Faktaboks

Inge Sørensen
Født
18. juli 1924, Skovshoved sogn
Død
9. marts 2011
Arbejdsliv
Svømmer
Familie

Forældre: fiskehandler Johan Sigvald S. (1896-1969) og Johanne Cecilie Jensen (1899-1967).

Gift 31. maj 1948 med civilingeniør Janus Tabur, født 20. februar 1918 i København, s. af arbejdsmand Peter T. og Christiane Margrethe Jacobsen.

Børn: Christina Bente (1952), Alan Henrik (1956).

Inge Sørensen

Inge Sørensen, også kendt som "Lille henrivende Inge", vandt som 12-årig en bronzemedalje i brystsvømning ved De Olympiske Lege i Berlin i 1936. Det førte bl.a. til en diskussion om aldersgrænser for deltagelse i konkurrencer. Foto fra 1936.

Inge Sørensen
Af /Ritzau Scanpix.

Ved De Olympiske Lege (OL) i Berlin 1936 vandt den 12-årige Inge Sørensen en bronzemedalje i brystsvømning. Med denne opsigtsvækkende præstation blev hun både genstand for en national hyldest og for en diskussion om nedre aldersgrænser for deltagelse i konkurrencer.

Journalisten Gunnar Nu Hansen gav hende tilnavnet Lille henrivende Inge, og i Danmark samledes befolkningen omkring radioapparaterne for at høre hans reportager i den første direkte transmission af en udenlandsk idrætsbegivenhed.

Tidlig start

Inge Sørensen voksede op i Skovshoved nord for København og svømmede allerede som helt lille i det nærliggende Øresund.

Som otteårig begyndte hun at svømme i Dansk Kvindegymnastikforening, hvor hendes gymnastiklærerinde fra skolen var svømmetræner. Træningen foregik bl.a. i Københavns første svømmehal Østerbro Svømmehal, der blev bygget i 1929-30. Hun blev som mange af Mellemkrigstidens succesfulde kvindelige svømmere trænet af Ingeborg Paul-Petersen, der var leder af Paul Petersens Institut.

Inge Sørensen var talentfuld, og hun konkurrerede tidligt med de voksne svømmere. Hun blev bakket op af sine forældre, som lærte hende, at det var lige så vigtigt at kunne tage et nederlag med et smil som at yde en fin præstation.

Sit gennembrud fik hun som 11-årig, hvor hun præsterede meget fine tider i brystsvømning. Hun vandt ni danske mesterskaber i årene 1936-44, blev nordisk mester i 1937 og 1939 og Europamester 1938. Hun satte 14 danske rekorder i 200, 400 og 500 m brystsvømning og tre verdensrekorder.

OL i Berlin

Inge Sørensen, OL

De Olympiske Lege i 1936 blev afholdt i det nazistiske Tyskland. Her ses Inge Sørensen i hvid kjole i midten ved sejrscermonien, omgivet af heilende tilskuere og officials.

Inge Sørensen, OL
Af /Ritzau Scanpix.

Ved OL i Berlin i 1936 var Inge Sørensen med som yngste deltager. Da hun vandt bronze i finalen, fik Danmark sin første medalje, og hendes præstation vakte en enorm opsigt både i Berlin og Danmark.

Ved hjemkomsten blev idrætsfolkene, og især svømmepigerne Inge Sørensen og Ragnhild Hveger, hyldet af 30.000 mennesker, som havde taget opstilling ved Enghave Station, hvor Berlinekspressen holdt. Senere gik turen til Sønderstrand Badeanstalt, hvorfra Inge Sørensen sejlede til mere hyldest i hjembyen Skovshoved. Undervejs stod folk i tusindvis langs ruten og vinkede til den olympiske heltinde. Et par dage senere udgav musikeren Carl Viggo Meincke slageren Lille henrivende Inge.

Nationalt symbol

Inge Sørensen vender hjem efter olympiaden

Ved hjemkomsten blev Inge Sørensen og kollegaen Ragnhild Hveger hyldet af 30.000 mennesker, og Inge Sørensen blev gjort til et nationalt symbol. På tegningen af Alfred Schmidt protesterer hun mod at blive hyldet i Skolen med Inge-Valsen. Teksten lyder: ”Det forløsende ord "Vi vil en hilsen dig bringe!" - det var Skolebestyrelsens Ord - "Lille henrivende Inge" vil vi synge i flerstemmigt Kor. "Nej hold dog op! sa'e den Lille, "man maa jo tro, I har Dille!" Lille henrivende Inge, det var de Ord, vi ventede paa!”

Inge Sørensen vender hjem efter olympiaden
Af /Det Kgl. Bibliotek.

Med sin rene ungdommelighed blev Inge Sørensen gjort til et nationalt symbol i en tid med oprustning og truende ydre fjender.

Men succesen havde også en negativ side. I forlængelse af hendes præstation rejste idrættens ledere og kritikere en debat om aldersgrænsen for deltagelse i konkurrencer. Dansk Idræts-Forbund (DIF) vedtog i november 1936 et forslag fra formanden generalmajor Holten Castenschiold om at fastsætte en nedre aldersgrænse på 16 år for deltagelse i konkurrencer. Inge Sørensen fortsatte dog sin succesfulde svømmekarriere, så øjensynligt havde DIF svært ved at føre sin beslutning ud i livet.

Livet efter svømmekarrieren

Inge Sørensen blev uddannet fra Ester Berners Institut for dans, ballet, gymnastik og svømning i 1946 og underviste herefter i gymnastik og svømning både i privat regi og foreninger.

Efter at hun 1948 var blevet gift med ingeniøren Janus Tabur, bosatte de sig på grund af hans arbejde først i Sydafrika, siden i Canada og fra 1951 i USA. Inge Sørensen underviste i gymnastik og svømning i de forskellige lande, hun boede i, men stoppede, da hun fødte sit første barn i 1952. Hun fortsatte dog med at svømme på fritidsbasis, indtil hun måtte holde op på grund af pandehulebetændelse.

Inge Sørensen nåede toppen af sin karriere, allerede da hun var et barn. Og netop hendes barnlige uskyld førte til et så markant gennembrud i medierne, at efterfølgende generationer stadig ved, hvem “Lille henrivende Inge” er.

Beskrivelser og portrætter af Inge Sørensen

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek.

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig