Esther Vagning

Da Esther Vagning var et par år gammel, flyttede familien, der ud over hende bestod af forældrene og seks ældre søskende, til Middelfart. Hun spillede klaver fra treårs alderen og fik senere sin første undervisning hos en lokal musikpædagog. Som teenager kom hun videre til Mary Tauber i Nørre Åby, der var en dygtig og disciplinkrævende lærer. Esther Vagning havde lige så let ved at læse noder som ved at improvisere, og som 14-15-årig spillede hun til stumfilm i Middelfarts biograf. Det musikalske miljø på Fyn var særdeles rigt, og Esther Vagning spillede her i de unge år sammen med flere glimrende fynske musikere, som hun også senere fik et udstrakt sammenspil med, bl.a. violinisterne Peder Møller, Leo Hansen, Niels Simon Christiansen og Christian Esbensen samt sangerinden Else Schøtt. Som 17-årig begyndte hun at få privatundervisning i København hos Agnes Adler, og det var som hendes elev, hun 1928 debuterede i Tivoli med Beethovens 3. klaverkoncert. Esther Vagning gik ikke på Musikkonservatoriet, men tog ud over klaverundervisningen hos Adler også privatundervisning i musikhistorie hos Hortense Panum. Inden sin første soloaften i 1929 med Beethoven, Chopin og Debussy på programmet studerede Esther Vagning nogle måneder i Paris hos spanieren S. Riera, der også var France Ellegaards lærer. Senere blev det til endnu et studieophold i Paris 1930-31, inden hun flyttede til København, hvor hun med flid og glubende musikalsk appetit skabte sig en karriere. Esther Vagning studerede også et par måneder hos E. Fischer i Berlin i 1933.

Som for Adlers vedkommende kom Esther Vagnings karriere også til overvejende at bestå af kammermusik og undervisning, og som læremesteren var hendes engagement ligeligt fordelt på begge områder. Fra 1932 frem til midt i 1940’erne arbejdede Esther Vagning som repetitør i radioen, bl.a. 1936-44 for Radiokoret, hvor hun stiftede bekendtskab med storværker som Bachs Messe i h-mol og Matthæuspassionen i et samarbejde med dirigenter som Fritz Busch og Nicolaj Malko. Her fik hun yderligere rutine i at spille fra bladet, spille efter partitur og spille i orkester, og hun nød det alsidige musikerskab, hun blev afkrævet. I øvrigt havde hun også en lang række selvstændige radioudsendelser som solist og kammermusiker. Esther Vagnings djærve, glædesfyldte musiceren kunne publikum opleve på mange soloaftener og i klaverkoncerter med orkester, fx ved Torsdagskoncerter, men det var som kammermusiker, hun for alvor foldede sig ud, og langt hovedparten af de mange koncerter, hun gav i sin godt 50-årige karriere, var i sammenspil med en række af dansk musiklivs bedste instrumentalister. Fremhæves må især det mangeårige triospil med violinisten Henry Holst og cellisten Erling Bløndal Bengtsson. Rækken af hendes medspillere talte også violintroldmanden Wandy Tworek og cellisten og dirigenten Johan Hye-Knudsen. Af blæsere spillede hun mest sammen med Kammerkvintetten, der bestod af fem musikere fra Det Kgl. Kapel. Esther Vagning optrådte fra 1940 hyppigt i Kammermusikforeningen, og ved dennes 90-års jubilæum i 1958 blev hun udnævnt til æresmedlem og fik dermed mulighed for også at overvære foreningens koncerter fra tilhørerpladserne, som kvinder ellers ikke havde adgang til.

Esther Vagning giftede sig i 1950 med sparekassedirektør Christian Torp-Pedersen, der havde fire voksne sønner og en datter på 12-13 år. Indtil hans død i 1954 tilbragte hun weekenderne hos ham i Nyborg, resten af ugen fortsatte hun sit liv i København, hvor hun boede sammen med sin fynske ungdomsveninde Else Tauber, datter af hendes tidligere lærer og selv violinist og klaverpædagog. Fra 1950 delte de to veninder lejligheden med Esther Vagnings niece Karen Margrethe Nielsen, der agerede praktisk gris og bl.a. optog radioudsendelser på bånd og minutiøst ajourførte i alt 12 scrapbøger for sin tante. Esther Vagning blev ansat på Musikkonservatoriet i 1960 og var 1961-75 docent samme sted. Såvel her som privat uddannede hun stribevis af fremragende pianister, fx Jutta Rohard, Merete Westergaard, Elisabeth Westenholz og Dorthe Kirkeskov. Men også hendes arbejde i de menige musikpædagogers miljø var suverænt. I den fælles lejlighed underviste Esther Vagning og Tauber en hærskare af børn og voksne i klaver i en mere end 40-årig periode. Ikke bare havde de to indbyrdes et samarbejde, der også omfattede elevkoncerter, de indgik endvidere i et større kontaktnet mellem de statsprøvede musikpædagoger på Amager. Kredsen holdt fagmøder, hvor de diskuterede ny undervisningslitteratur eller inviterede foredragsgæster, og Esther Vagning spillede gerne ved festlige lejligheder. Intet var for højt eller for lavt for hende, og hun blev kendt som den, der ikke alene sagde ja til opgaver, men også ja tak. Hun var en musiker i balance, med et stort menneskeligt og musikalsk overskud, der afspejlede sig i hendes spil. Hendes pædagogiske virksomhed forhindrede hende således ikke i at føre et rigt koncertliv. Ved 25-års jubilæet i 1954 optalte niecen hendes indtil da 1289 koncerter, 49 i udlandet, 327 i København, 308 i provinsen og ikke færre end 605 i radioen. Så sent som i 1970 brugte hun Tagea Brandts Rejselegat til et besøg hos den ungarskfødte pianist G. Andas kursus i Schweiz og havde stadig sin evne til blive begejstret og lade sig inspirere i behold. Anda udnyttede her hendes fabelagtige bladspilsfærdigheder og lod hende spille “orkester”, når hans elever skulle spille solostemmen i en klaverkoncert. Hun nåede at holde sin 50-års jubilæumskoncert i 1979. Musikalsk set holdt hun sig på toppen indtil få år før sin død, og efter at være flyttet på plejehjem gav hun koncerter for sine medbeboere.

Mærkeligt nok findes der kun forholdsvis få pladeindspilninger med Esther Vagning, men en lang række radiooptagelser dokumenterer hendes glimrende klaverspil. Ud over Tagea Brandts Rejselegat modtog hun, i øvrigt som den første, Anna Schyttes Legat i 1962. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1966 og ridder af 1. grad 1974. Efter hendes død blev der oprettet et legat i hendes navn, Pianistinden Esther VagningsFond, hvis afkast uddeles til danske musikstuderende, fortrinsvis pianister, der søger videreuddannelse.