Tyre Danebod

De eneste sikre, samtidige kilder til Tyre Danebods historie er de to runesten i Jelling. På den lille sten står: “Gorm konge gjorde dette dødeminde efter sin kone Tyre, Danmarks pryd.” Den store runesten er rejst af sønnen Harald over begge forældre, og han nævner her sin moders navn mellem sit eget og sin faders. Runesten er i lige så høj grad monumenter over dem, der har rejst stenene, som over de omtalte. Ud fra de to Jellingsten kan med sikkerhed kun udledes Tyre Danebods forbindelse til de to stenrejsere, og at hun er død før Gorm. Indirekte kan udledes, at hun har været en betydningsfuld person, da kun 12 af Danmarks 177 runesten fra Vikingetiden er rejst over kvinder. Af disse er ti rejst over kvinder alene som den lille Jellingsten, to over kvinder og mænd, som det er tilfældet med den store Jellingsten. Mere usikre kilder er to runesten i de nærliggende landsbyer Bække og Læborg. Herpå nævnes også en dronning Tyre. Det har hidtil været afvist af de fleste forskere, at det kunne være den samme Tyre som i Jelling. Det er imidlertid ejendommeligt, hvis der i Jylland i midten af 900-årene skulle have levet to forskellige dronninger af navn Tyre, der begge fik rejst to runesten efter sig.

På den lille Jellingsten er anført den hædrende betegnelse “tanmarkaR but”. Det er blevet tolket både som Danmarks bod og Danmarks pryd. De fleste forskere hælder til den sidste udlægning. Der er større uenighed om, hvem der betegnes som Danmarks pryd. I 1927 foreslog litteraturforskeren Hans Brix og runeforskeren Lis Jacobsen, at “tanmarkaR but” skulle tillægges Gorm og ikke Tyre Danebod. Forslaget gav anledning til en heftig debat, da denne nytolkning måtte medføre en total ændring i vurderingen af Tyre Danebod, således som den er kommet til udtryk fra 1100-tallets historieskrivere Sven Aggesen og Saxo, gennem folkesagn og viser frem til 1800-tallets historieskrivning og billedkunst. Den sproglige form giver mulighed for begge tolkninger, men der er langt færre eksempler på forbindelse mellem et grundled (Gorm) og et tilnavn (Danebod) end den naturlige opfattelse af sætningsbygningen. Derfor har de fleste filologer og historikere fastholdt, at ordene “tanmarkaR but” betegner Tyre Danebod.

Selvom den eneste sikre viden om Tyre Danebod er knyttet til de to runesten i Jelling, har hun fået et helt usædvanligt eftermæle. Allerede i Middelalderen opstod der en rig litteratur om hende både i Danmark og Island. Den ældste gengivelse stammer fra Sven Aggesen ca. 1185, en varieret udgave forekommer hos Saxo ca. 1200. Både Sven Aggesen og Saxo gør hende til initiativtager til opførelsen af Danevirke, befæstningsanlægget til forsvar af Danmarks sydgrænse, men denne forestilling er blevet kuldkastet gennem arkæologiske undersøgelser og årringsdateringer. Da det ældste Danevirke synes at være grundlagt i 600-tallet, kan det med sikkerhed fastslås, at Tyre Danebod ikke var bygherre. En mulig forklaring på denne myte findes måske i årbogen fra Ryd Kloster i Slesvig. Her er omkring 1300 noteret, at kong Harald Blåtand byggede Danevirke på sin moders råd. Det kan tyde på, at der er en kerne af sandhed i myten, og at Harald og Tyre Danebod kan være led i rækken af voldbyggere. Nyere arkæologiske undersøgelser har i øvrigt vist, at forbindelsesvolden, som sammenkæder hovedvolden med halvkredsvolden omkring Hedeby, stammer fra omkring 968, hvor Harald var dansk konge. I middelalderlitteraturen fortælles også om Tyre Danebods herkomst og bryllup. De islandske kilder beretter ikke om Danevirkebyggeriet, men gør hende til datter af den jyske Klakharald. Hos Saxo gøres hun til datter af den engelske kong Æthelred. Disse fortællinger er indbyrdes modstridende og bygger i betydeligt omfang på vandresagn og anekdoter fra den antikke litteratur. I løbet af Middelalderen er der også opstået en lang række folkelige sagn om hende. Et forhold, som har været med til at bevare myten om Tyre Danebod, er den kendsgerning, at hun og Gorm er de først kendte regenter af den kongeslægt, som siden 900-tallet har siddet på den danske trone. Hun er således stammoder, om end langtfra i lige linie, til dronning Margrethe 2.

Forestillingen om den aktive danske dronning, der sikrede det danske rige, har levet i folks bevidsthed, først i snævrere kredse, men fra 1800-årene indgik denne myte i mange danskeres forestillingsverden og var med til at styrke den traditionelle kongetroskab. Myten om Tyre Danebod er også blevet fastholdt i visen Danmarks, dejligst Vang og Vænge, digtet af Laurids O. Kok og trykt første gang i 1695. Visen blev senere bearbejdet af N.F.S. Grundtvig, og i hans version blev den populær fra 1840’erne som en af de tidligste danske folkelige sange. Danebodvisen har været med i samtlige, hidtil 17, udgaver af Folkehøjskolens Sangbog, der udkom første gang i 1894. Efter Treårskrigen 1848-51 blev Tyre Danebod og Danevirke til et stærkt nationalt symbol. Forestillingen om Tyre Danebods ældgamle grænsevold gav næring til forsvarsviljen, men medvirkede også til den overvurdering af anlæggets militære betydning, som blev så katastrofal i 1864. Hun omtales i alle danske skolebøger og folkelige historiebøger gennem 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og hun afspejler sig også i dansk billedkunst. Navnet Thyre/Thyra var et populært pigenavn i 1800-årene, anvendt både i jævne familier og kongehuset.

De mange beretninger og sagn om Tyre Danebod er ikke brugbare som kilder til hendes liv, men de giver et levende billede af den første kvinde i Danmarkshistorien, og de fortæller om et væsentligt element i dansk national selvforståelse. Fælles for alle historier, sagn og viser er, at hun fremstår som en klog, initiativrig kvinde med vilje til at forsvare det danske rige og evne til at begejstre og igangsætte mænd. Saxo skriver således, at “Tyre bar mandsmod i kvindebryst.”