Thit Jensen

Thit Jensen stammede fra et dyrlægehjem i Farsø i Himmerland. Hun var familiens fjerde barn og den første pige. Hele sin tilværelse bragte hun oplevelser, indsigter og erfaringer fra dyrlægehjemmet med sig, både i sin foredragsvirksomhed og når det gjaldt forfatterskabet. Hun var stærkt knyttet til den store søskendeflok, som støt voksede år for år. Ikke mindst broderen Johannes V. J. stod hun nær i barndom og ungdom, men gensidige uoverensstemmelser førte efterhånden til, at de fik et stejlt og uforsonligt forhold til hinanden. Moderen, som blev fysisk svag af de mange børnefødsler, men som psykisk besad en vældig styrke og et i tiden uhørt kvindemod, kom til at spille en betydningsfuld rolle for Thit Jensens senere engagement og kernesager. Faderen var også en personlighed. Han var meget optaget af spiritismen, og selvom han levede op til tidens mandsrolle, overskred han på væsentlige punkter konventionen, bl.a. ved at lære sine børn, også pigerne, fremmede sprog, ligesom han diskuterede med både sønner og døtre for at give dem større indsigt og træne dem i at føre en kvalificeret debat. Thit Jensen fik som ældste pige hurtigt rollen som ekstramoder, hvilket der var hårdt brug for, da moderen i en næsten 20-års periode konstant var enten gravid eller ammende. Allerede som 13-årig begyndte hun at undervise de mindre søskende, og mens familiens sønner begav sig ud i verden og uddannede sig, måtte hun passe hjemmefronten.

Som 22-årig kom Thit Jensen selv hjemmefra, men fik samme slags beskæftigelse, nu som lærerinde og husbestyrerinde for fremmede. Hun begyndte tidligt at skrive, mod sin moders vilje. Efter flere forsøg blev romanen To Søstre endelig antaget i 1903. Den blev godt modtaget, og Thit Jensens selvforståelse som forfatter etableredes, mens hun i det ydre tog til takke med en tilværelse som husassistent i København Hun var utrolig energisk og udgav i perioden fra 1903 til 1928 ca. en roman om året. Mange af bøgerne er samtidsromaner med kvindepolitiske emner, den anden halvdel af forfatterskabet udgøres af bredt anlagte historiske fortællinger, som dog også ofte bruges som spejl for aktuelle menneskelige konflikter. Thit Jensen var ikke nogen stor fortælleteknisk forfatterbegavelse, hverken særlig udsøgt i sit sprog, i sit budskab eller i sin research. Dertil havde hun måske for meget på hjerte. Hun brugte skønlitteraturen som propaganda og provokation, og som sådan blev hun i højeste grad læst og hørt. Hun var en af de første kvindelige forfattere i Danmark, som bevidst spekulerede i medieopmærksomhed, og hun var i besiddelse af en fandenivoldskhed og styrke, som chokerede selv nære venner og samarbejdspartnere.

Den tidlige roman Familjen Storm fra 1904 byggede på Thit Jensens erfaringer fra livet som husbestyrerinde, og i de to næste romaner Martyrium fra 1905 og Ørkenvandring fra 1907 forfulgte hun den samfundsbeskrivende linie med to barske ægteskabshistorier: for romanernes kvinder fører giftermålet i sidste ende til personlig udslettelse. Bøgerne blev dårligt modtaget. Kritikken fik Thit Jensen til at ændre taktik og sætte en del af sine kræfter ind på et nyt felt, idet hun kastede sig ud i en omfattende foredrags- og agitationsvirksomhed, som hun fortsatte næsten hele sit liv. Samtidig ændrede hun stil og hjemsted i sine romaner og gav med Jorden, 1915, og Kongen fra Sande, 1919, sit bidrag til hjemstavnslitteraturen. I beretningen om Gerd, 1918, med undertitlen Det tyvende Aarhundredes Kvinde, skildrede hun den moderløse præstedatter fra øen Fuur i Limfjorden og skabte måske forfatterskabets fineste kvindeportræt. Konflikten mellem kærlighed og intellekt, der tvinger kvinder til at vælge mellem succes i hjemmet og i samfundet, udspilles i Gerds historie. Den videreføres i Aphrodite fra Fuur, 1925, der også bærer en sigende undertitel: Den moderne Kvindes Udviklingshistorie. Og det er karrieren, samfundslivet og anerkendelsen, der vinder, som det også var i Thit Jensens eget liv. Samme år, som Gerd udkom, opløstes hendes korte ægteskab med den 11 år yngre maler Gustav Fenger. Sorgen og erfaringen blev indskrevet i romanen Den erotiske Hamster fra 1919, Thit Jensens indtil da største publikumssucces.

Thit Jensen var tidligt meget berejst og besøgte kontroversielle debattører og kvindepolitiske aktører. I 1923 var hun i Holland hos lægen Alette Jacobs, emnet var børnebegrænsning, og allerede i november stiftede hun foreningen Frivilligt Moderskab. Thit Jensen agiterede åbenlyst og informativt for prævention, et emne, man på den tid ikke talte om og hverken havde sprog for eller begreb om. Året efter besøget i Holland stiftede hun i samarbejde med den danske læge J.H. Leunbach Foreningen for sexuel Oplysning, og samtidig udsendte Thit Jensen en pjece, der også hed Frivilligt Moderskab. Reaktionerne var voldsomme, og i de følgende år blev hun et foretrukkent offer for satire og karikaturtegninger. Hun intensiverede sine rejser, var i Washington i 1924-25 og tog i 1927 på en lang rejse til Australien og New Zealand. Imens bølgede protesterne imod hende hjemme i Danmark, tre år i træk forsøgte hendes modstandere at få hende taget af finansloven. Så snart hun var hjemme igen, stillede hun op til foredrag. Netop i disse år blev der flyttet grænsepæle i kampen for kvindernes ligestilling; ægteskabslovene i 1922 og 1925 voksede frem af tidens forståelse for en ny balance mellem kønnene. Ikke mindst Dansk Kvindesamfund, der havde gjort en stærk og målrettet indsats for en større juridisk ligestilling, havde del i æren. Men Thit Jensens romaner og foredrag bidrog også til at bane vejen. Hun var vel ikke altid stringent, havde fx ikke kun ét standpunkt i de vigtige debatemner om prævention og abort, men hendes engagement og hendes egen styrke og mod til at tale åbent om emnerne medvirkede til, at opinionen flyttede sig, og nye opfattelser blev tilladelige. Skuespillet Storken fra 1929 satte især abortspørgsmålet til debat.

Efter 1925 skrev Thit Jensen udelukkende historiske romaner. Dels var hun fascineret af historien som interessant i sig selv, dels kunne hun bruge den til at accentuere nogle af de konflikter, hun var optaget af. Af Blod er du kommet fra 1928, Jørgen Lykke, 1931, og Stygge Krumpen, 1936, bruger alle renæssancen og reformationstiden som baggrund for den fortsatte debat om forholdet eller kampen mellem kønnene. I den sidstnævnte etableres ligefrem et meget særegent, hedensk kvindekloster på Fuur, men romanen er først og fremmest en hyldest til naturen og driften. Den udkom i mange oplag og gjorde i 1941 sin forfatter til årets mest læste. Drømmen om den helt store historiske fremstilling blev realiseret med serien om Valdemar Atterdag, 1940-53, en mammutpræstation især i sidetal. Kilder til dette kæmpeværk hentede den hurtigtlæsende Thit Jensen i historiske værker, men bemærkelsesværdigt også gennem jævnlige spiritistiske kontakter og samtaler med de portrætterede, en dimension, hun ikke undlod at gøre den undrende presse opmærksom på. I erindringsbogen Hvorfra? Hvorhen?, 1950, stillede Thit Jensen disse spørgsmål til sit eget liv og indviede sin store læserskare i sine tilværelsesbetragtninger, hvor spiritismen igen spillede en væsentlig rolle. Nutidige læsere har siden gennem Jens Andersens udvalg af hendes dagbøger Jeg længes ..., 1991, fået tilføjet endnu en dimension til deres forståelse af Thit Jensen.

1954 kom beretningen om Tyre Danebod Den sidste valkyrie. Det var en titel, som allerede samtiden forbandt med Thit Jensen selv, og som med Jens Andersens indlevede og dokumentarisk særdeles omhyggelige bog fra 1990 Thit – den sidste valkyrie vandt yderligere udbredelse som den samlende metafor for hendes person og hendes rolle i litteratur-, medie- og Danmarkshistorie. I rødstrømpebevægelsens aktive år i 1970’erne forsøgtes en genopdagelse og relancering af Thit Jensens samfundsengagerede romaner; det må dog nok konstateres, at deres kvalitet især var deres kommentarer i og til samtiden, hvad der i sig selv også var af vigtighed. Med sin bevidste selviscenesættelse og ugenerte fremtoning, gerne i kostumer hendes historiske romanfigurer kunne have båret, har Thit Jensen også været et forbillede for en anden slags kvindesag end den politisk argumenterende. Thit Jensen fik i 1949 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og blev ridder af Dannebrogordenen i 1954.