for den unge, smukke komtesse Reventlow og ønskede hende som maitresse. Da Anna Sophies moder på det bestemteste modsatte sig et sådant forhold, bortførte kongen 1712 Anna Sophie fra Clausholm til Skanderborg Slot, hvor konrektor Thomas Clausen fra Slesvig samme aften viede hende til majestætens venstre hånd. Anna Sophie blev derpå ophøjet til fyrstinde, senere hertuginde, af Slesvig. Hun blev tildelt apanage og fik i København overdraget “Kongens Gård” bag ved Børsen. Ved et patent blev Vallø med tilliggende i 1713 oprettet som grevskab til Anna Sophie, der ved godskøb selv forøgede Valløs tilliggende. I april 1721 døde dronning Louise, og dagen efter hendes bisættelse viede Thomas Clausen, nu superintendent over Slesvig og Holsten, atter Anna Sophie til kongen. Denne gang til hans højre hånd. Bag denne ægteskabsindgåelse, som blev holdt under meget uhøjtidelige former, lå moralske motiver. Da Thomas Clausen viede Anna Sophie og kongen i 1712, var han ikke præsteviet, og følgelig havde de i kirkelig forstand levet ni år i synd. Ved en improviseret kroning på Frbg. Slot maj 1721 satte Frederik 4. selv kronen på Anna Sophies hoved. For første gang i Danmark var en kvinde, der ikke var af fyrstelig byrd, blevet kronet til dronning. Kroningen blev i samtiden udlagt som bevis på hendes magt over kongen.

Efter Anna Sophies indtog i København som dronning forlod kongens to søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, hoffet og indrettede sig på Vemmetofte, hvor især prinsessen sammen med Anna Sophies ærkefjende overkammerherre Carl Adolf von Plessen skabte et centrum for modstanden mod hende. Af større betydning var imidlertid den omfattende personudskiftning i hoffets og administrationens ledende stillinger, der nu foregik til fordel for især medlemmer af slægterne Reventlow og Holstein. Anna Sophie er blevet tillagt en stor del af ansvaret for disse dispositioner. De kan dog snarere ses som et udslag af kongens egen iver for at værne om hende i erkendelse af hendes usikre position. Hensynet til hende blev herved i væsentlig grad bestemmende for hans valg af ministre og rådgivere. Samtidig krævede den udenrigspolitiske kursændring bort fra Rusland hen imod England nye politiske aktører i Danmark. Der var altså også tale om politiske motiver for udskiftningerne. Selvom Anna Sophies forbøn var af stor betydning, hvis man ville opnå noget hos kongen, er der ingen klare vidnesbyrd om, at hun havde nogen egentlig politisk magt. I samtiden blev hun kaldt “de ringe Stænders Velgørerinde”. Hun donerede bl.a. penge til legater for enker og fattige. Men hvordan hun blev betragtet af den almindelige jævne befolkning, ved man ikke meget om.

Anna Sophie og Frederik 4. fik seks, muligvis otte børn, der alle døde som spæde. Det kgl. ægtepar opfattede det som Guds straf for deres syndige levned før 1721, at de mistede deres børn. Da kongen i oktober 1730 lå for døden, tog han von Plessen i ed på, at Anna Sophie ville blive behandlet anstændigt og overrakte ham sin egen elefantorden som tak. Men i øvrigt lå hendes fremtid helt og holdent i tronfølgeren Christian 6.s hænder. I et testamente fra 1722, underskrevet “frivilligt og uden Tvang” i 1725 af Christian, der da var kronprins, havde Frederik 4. forsøgt at sikre Anna Sophie efter sin død. Et testamente, der skulle vise sig ikke at blive meget værd. To uger efter kongens død skrev Anna Sophie til Christian 6. og frasagde sig de rettigheder, hun havde ifølge testamentet, og derudover al ret til sine ejendomme og midler. Ti dage senere modtog hun som svar et kgl. reskript, der indeholdt bestemmelser for hendes videre skæbne. Christian 6., der foragtede Anna Sophie, for dog ikke nær så hårdt frem mod hende som ventet. Men faderens testamente negligerede han. Anna Sophie fik lov til at beholde titel af dronning, dog uden at føje Danmark eller Norge dertil. Og enkedronning måtte hun ikke kalde sig. Testamentet bestemte, at hun skulle have Nykøbing Slot på Falster som enkesæde, i stedet fik hun overladt Clausholm, som Frederik 4. havde afkøbt hendes moder i 1718. Hun måtte ikke forlade herregården uden kongens tilladelse, hvad der tangerer en forvisning i unåde. Hun fik en engangssum på 100.000 rigsdaler og en årlig apanage på 25.000 rigsdaler. Desuden kunne hun nyde alle indkomster af Clausholm. Det lykkedes hofpræst J.B. Bluhme at formilde Christian 6. over for Anna Sophie, inden hun døde 1743 på Clausholm, hvor hun havde levet et strengt religiøst liv. Ved hendes død dekreterede kongen hofsorg, og han opfyldte hendes ønske om at komme til at ligge under samme tag som Frederik 4. i Roskilde Domkirke. Hun blev dog ikke placeret ved siden af sin ægtemand, men i slægten Trolles kapel, som Christian 6. havde erhvervet.