Faktaboks

Ragnhild Hveger
Ragnhild Tove Hveger
Født
10. december 1920, Nyborg
Død
2011
Arbejdsliv
Svømmer og lærer
Familie

Forældre: lokomotivfører Vilhelm Alfred H. (født 1886) og Hilda Margrethe Thomsen (født 1882).

Gift 16. juni 1950 med havnefogedassistent Aage Erik Andersen, født 4. oktober 1924 i Store Heddinge, s. af fisker Ejner Sofus A. og Dagmar Kristine Larsen.

Ragnhild Hveger
Ragnhild Hveger er dansk svømmehistories største danske svømmer. Her er hun fotograferet en gang i 1930'erne.
Ragnhild Hveger
Af /Ritzau Scanpix.

Tilnavnet Den gyldne Torpedo fik Ragnhild Hveger af avisen The Times på grund af sin overbevisende indsats ved Europamesterskabet (EM) i svømning i London i 1938, og dette tilnavn illustrerer rammende den respekt, som hun var omgivet af som svømmer i en klasse helt for sig selv i perioden 1937-43.

Hun var i sin samtid beundret for sin rytmiske og glidende svømmestil, hvor ikke mindst hendes benspark var særdeles effektive. Men hun er også et eksempel på et enestående talent, som måtte betale en høj pris for at udnytte sine særlige evner.

De tidlige år – forventninger og pres

Hendes forældre lagde i ungdomsårene stærkt pres på hende, for at hun skulle fastholde en ensidig satsning på svømningen, selvom hun gerne ville være sygeplejerske. Og da Danmarks Olympiske Komité manglede penge til at finansiere den danske deltagelse ved De Olympiske Lege (OL) i 1936, måtte den 15-årige Ragnhild Hveger holde for og stille op til opvisninger, stævner og verdensrekordforsøg: “Jeg husker endnu den uhyggelige stilhed, der var i hele hallen, når jeg ikke havde sat verdensrekord. Hvor dumt det måske lyder, så lå jeg i vandet og fik dårlig samvittighed. Jeg følte, jeg havde svigtet publikum.”

Ragnhild Hveger begyndte at svømme i Helsingør Svømmeklub i 1932 og vandt det følgende år sin første sejr ved et svømmestævne i Helsingborg.

Verdensrekorder og mesterskaber

Ragnhild Hveger
Ragnhild Hveger skriver autografer til italienske fans efter at have vundet OL-sølv ved De Olympiske Lege i Berlin i 1936.
Ragnhild Hveger
Af /Ritzau Scanpix.

I 1935 vandt hun sit første Danmarksmesterskab samt to nordiske mesterskaber og blev samme år kåret som Årets Fund af Idrætsbladets læsere. I 1936 satte hun den første af sine 44 verdensrekorder, hvoraf hovedparten var i crawl, og samme år vandt hun sølvmedalje ved OL i Berlin.

Efter at have sat 11 verdensrekorder i 1937 blev hun tildelt B.T.s guldmedalje for årets største idrætspræstation, og i 1938 vandt hun tre gange guld ved EM.

Ragnhild Hveger havde som størstedelen af datidens kvindelige svømmestjerner Ingeborg Paul-Petersen som træner i en periode og blev også uddannet som svømmelærer på Paul Petersens Institut i begyndelsen af 1940’erne.

Hun sluttede herefter første del af sin svømmekarriere, da hun i foråret 1943 rejste til Kiel og arbejdede en periode som svømmelærer der.

Forældrenes nazistiske tilknytning

Ragnhild Hvegers forældre og broder var tilknyttet det danske nazistparti, og som følge heraf var hun efter Befrielsen i 1945 interneret i seks uger, inden hun blev frifundet.

Denne ydmygende oplevelse prægede hende stærkt, og hun var gennem flere år ugleset i det danske svømmemiljø. I stedet arbejdede hun nogle år i Sverige som svømmelærer, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark i 1948.

Her blev hendes amatørstatus gjort til genstand for omfattende undersøgelser i Dansk Svømme- og Livredningsforbund og i Dansk Idræts-Forbunds (DIF) Amatør- og Ordensudvalg, og hun blev erklæret professionel og idømt en toårig karantæne, som udløb i slutningen af 1950.

Den sene svømmekarriere

Ragnhild Hveger
I sit rette element. Ragnhild Hveger blev i 1999 kåret til århundredets kvindelige sportsnavn efter en karriere, der bl.a. kastede 44 verdensrekorder af sig.
Ragnhild Hveger
Af /Ritzau Scanpix.

Herefter kunne Ragnhild Hveger atter deltage i konkurrencer, og ved OL i Helsingfors i 1952 blev det til en femteplads i 400 m crawl, i øvrigt i en tid som var bedre end sølvmedaljetiden fra 1936.

På trods af hendes omdiskuterede status i dansk idræt i årene efter krigen var svømningen hendes rette element og fristed, og i 1953 fortalte hun: “I det daglige føler jeg, at jeg er andre mennesker langt underlegne på alle måder. Kun i vandet får jeg bugt med mine mindreværdskomplekser. Der er vist få, idrætten har betydet så meget for, rent menneskeligt, som for mig. Hver eneste sejr, hver rekord, jeg har vundet, har været en slags moralsk rygstød.”

Ragnhild Hveger fortsatte sin aktive karriere indtil EM i 1954, hvor hun i den for en elitesvømmer høje alder af 33 år opnåede en femteplads. Herefter var hun svømmelærer i Østerbro Svømmehal indtil 1975.

Århundredets kvindelige sportsnavn

I 1966 blev hun optaget i svømmesportens Hall of Fame i Fort Lauderdale, USA, og i 1992 ved indvielsen af Københavns renoverede idrætspark blev hun som en af ti danske idrætsfolk optaget i Parkens Hall of Fame.

Ved DIFs 100-års jubilæum i 1996 blev hun udpeget som århundredets kvindelige sportsnavn i Danmark.

Ragnhild Hveger vandt i alt 20 individuelle danske mesterskaber og fem individuelle nordiske mesterskaber, hvortil kommer tre europæiske titler fra 1938 samt sølvmedaljen fra OL i 1936. Ved siden af sine 44 verdensrekorder satte hun 52 danske rekorder i svømning.

Beskrivelser og portrætter af Ragnhild Hveger

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig