Ingeborg Paul-Petersen

Ingeborg Paul-Petersen er en af dansk svømnings helt store pionerer, idet hun på forskellig vis medvirkede til at udvikle svømningen teknisk og metodisk. Samtidig var hun træner for de kendte danske svømmepiger, der i 1920’erne, 1930’erne og 1940’erne opnåede imponerende internationale resultater, fx Greta Andersen, Else Jacobsen, Ragnhild Hveger, Inge Sørensen og Karen Margrethe Harup.

Ingeborg Paul-Petersens fader, gymnastikpædagogen Paul Petersen, oprettede 1878 et institut for uddannnelse af lærerinder i gymnastik, dans og svømning, ligesom han i 1888 stiftede Dansk Kvinde-Gymnastikforening (DKG), der siden kom til at danne rammen for udviklingen af såvel gymnastik som svømning for piger og kvinder. Hun fik i 1893 eksamen fra faderens institut som svømme- og danselærerinde og i 1898 som gymnastiklærerinde. Ved faderens død 1906 overtog hun sammen med søsteren Magdalene P.-P. ledelsen af Paul Petersens Institut. Hvor søsteren udviklede gymnastikken, tog Ingeborg Paul-Petersen sig især af svømningen. Det var en af de idrætsdiscipliner for kvinder, hvor man tidligt satsede på at udvikle en elite, og uddannelsen på Paul Petersens Institut var krævende. I 1898 svømmede fx en af de kommende lærerinder 3.200 m i åben sø, herefter fulgte dykning, bjærgning i fuld påklædning og forskellige svømmearter. Dykningen blev foretaget fra åben båd på fem m dybt vand. Det var ganske imponerende præstationer, som brød med opfattelsen af kvinder som svage, ligesom de lidt efter lidt medvirkede til at udvide tidens norm for kvindelighed, der foruden svaghed dikterede offentlig tilbageholdenhed. Således blev kvinderne ved de første svømmestævner i programmet ikke nævnt ved deres navn, men omtalt som Frk. A, B, C og D. Før og efter den egentlige konkurrence svømmede kvinderne ad vandvejen til startstedet, således at publikum ikke kunne se andet af dem end de store badehætter. Ved det første svømmestævne, som blev afholdt på initiativ af Paul Petersen, deltog hans døtre Ingeborg Paul-Petersen og Olga P.-P. Indvielsen af badeanstalten Helgoland i 1914 blev starten på mange svømmestævner. Ingeborg Paul-Petersen kunne berette om, hvordan hun på de første stævner holdt øjne og ører åbne over for især gæsterne fra udlandet, idet hun ønskede at tilegne sig nye finesser, så hun “kunne kvalificere os til at være med ved Olympiaderne”. Interessen for det internationale og måske især det olympiske fik hun tidligt. I 1906 ledsagede hun Magdalene P.-P., der fungerede som gymnastikleder for et hold gymnaster fra DKG, til Athen til tiårs jubilæet for de moderne olympiske lege. Gymnasterne fra DKG blev ved denne begivenhed de første kvindelige idrætsudøvere, der optrådte på et olympisk stadion. Med åbningen af Østerbro Svømmehal i 1930 og et par år efter Frbg. Svømmehal fulgte en ny epoke i dansk svømmehistorie. Træningen kunne nu gennemføres mere effektivt og hele året, ligesom de opvarmede bassiner trak flere medlemmer til svømmesporten. Dansk kvindesvømning var i mange år fremover ensbetydende med udsolgte huse ved svømmestævner, især i forbindelse med de intensive kampe med udenlandske svømmere.

DKG havde dygtige lærerinder, bl.a. Ellen Larsen, som tog sig af bredden, mens Frøken Ingeborg, som Ingeborg Paul-Petersen blev kaldt, koncentrerede sig om eliten. Hun havde sans for alt nyt inden for svømning, især nye stilarter, og alt blev prøvet af på pigerne. Det fortælles fx, at de for at få en vis rytme i svømningen skulle svømme i takt til Ingeborg Paul-Petersens sang fra bassinkanten. Det var dog et af de få eksperimenter, der blev opgivet på grund af modvilje fra eleverne. Deres ve og vel lå Ingeborg Paul-Petersen meget på sinde, men lod de sig fotografere i badedragt, blev det hende for meget, idet hun anså bare lår for at være uanstændige. De mange konkurrencer blandt de unge svømmepiger i 1930’erne udløste diskussioner i idrættens verden og i medierne om eventuelle skadevirkninger. Ingeborg Paul-Petersen udtalte i den anledning i en artikel i Kristeligt Dagblad i 1936, at “det er alt det andet”, der var det farlige. Hun mente, at selve deltagelsen i svømmekonkurrencerne ikke skadede de unge piger, hvorimod fx den modtagelse, som Inge Sørensen havde fået, da hun som 12-årig i 1936 vandt olympisk bronze, “var for stærk”.

Ingeborg Paul-Petersen var en stor personlighed, der fra tid til anden kunne udtrykke sine meninger skarpt, men hun var elsket af sine mange elever, ligesom hun nød bred respekt for sin meget betydelige indsats for kvinders uddannelse generelt og kvindesvømningen specifikt. I 1937 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld, og hun opnåede at blive æresmedlem både af DKG, hvor hun havde været formand 1936-51, og af Dansk Svømme- og Livredningsforbund.