Else Jacobsen

Else Jacobsen blev i 1927 den første dansker, der satte verdensrekord i svømning, og hun var den første danske kvinde, som opnåede national heltestatus på baggrund af sine idrætspræstationer. Hun blev både som aktiv og som svømmetræner en foregangskvinde for den række af kvindelige danske svømmere, som hævdede sig på internationalt plan i perioden 1927-54. Mange af de kvindelige elitesvømmere var i perioder tilknyttet Dansk Kvinde-Gymnastikforening (DKG) og uddannede sig som svømme- og gymnastiklærere på Paul Petersens Institut, hvor Ingeborg Paul-Petersen begge steder var en ledende skikkelse. Else Jacobsen blev som 12-årig meldt ind i DKG, og allerede som 16-årig vandt hun sit første danske mesterskab, og samme år satte hun verdensrekord, da hun vandt 200 m brystsvømning ved det nordiske mesterskab i Norge.

Herefter blev Else Jacobsen med ét slag det store kvindenavn i dansk idræt, og forhåbningerne til hende var store før De olympiske Lege (OL) i Amsterdam 1928. På dette tidspunkt fandtes der ingen svømmehal i København, men DKG bevilgede Else Jacobsen og to andre svømmere 150 kr., så de kunne få råd til at rejse til Malmø og træne indendørs der, indtil det danske havvand blev tilstrækkeligt varmt til, at de kunne træne i det. Else Jacobsen måtte dog skuffende nøjes med en fjerdeplads ved OL. I 1930 åbnede den første danske offentlige svømmehal Østerbro Svømmehal, og Else Jacobsen var en af de svømmere, der havde stor gavn heraf. Nu var mulighederne for systematisk træning året rundt til stede, og i foråret 1932 satte hun fire verdensrekorder. Herefter forventede man, at hun uden besvær ville sikre Danmark en guldmedalje ved OL i Los Angeles samme år. Danmarks Olympiske Komité havde imidlertid ikke penge til at sende deltagerne så langt væk, og kun en storstilet pengeindsamling blandt dansk-amerikanere i USA, organiseret af filmstjernen Jean Hersholt, muliggjorde dansk deltagelse. Prisen for denne hjælp var, at de olympiske deltagere på deres togtur gennem USA måtte stille op til en næsten endeløs række af receptioner og middage. Dette i forbindelse med den lange sejltur over Atlanten, hvor træningsmulighederne var yderst begrænsede, havde stor indflydelse på deres træningstilstand, og resultaterne ved OL i 1932 blev da også i almindelighed betragtet som utilfredsstillende. For Else Jacobsens vedkommende blev det til bronze i 200 m brystsvømning, hvilket både personligt og nationalt var en stor skuffelse. Efter løbet udtalte "den nedtrykte Svømmerske": "Fire Aars Slid for at skaffe Danmark en Guldmedalje, og saa kun Nummer tre." Efter hjemkomsten udgav hun sin dagbog om turen til OL Med Else til Los Angeles, 1932, og for sine præstationer blev hun tildelt B.T.s guldmedalje. Året efter modtog hun af Dansk Idrætsforbund Nathansens Mindepokal.

I 1933 blev Else Jacobsen uddannet som gymnastik- og svømmelærer ved Paul Petersens Institut og ville herefter begynde at arbejde som svømmeinstruktør, hvad der ifølge amatørreglerne indebar, at hun måtte stoppe som konkurrencesvømmer. B.T. tilbød hende imidlertid ansættelse på bladet på så lempelige vilkår, at hun samtidig kunne fortsætte sin svømmekarriere med henblik på deltagelse ved OL i 1936. Efteråret 1933 satte hun sin sjette og sidste verdensrekord; men efter en række sammenstød med svømmeledere, bl.a. Ingeborg Paul-Petersen, indstillede hun sin aktive karriere i 1934. Herefter fungerede hun som privat svømmeinstruktør, indtil Svømmeklubben Triton året efter blev stiftet som en sammenslutning af hendes privatelever og af 20 utilfredse svømmere, som havde meldt sig ud af Gymnastik- og Svømmeforeningen Hermes, heriblandt hendes senere mand Willy Baade. Else Jacobsen arbejdede som instruktør i Triton indtil sin død i 1965, bl.a. som træner for OL-guldmedaljevinderen Greta Andersen, og hun var i samme periode autoriseret svømmelærer i Østerbro Svømmehal. Ved OL i 1952 og 1960 deltog hun som leder for de danske svømmere. Svømningens status i Danmark som et særligt kvindeligt område af idrætten forklarede Else Jacobsen i forbindelse med de danske kvindelige svømmeres store succes ved OL i 1948 således: "Jeg tror, det hænger sammen med, at Pigerne fik Inspiration hos dem, der først naaede frem. Paa den Maade har vi presset os selv til at yde mere og mere." Hun var en pioner inden for eliteidrætten både som nationalt idol, kvindelig idrætsudøver i verdensklasse og den første kvinde, der måtte forsøge at forene de modstridende krav, en idrætskarriere og en civil karriere stillede.