Hortense Panum

Indtil Hortense Panum var otte år, boede hun i Kiel, hvor faderen, der var en kendt fysiolog, var professor ved universitetet. Da den tyske agitation under krigen i 1864 gjorde situationen vanskelig for danske universitetslærere, rejste familien tilbage til Danmark, hvor faderen blev udnævnt til professor ved Københavns Universitet. En broder Peter P. valgte siden at følge i faderens fodspor som læge, mens Hortense Panum helligede sig musikken. Hun studerede klaverspil hos Victor Bendix og Aug. Winding, men ikke mindst studierne i musikteori hos komponisten og teorilæreren Orla Rosenhoff blev af stor betydning for hendes senere virke som musikhistoriker. I 1886-87 studerede hun musikhistorie hos W. Tappert i Berlin, og på mange senere rejser til biblioteker og museer i Tyskland, Frankrig, Belgien, England, Norge og Sverige udførte hun især instrumenthistoriske undersøgelser. Rejserne blev delvis gennemført med statslig støtte.

Allerede i 1885 begyndte Hortense Panum at holde musikhistoriske foredrag i København, og inspireret af historiske koncerter, som hun havde hørt i udlandet, indførte hun i 1887 den praksis, at hun afsluttede sine foredragsrækker med koncerter, hvor en del af den gennemgåede musik blev udført. Fra 1898 kom hendes foredragsvirksomhed ind i fastere rammer, idet hun blev knyttet som teori- og musikhistorielærer til Louis Glass' konservatorium. 1904 holdt hun desuden foredrag ved Folkeuniversitetet, og i hele 24 år, fra 1907 til 1931, var hun ansat som lærer i musikhistorie og musikkundskab ved Musikkonservatoriet. Gennem det tyske musiklærertidsskrift havde hun opmærksomt fulgt med i oprettelsen af det tyske musiklærerforbund, og i 1898 tog hun sammen med Glass initiativ til at stifte Dansk Musikpædagogisk Forening, som hun 1901-03 var formand for og i 1925 blev æresmedlem af. Foreningen havde som målsætning at højne musiklærernes anseelse og skærpe opmærksomheden om faglige og pædagogiske problemer, og for at opnå medlemskab skulle musiklærerne aflægge en fagprøve eller på anden vis dokumentere musikalsk duelighed. Med oprettelsen af foreningen sigtede man således både på at skabe gunstige betingelser for de seriøse musiklærere og på at gøre det muligt for det hastigt voksende musikpublikum at skaffe sig kvalificerede lærerkræfter.

Et karakteristisk træk ved Hortense Panums formidlende indsats var, at hun lagde megen vægt på at illustrere det musikhistoriske stof, dels ved billed- og nodemateriale, dels ved levende musikeksempler, som blev udført af sangere og musikere. Hendes første større arbejde var da også første bind af Illustreret Musikhistorie, 1897, der behandler musikhistorien til slutningen af 1700-tallet med anvendelse af et righoldigt illustrationsmateriale. I samarbejde med William Behrend, som var forfatter til andet bind af Illustreret Musikhistorie, 1905, udgav hun i 1924 Illustreret Musiklexikon. Til undervisningsbrug udgav hun bl.a. Musikhistorien i kortfattet Fremstilling, 1910, Af Musikhistoriens Billedbog, 1916, samt flere småskrifter i serien Grundrids ved folkelig Universitetsundervisning. Blandt hendes artikler var desuden et bidrag om musikken i hjemmet til den af Emma Gad udgivne Vort Hjem, 1903.

Hortense Panums forskningsmæssige indsats var koncentreret om gamle strengeinstrumenter, som hun havde fået interesse for ved at beskæftige sig med tabulaturer. Efter to mindre afhandlinger, som hun sammenskrev i en tysk version Harfe und Lyra im alten Nordeuropa, 1905-06, publicerede hun sit hovedværk Middelalderens Strengeinstrumenter og deres Forløbere i Oldtiden 1915-31 (bearbejdet engelsk udg. Stringed Instruments, 1939). Hvad det ældste stof angik, var hun henvist til at støtte sig til ikonografiske og mytologiske kilder, og ikke mindst diskussionen af disses problematiske dokumentationsværdi kendetegnede hendes videnskabelige integritet. Til hendes bredspektrede indsats som forsker, formidler og organisator hørte også et forsøg på at genoplive det gamle nordiske strengeinstrument langelegen på dansk grund. Under studiet af langspillets historie var hun blevet opmærksom på, at langelegen dyrkedes i en ubrudt tradition i visse egne af Norge, og efter at have lært sig at spille på instrumentet opnåede hun i 1918 offentlig støtte til at rejse rundt til danske højskoler for at udbrede kendskabet til det. Det var hendes håb, at landbefolkningen ville tilegne sig langelegen og det hertil knyttede repertoire af nordiske folkeviser og danse og herved få et alternativ til bykulturens populærmusik. Men i praksis havde Hortense Panum ikke megen føling med de kredse i befolkningen, som hun ønskede at genopdrage, og langelegen fandt derfor kun en begrænset mængde dyrkere, fortrinsvis blandt højskolelærere, musikpædagoger og bibliotekarer. Hendes ukuelighed fornægtede sig imidlertid ikke, og foruden en nodepublikation Langelegen som dansk Folkeinstrument, 1918-19, hvortil hun fik bl.a. komponisten Carl Nielsen til at bidrage med nogle kompositioner, gjorde hun gennem radioen et fornyet fremstød for instrumentet i 1930.