Elisabeth Westenholz

Elisabeth Westenholzs vuggegaver, der ud over musikaliteten indbefattede en opvækst i et trygt, velstående miljø, er blevet udnyttet til fulde. Begge forældre spillede klaver, og hendes fader lærte hende de første stykker af Mozart og Bach, da hun som fireårig selv pressede på. Umiddelbart herefter fik hun professionel undervisning, først af den lokale klaverpædagog Harriet Østergaard-Andersen og fra 12-års alderen af Esther Vagning. Musikstudierne var for Elisabeth Westenholz klart mere lystbetonede end skolearbejdet, men hun bed tænderne sammen og blev student fra Næstved Gymnasium i 1962. I 1959 holdt hun dog på Vagnings opfordring en pause fra skolen og boede i tre måneder i Cardiff i Wales, hvor hun tog undervisning hos pianisten P. Piggott og spillede sammen med førsteviolinisten i byens strygekvartet. Under dette tidlige udenlandsophold optrådte hun også i walisisk fjernsyn. 1962-63 oplevede hun endvidere at få timer i Oxford hos den da mere end 90-årige pianist Leonie Gombrich, der personligt havde kendt musikalske berømtheder som Brahms, G. Mahler og A. Bruckner.

I skoletiden tog Elisabeth Westenholz orgeltimer i Næstved hos organisten Carl Johan Grum, og for at have et sikkert levebrød, men også fordi hun syntes, det var dejligt at spille orgel, gennemgik hun Musikkonservatoriets organistuddannelse hos professor Aksel Andersen og aflagde diplomeksamen i 1967. Samtidig dyrkede hun stadig klaveret og fik 1967-68 undervisning hos B. Seidlhofer i Wien. Programmet til klaverdebuten i 1968 indstuderede hun med Seidlhofer, og bagefter spillede hun i 11-12 år hos Arne Skjold Rasmussen, der dog betragtede hende som kollega, ikke som elev. I 1969 kom orgeldebuten. Allerede fra året før fungerede hun som 2. organist, i 1968 ved Garnisons Kirke, dernæst gennem 19 år ved Holmens Kirke, hvor hun også spillede ved store begivenheder i kongehuset, fx prinsesse Margarethas begravelse i 1977. Sit orgelspil pudsede hun yderligere af i Wien hos A. Heiller 1970-71.

Men Elisabeth Westenholz har først og fremmest følt sig som pianist, og det er ved klaveret, som solist og kammermusiker, hun har ydet det usædvanlige. Hendes formidling rummer en dybtgående analyse af de klassiske værker fra Bach til B. Bartók og bremses ikke af nogen form for tekniske barrierer. Klaverteknikken er styret af en klippefast tempofornemmelse, der tillader en fraseringsmæssig frihed. Som Politikens musikanmelder Jan Jacoby har udtrykt det, har hun en “evne til at give hvert moment liv og føje det ind i én samlet energistrøm med subtile overgange”. Elisabeth Westenholz har været en flittig koncertgiver, såvel i Danmark som i udlandet. Hun er lige efterspurgt som solist og som kammermusiker, men den særlige udveksling af intuitive her-og-nu tolkninger, som findes i kammermusikken, har fået hende til at sætte denne højest. Elisabeth Westenholz spillede i perioden 1975-80 i Trio pro Arte sammen med den ungarsk fødte violinist Milan Vitek og den danske cellist Pierre René Honnens. 1985-90 havde hun atter et triosamarbejde, denne gang med den franske violinist G. Poulet og den tyske cellist C. Henckel. Af andre udenlandske musikere har hun optrådt en del sammen med den engelske cellist R. Kirshbaum, der tidligere havde spillet sammen med pianisten Merete Westergaard, og af danske med bl.a. fløjtenisten Toke Lund Christiansen, klarinettisten Niels Thomsen, bratschisten Tim Frederiksen og endvidere med Den Danske Blæserkvintet. Siden 1995 har hun ofte dannet trio med to unge musikere, violinisten Nikolaj Madojan fra Armenien og den danske cellist Kim Bak Dinitzen.

Som pianist kan Elisabeth Westenholz betragtes som en værdig efterfølger til både sin egen lærer Vagning og dennes lærer Agnes Adler. På mange punkter ligner de tre hinanden musikalsk, men hvor Vagning og Adler begge brugte en stor del af deres energi på at undervise, har Elisabeth Westenholz indtil videre ikke følt trang til at tage elever. Hun har indspillet en lang række plader, bl.a. alle Beethovens klaverkoncerter med Collegium Musicum, flere af Mozarts klaverkoncerter, alle Carl Nielsens klaver- og orgelværker samt kammermusikværker af Haydn, Frederik Kuhlau, Brahms, Schumann og Fauré. Fra listen over legater og hædersbevisninger kan nævnes Carl Nielsens Rejselegat 1969, Gladsaxe Musikpris 1970, Musikanmelderringens Kunstnerpris 1971, Tagea Brandts Rejselegat 1982 og Højesteretssagfører C.L. Davids Fødselsdagslegat 1992. I 1984 udnævntes hun til æresmedlem af Kammermusikforeningen.