Erika Voigt

Erika Voigt kom fra Randersegnen og var den yngste af en børneflok på 21. Allerede som ung afslørede hun, at hun var i besiddelse af en stor sangstemme, og hun blev spået en karriere inden for operaen. Hun fik sangundervisning hos Rudolf Hoffmann, og debuten fandt sted på Søpavillonen i Randers i 1918. Selvom den forløb godt, blev hendes karriere som koncert- og operasangerinde kort. Som 17-årig havde hun mødt den populære provinsrevyskuespiller Kai V., som ikke alene engagerede hende til sine forestillinger i Nørresundby og Ålborg, men siden også giftede sig med hende. På den måde blev hendes karriere tidligt afstukket. Der har siden været gisnet om, hvor langt hun ville have drevet det, hvis hun var fortsat i det seriøse fag, men hendes talent for at synge en vise og hendes ukuelige humør viste, at hun i revyen var i sit rette element.

Turnéteaterlederen Gerda Christophersen blev opmærksom på Erika Voigts vældige stemmepragt og engagerede hende i begyndelsen af 1920’erne til en række operetteroller, bl.a. som Molly i S. Jones’ Geisha og Josepha i R. Benatskys Sommer i Tyrol. De første 15 år optrådte hun fortrinsvis i provinsen, men hun nærmede sig gradvist hovedstaden ved at optræde først i Nykøbing F. og derefter i Helsingør, hvor Nancy Nathansen en overgang var meddirektør. Hun skaffede Erika Voigt ind ved Apollo Teatret i København, hvortil hun var knyttet, indtil det blev bombet i januar 1945. I sit revyarbejde havde hun gennem årene styrket sin parodieringskunst. Især var hun god til at efterligne Liva Weel. Det fik teaterdirektøren Betty Nansen til at tilbyde hende en rolle, men da Erika Voigt fik at vide, at hun bare kunne spille den, som Weel ville gøre det, afslog hun. “De er en Taabe, fru Voigt. Farvel,” lød det fra Betty Nansen, men Erika Voigt ville være sin egen. Måske derfor lod det endelige gennembrud vente så længe på sig, men da det kom, holdt hun sig på toppen til sin død.

Erika Voigts første store vise var i Apollorevyen 1943 som den basuntruttende Tante Agathe, hentet fra Berlingske Tidendessøndagsmagasin. Med et overstadigt humør og et smittende lune slyngede hun den tempofyldte vise over rampen. Her kom hendes fortrinlige sangstemme rigtig til sin ret, idet den sikkert mestrede komponisten Aage Stentofts tempofyldte melodi, samtidig med at Mogens Dams tekst stod helt skarpt. Som alle samtidens store revykunstnere havde hun en fornem tekstudtale. Hver en stavelse nåede publikum. Samtidig rummede hun en utrolig varme og ærlighed over for sit stof. På de få minutter, et revynummer varer, forstod hun at tegne en præcis og indimellem også bidende karakteristik, som da hun samme år lavede en parodi på forfatteren Thit Jensen. Der var fest og farver over hendes bakkesangerinde, når hun fremførte Saad’n var det ikke i 90’erne fra 1944, mens hun snarere lignede en vulkansk Wagner-valkyrie, der på det nærmeste gik til angreb på publikum i Thyra Danebod-visen fra Dagmarrevyen 1948. Her fik hun brug for al den sangteknik, hun havde lært hos kammersangerinde Else Schøtt, som hun gik til undervisning hos indtil få år før sin død. Det var flot sunget operaparodi på højt plan, som året efter blev efterfulgt af Ud vil jeg – ud, som hun i rollen som koncertsangerinde sang på ABC Teatret. Fra 1948 stammer også Jacobsen, hvor det stilfærdige afløste det slagfærdige i visen om middelstandspigens hede, men korte og skæbnesvangre møde med Jacobsen. Der var både kærlighed og ærlighed og en ømhed for den pige, der blev sunget om, et fintnuanceret portræt, der vidnede om stor fortolkningskunst.

Allerede fra 1931 medvirkede Erika Voigt i en række film, hvor hun fik vist andre og mere alvorlige sider af sit talent, selvom hun markerede sig tydeligst som bakkesangerinde i Bag de røde porte fra 1951, en rolle, der affødte en række pladeindspilninger af klassiske syngepigeviser, som hun fortolkede mesterligt. På scenen blev hun fastholdt i revyfaget, men fik dog mulighed for at vise sig som karakterskuespillerinde i enkelte roller, bl.a. med titelrollen i V. Sardous Madame Sans Gêne, som hun gjorde lykke med i provinsen, og den komiske rolle i lystspillet Min søn Peter på Det Ny Teater. Hendes sidste rolle blev som skøgen Carina i B. Jonsons Volpone på Riddersalen 1951.