Faktaboks

Greta Andersen
Greta Marie Andersen
Født
1. maj 1927, København
Død
6. februar 2023, Solvang, Californien, USA
Arbejdsliv
Svømmer og lærer
Familie

Forældre: maskinarbejder Mourits Peter A. (1891-1953) og Charlotte Emerentze Benedikte Nielsen (1898-1960).

Gift 1957 med John Sonnichsen, født i Seattle, USA.

Greta Andersen
Greta Andersen i bassinet i 1951.
Greta Andersen
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Greta Andersen var en succesfuld repræsentant for det konkurrenceorienterede svømmemiljø for kvinder, som Ingeborg og Ellen Paul-Petersen skabte omkring deres skole, Paul Petersens Gymnastik Institut, og Dansk Kvinde-Gymnastikforening (DKG). Her fik en lang række kvinder i 1930’erne og 1940’erne en uddannelse, som kunne bruges i forbindelse med en idrætskarriere på eliteniveau og efterfølgende som udgangspunkt for en erhvervskarriere som svømme- og gymnastikinstruktør.

Samtidig var Greta Andersen en af de første danske kvinder, som blev involveret i elitesportens videnskabeliggørelse, der tog fart omkring 1950. Mellemkrigstidens debat om, hvorvidt kvinder overhovedet burde deltage i konkurrenceidræt, ændrede sig på dette tidspunkt til en diskussion af, hvordan man kunne sikre kvinderne de bedst mulige sportslige resultater.

Uddannelse til svømmelærerinde

Greta Andersen begyndte som 16-årig at svømme i svømmeklubben Triton med den tidligere olympiske medaljevinder Else Jacobsen som træner. I 1946 skiftede hun til DKG, hvor hun fik Ingeborg Paul-Petersen som træner og blev klubkammerat med to senere olympiske medaljevindere Karen Margrethe Harup og Fritze Nathansen.

Samme år blev Greta Andersen optaget på Paul-Petersens Gymnastik Institut, hvor hun blev uddannet svømme- og gymnastiklærerinde 1946-47. Sædvanligvis var der flere års ventetid, før man kunne blive optaget på instituttet, men da Ingeborg Paul-Petersen under ansøgningssamtalen fik øje på den guldnål fra Dansk Svømme- og Livredningsforbund, som Greta Andersen havde opnået, fik hun lov at begynde på instituttet med det samme.

Uddannelsen som svømmelærerinde kunne hun dog først bruge efter afslutningen på sin svømmekarriere, idet hun ellers ville blive betragtet som professionel og dermed udelukket fra at deltage i konkurrencesvømning. Hvor hun under Else Jacobsen først og fremmest havde arbejdet med de fysiske elementer i svømningen, lagde hun nu vægten på teknikken, udviklede sin svømmestil og nåede hurtigt et internationalt niveau.

Guld til OL i London 1948

I 1947 deltog Greta Andersen i Europamesterskabet (EM) i Monaco, hvor hun fik bronze i 100 m crawl og deltog på det vindende hold i 4x100 m crawl.

Forud for De Olympiske Lege (OL) i London i 1948 blev hun betragtet som favorit til at vinde 400 m crawl, hvilket blev yderligere understreget, da hun begyndte sin deltagelse i OL med at vinde guldmedalje i 100 m crawl. Imidlertid besvimede hun i bassinet i det indledende heat i 400 m-løbet og måtte bjærges i land. Denne situation, som blev behandlet udførligt i den danske presse, forklarede hun i sin selvbiografi En svømmepiges med- og modgang, 1952, således: “De sidste dages nervepirrende begivenheder havde fremskyndet den månedlige utilpashed, vi kvinder er behæftet med, hvad der stjal så godt som alle mine kræfter og gav mig både hoved- og mavepine.”

Danmarkshistoriens mest omtalte menstruation forhindrede hende dog ikke i nogle få dage senere sammen med bl.a. Harup at deltage på 4 x100 m-holdet, som vandt sølvmedaljer, og ved hjemkomsten fra London blev de danske svømmepiger gjort til genstand for den helt store folkelige modtagelse.

Verdensrekord og EM-guld

I 1949 satte Greta Andersen sin eneste verdensrekord med tiden 58,2 sek. på 100 yards crawl, og efter et længere ophold i USA i foråret 1950 deltog hun i EM samme år og sikrede sig tre medaljer, heraf en af guld på 400 m.

I perioden op til OL i 1952 søgte hun med lægehjælp ad medicinsk vej at rykke tidspunktet for sin menstruation, så det ikke faldt sammen med konkurrenceperioden, og ifølge selvbiografien havde indsprøjtningerne “den eftertragtede virkning, men samtidig lammede de mine arme og ben”. Resultaterne i Helsingfors var da også skuffende med en ottendeplads i 400 m crawl samt en fjerdeplads med stafetholdet.

Havkapsvømning

I midten af 1950’erne emigrerede Greta Andersen til USA og bosatte sig i Californien, og hun blev senere amerikansk statsborger.

Her indledte hun en ny karriere som professionel havkapsvømmer. Med sine seks ture over Den Engelske Kanal i perioden 1957-65 er hun den kvinde, der oftest har svømmet over kanalen. I årene 1957-59 vandt hun kapsvømningen over kanalen i åben konkurrence, hvor både mænd og kvinder deltog, og hendes vindertid fra 1958 på 10 t. og 59 min. var rekord for kvinder.

Optaget i svømmesportens Hall of Fame i USA

I 1959 blev hun af Los Angeles Times udpeget som årets sportskvinde, og i 1969 blev hun optaget i svømmesportens Hall of Fame i Fort Lauderdale, USA. Sammen med sin mand John Sonnichsen åbnede hun i 1960 en svømmeskole, som eksisterede indtil 1980. Her var hun en af pionererne inden for babysvømning, og hun fortsatte som svømmeinstruktør efter lukningen af skolen.

Ud over de nævnte resultater vandt Greta Andersen i sin karriere ni individuelle danske mesterskaber, flere holdmesterskaber samt fire individuelle skandinaviske titler.

Beskrivelser og portrætter af Greta Andersen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Idrætshistorisk Årbog, 1996. Knud Lundberg: Deres bedste kamp, 1962.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig